Der er risiko for, at du vil føde før graviditetsuge 34+0. Derfor er der også risiko for, at dit barns lunger ikke er modnet færdig, da modningen af lunger sker sent i graviditeten. For at øge hastigheden af modningen af barnets lunger, vil du modtage behandling med binyrebarkhormon. Efter behandlingen vil der være mindre risiko for alvorligt vejrtrækningsbesvær hos barnet. Der vil også være mindre risiko for komplikationer fra hjerne, lunger og tarm, som ses hos for tidligt fødte børn.
Du får en indsprøjtning i dit lår med binyrebarkhormon. Du skal have to indsprøjtninger med et døgns mellemrum. Effekten begynder allerede at virke kort tid efter første dosis, men har størst effekt efter to døgn. Effekten holder i cirka 7 dage.
Hvis behandlingen er givet første gang før graviditetsuge 30, og der er gået mere end 14 dage, kan det være nødvendigt at gentage behandlingen, hvis der stadig er risiko for fødsel før graviditetsuge 34+0.
Bivirkninger hos den gravide
De mest almindelige bivirkninger er:
- Rødme af ansigt og hals.
- Søvnbesvær.
- Stigende blodsukker.
- Mindskelse af fosterbevægelse det første døgn.
Bivirkninger hos barnet
Hvis barnet fødes mere end 7 dage efter behandlingen, kan det have en lavere fødselsvægt.
Hvis barnet ikke bliver født for tidligt, kan der være øget risiko for psykiske diagnoser og adfærdsforstyrrelser hos barnet. Dog er de studier, som undersøger langtidsbivirkninger, svære at tolke og derfor endnu usikre.