Bedre diagnostik
Prostatakræft er den hyppigst diagnosticerede mandlige maligne sygdom i de nordiske lande og spænder lige fra fredelige tilfælde, der ikke kræver behandling, til aggressive former der kræver behandling. Den etablerede diagnostiske strategi i klinikken mangler dog sensitivitet og specificitet i forhold til at påvise kræft og giver kun begrænset information om kræftens aggressivitet og stadie.
Mp-MRI scanning (avanceret magnetisk resonans scanning) er et sensitivt billeddiagnostisk værktøj, der viser prostatavævet på en helt ny måde. Det bliver herved muligt at se og beskrive kræftforandringer inde i selve prostata bedre, end det har været muligt tidligere.
Resultater fra studierne viser, at anvendelsen af mp-MRI scanning i kombination med de etablerede diagnostiske strategier forbedrer diagnostikken. En mp-MRI scanning kan bidrage til at lokalisere en eventuel tumor og derved bedre guide vævsprøver, der skal tages fra prostata. Ved fund af tumor kan en mp-MRI scanning efterfølgende bidrage til at vurdere kræftens udbredelse og beliggenhed i forhold til det øvrige omkringliggende væv. Dette gør det muligt, at tilrettelægge og iværksætte den bedst egnede individuelle behandling.
Tilbud til udvalgte patientkategorier
Mp-MRI scanning anvendes nu på afdelingen til udvalgte patientkategorier - bl.a. til patienter, hvor man trods tidligere negative vævsprøver fortsat har mistanke om kræft og til patienter, der er mulige kandidater til aktiv overvågning.
Samarbejde med Afdeling for Røntgen og Skanning
Studierne er lavet i samarbejde med professor Henrik S. Thomsen, Afdeling for Røntgen og Skanning, Herlev Hospital.
Afhandlingens videnskabelige artikler
Boesen L, Noergaard N, Chabanova E, Løgager V, Balslev I, Mikines K, Thomasen HS. Early experience with multiparametric magnetic resonance imaging-targeted biopsies under visual transrectal ultrasound guidance in patients suspicious for prostate cancer undergoing repeated biopsy. Scand J Urol 2014
Boesen L, Chabanova E, Løgager V, Balslev I, Thomasen HS. Apparent Diffusion Coefficient Ratio Correlates Significantly With Prostate Cancer Gleason Score at Final Pathology. J Magn Reson Imaging 2014
Boesen L, Chabanova E, Løgager V, Balslev I, Mikines K, Thomasen HS. Prostate cancer staging with extracapsular extension risk scoring using multiparametic MRI: a correlation with histopathology. Eur Radiol 2014