Rhesus negativ blodtype, information til dig, der er gravid

Information og vejledning om, hvordan undersøgelse og behandling, hvis man er gravid og har rhesus negativ blodtype.

Om graviditet og rhesus negativ blodtype

Blodtype og graviditet

Alle gravide får taget en blodprøve og undersøgt deres blodtype første gang de er til konsultation hos egen læge. Det er vigtigt at vide, hvilken blodtype man har, da gravide med blodtype rhesus negativ, har brug for ekstra opmærksomhed under graviditeten.

Du har hos din egen læge fået en blodprøve, der har vist, at du har en rhesus negativ blodtype. Du vil derfor blive tilbudt endnu en blodprøve, der har til formål at bestemme, hvilken rhesus blodtype dit barn har. Svaret på blodprøven vil automatisk blive sendt til både fødested og din egen læge.

Hvad er rhesus blodtype?

Der findes to forskellige rhesus blodtyper - rhesus positiv og rhesus negativ. Der er 15 % af danske gravide, der har rhesus negativ blodtype. Rhesus blodtype er arvelig.

Hvorfor er det vigtigt for dig?

Under graviditeten og fødslen kan noget af dit barns blod passere over i dig. Hvis du er rhesus negativ og dit barn er rhesus positiv, kan du danne såkaldte antistoffer mod dit barns blod. Dette kaldes rhesus immunisering.

Rhesus immunisering er sjældent et problem under den første graviditet, men kan være det ved efterfølgende graviditeter. Hvis du har dannet antistoffer, kan de under graviditeten passere over moderkagen til barnet. I nogle tilfælde kan det medføre blodmangel hos barnet, mens det er i livmoderen.

Hvis det sker, er der gode muligheder for behandling - men sommetider kan det betyde, at man er nødt til at sætte fødslen i gang før termin for at forhindre yderligere blodmangel hos barnet.

Hvordan forebygger man rhesus immunisering?

Omkring uge 25 får du taget en blodprøve, der skal vise, hvilken blodtype dit barn har.

Viser blodtypen, at dit barn er rhesus negativ, skal der ikke foretages yderligere.

Viser blodprøven, at dit barns blodtype er rhesus positiv, vil du blive tilbudt to anti-D immunoglobulin indsprøjtnigner, der kan forebygge rhesus immunisering. Den første gives omkring gravidtetsuge 29 af jordemoderen, og den anden gives senest 3 dage efter fødslen.

Indsprøjtningerne forebygger de fleste, men ikke alle tilfælde af rhesus immunisering. Det er ikke almindeligt at få bivirkninger efter indsprøjtningen, men i sjældne tilfælde kan der forekomme allergiske reaktioner.

Indsprøjtningen skader ikke barnet.

Undersøgelse og behandling, hvis du er gravid og har rhesus negativ blodtype

1. Konsultation

Blodprøve hos egen læge:
Når du er til første konsultation hos egen læge, får du taget en blodprøve, der skal vise din rhesustype. Hvs du har rhesus negativ blodtype, tilbydes du endnu en blodprøve i graviditetsuge 25.

Graviditetsuge 25

Blodprøve hos egen læge:
Du får taget endnu en blodprøve hos egen læge omkring graviditetsuge 25. Denne blodprøve skal vise, hvilken blodtype dit barn har. Svaret på blodprøven bliver sendt både til fødestedet og din egen læge.

Graviditetsuge 29

Indsprøjtning:
Hvis blodprøven har vist, at barnet er rhesus positiv, får du en indsprøjtning med anti-D immunoglobulin, som skal forebygge rhesus immunisering. Indsprøjtningen får du af en jordemoder på det fødested, du er tilknyttet.

Efter fødslen

Indsprøjtning:
Senest 3 dage efter fødslen får du en indsprøjtning med anti-D immunoglobulin. Indsprøjtningen får du af en sygeplejerske eller jordemoder på det fødested, du er tilknyttet.

Har du spørgsmål?

Du er velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål.

Redaktør