Før ægudtagningen
Orienter dig i det dokument, du fik udleveret af sygeplejersken. Sørg for at du har taget din medicin, som anført på dokumentet på dagen for din ægløsning.
Før du ankommer til klinikken, anbefaler vi, at du spiser et let morgenmåltid. Du skal selv medbringe drikkevarer og lidt at spise til efter behandlingen (fx juice, nødder, frugt eller en müslibar).
Husk dit sundhedskort!
Smertestillende forud for ægudtagningen
Når du møder til ægudtagning, bliver du tilbudt 1 tablet (0,125 mg) Halcion, som virker beroligende. Inden vi begynder ægudtagningen, får du smertestillende medicin (morfinpræparatet Alfentanil) og du får lagt lokalbedøvelse i toppen af skeden.
Klargøring hos sygeplejersken før ægudtagningen
Vi gennemgår dagens forløb og fortæller, hvornår du kan regne med, at selve ægudtagningen foregår. Vi måler dit blodtryk og vejer dig. Du får lagt en plastikkanyle i armen eller hånden, så vi kan give dig den smertestillende medicin (morfinpræparatet Alfentanil).
Sådan foregår ægudtagningen
Som det sidste inden vi går i gang med ægudtagningen, beder vi dig tømme blæren. Bioanalytikeren, der skal tage sig af æggene, kommer ind på stuen for at kontrollere dit navn og cpr.nummer.
Når vi har givet dig den smertestillende medicin i plastikkanylen, bliver du vasket med saltvand i skeden og får lagt lokalbedøvelse i toppen af skeden. Du bliver skannet, og kan selv følge med på en skærm.
Selve ægudtagningen foregår ved at vi, gennem toppen af skeden, indfører en tynd nål i æggestokkene. De enkelte ægblærer tømmes for væske, hvorved æggene suges ud. Det kræver som oftest kun et enkelt eller to stik i hver æggestok. Vi giver væsken videre til bioanalytikeren, der giver besked, når de har fundet æg. Der udvikles kun et æg i hver ægblære, og ikke alle ægblærer løsner deres æg. I sjældne tilfælde finder vi desværre ikke nogen æg.
Du kan få hjertebanken og blive lidt døsig/svimmel af medicinen, men du er hele tiden vågen, og vi taler sammen om, hvad der foregår. Din eventuelle partner kan sidde på stolen ved siden af lejet og holde dig i hånden.
Under ægudtagningen kan du mærke presset fra skanneren mod æggestokkene. Vi kan give dig mere smertestillende medicin, hvis du har behov for det. Vi kan dog ikke fjerne ubehaget fra scanneren med bedøvelse. Efter behandlingen siger 95 % af vores patienter: ”Det var ikke nær så slemt, som jeg havde forestillet mig”.
Du vil være på stuen i ca. 30 minutter, hvoraf selve ægudtagningen normalt varer 5-10 minutter.
Efter ægudtagningen
Du skal slappe af i klinikken i 30 minutter efter ægudtagningen. Når du har haft vandladning og føler dig klar til at komme hjem, bliver du udskrevet af sygeplejersken.
Du skal ikke regne med at kunne arbejde denne dag. Den medicin du har fået, har en sløvende effekt i op til 8 timer, og du må ikke selv køre bil de næste 24 timer.
Du kan forvente smerter i underlivet resten af dagen, og du kan også være øm dagene efter. Dette skyldes oftest stimulationsbehandlingen og ægudtagningen. Disse gener forsvinder normalt efter et par dage, men det kan vare et par uger. Du kan tage lette smertestillende tabletter som paracetamol (fx. Panodil, Pinex, Pamol) eller ibuprofen.
Du kan forvente at have lidt blødning fra skeden. Blødningen skal være aftagende og stoppe efter et par døgn. Blødningen kommer fra de steder, hvor du er blevet stukket i toppen af skeden. Dette har ingen betydning for din mulighed for at blive gravid på et senere tidspunkt.
Det første døgn efter ægudtagningen, skal du undgå karbad og bruge kondom ved samleje.
Dagen efter ægudtagningen ringer vi til dig, for at høre hvordan du har det.