Hvad indebærer det at være ægdonor?
- Som ægdonor donerer du dine æg til kvinder og par, som er i fertilitetsbehandling.
- Som ægdonor har du ingen juridiske rettigheder eller forpligtigelser overfor barnet/børnene.
- Du vil få en økonomisk kompensation på 7.200 kr. efter hver donation. Der ydes ikke herudover ekstra kompensation for transportudgifter eller godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste.
- Vi udleverer den medicin, du skal bruge.
- Ægdonation vil ikke betyde noget for din fremtidige ægreserve.
Hvem kan være ægdonor?
- Du må ikke være fyldt 36 år.
- Dit BMI skal ligge mellem 18,5 og 32.
- Du skal være fysisk og psykisk rask, og der må ikke være kendte alvorlige eller arvelige fysiske og psykiske sygdomme i nærmeste familie.
- Du må ikke selv være kommet til verden med donation eller adoption.
Krav til ægdonorer
- Du skal testes med en blodprøve og være fri for HIV, leverbetændelse type B og C samt syfilis.
- Du må ikke være blevet vaccineret inden for de sidste 14 dage før du donerer æg.
- Du må ikke have rejst til Zika-områder inden for de sidste 2 måneder før du donerer æg.
- Du må ikke være blevet tatoveret eller have fået piercing inden for de sidste 6 måneder før du donerer æg.
- Vi anbefaler at du ikke ryger.
Der er tre muligheder for at donere æg
Anonym ægdonation
Her vil modtageren af æg blive informeret om din:
- Alder ved donation
- Hudfarve/etnicitet
- Højde og vægt
- Hårfarve og øjenfarve
Åben ægdonation
Her har barnet mulighed for, efter det fyldte 18. år, at indhente oplysninger om din identitet og eventuelt møde dig.
- Alder ved donation
- Hudfarve/etnicitet
- Højde og vægt
- Hårfarve og øjenfarve
Kendt ægdonation
Her donerer du æg til en kvinde, hvis identitet du kender. Du må ikke være nært beslægtet med manden fra modtagerparret. Dette betyder, at du ikke må være søster eller kusine til manden og ikke være datter af mandens kusine/fætter. Du har som kendt donor ingen juridiske rettigheder eller forpligtigelser i forhold til barnet/børnene.
Før du begynder som ægdonor
Hvis du, efter at have læst denne vejledning, forsat overvejer at donere æg, kan du kontakte Fertilitetsklinikken, gerne på telefon. Du finder vores kontaktoplysninger nederst på siden.
Vi aftaler en telefonsamtale med en sygeplejerske. Ved denne samtale vil du blive grundigt informeret om alt vedrørende ægdonation, og du vil få lejlighed til at stille spørgsmål.
Hvis du fortsat er interesseret i at donere æg, vil vi invitere dig ind til en samtale i Fertilitetsklinikken. I forbindelse med denne samtale laver vi en journal, hvor du bliver spurgt om din sundhedstilstand og eventuelle arvelige sygdomme i din familie. Du vil få foretaget en ultralydsundersøgelse af æggestokkene og livmoderen og få taget en blodprøve. En til to uger senere vil du blive kontaktet af lægen, som vil orientere dig om resultatet af blodprøverne, og om du kan bruges som ægdonor.
Rent praktisk vil det være sådan, at du ringer til os, når det passer dig at donere æg. Inden du begynder behandlingen, skal du underskrive en erklæring om donation.
Når du begynder på ægdonationsbehandlingen, vil du få et lille kursus i, hvordan du stikker dig i maveskindet. Du får udleveret et behandlingsskema og al medicin til behandlingen.
Patientinformation om ægdonation
Kontakt os gerne
Hvis du er interesseret i at høre mere, er du meget velkommen til at kontakte os:
Fertilitetsklinikken
Herlev Hospital
Borgmester Ib Juuls Vej 9, 3. etage
2730 Herlev

Send en mail til Fertilitetsklinikken (send ikke følsomme og fortrolige oplysninger)
Telefon: 38 68 48 70
Alle hverdage kl. 8.00-14.30