Gå til hovedindhold

Problemer med at tømme blæren efter fødslen

Du kan træne blæren, hvis du har problemer med at tømme den.

Om problemer med at tømme blæren

Vi har konstateret, at du ikke kunne tømme din blære helt efter fødslen. Du skal derfor træne din blære, så den bliver i stand til at tømme sig helt igen. Hvis du har meget urin stående i blæren eller har store problemer med at tømme blæren, får du i sjældne tilfælde lagt et blærekateter i en kort periode.

Komplikationer ved ikke at få tømt blæren

Du skal sørge for at tømme blæren så meget som muligt, hver gang du tisser. På den måde kan du forebygge, at du:

  • slet ikke kan tisse
  • ikke kan mærke, at du skal tisse
  • tisser ofte, men kun i små mængder
  • tisser ufrivilligt
  • får hyppige blærebetændelser. 

Der kan gå 1-3 måneder, inden du igen kan tisse normalt.

Årsager til problemer med at tømme blæren efter fødslen

Problemer med at tømme blæren kan opstå, hvis du har været bedøvet i ryggen eller skeden i forbindelse med fødslen, eller hvis du oplever smerter eller får hævelse omkring urinrøret, endetarmens lukkemuskel eller nerverne til blæren.

Det kan du gøre

Indtil eventuel bedøvelse aftager, eller hævelse forsvinder, skal du forebygge, at dine problemer med at tømme blæren bliver værre eller permanente.

Tag smertestillende medicin

Når du har svært ved at tømme blæren efter fødslen, anbefaler vi, at du tager smertestillende medicin med paracetamol og ibuprofen uanset årsagen til problemerne.

Brug isbind til at lindre smerter og hævelse

Smerter og hævelse kan lindres med isbind. Du kan købe en genbrugelig ispose, fx på apoteket, eller gøre et hygiejnebind vådt og fryse det i en frysepose. Huden må ikke komme i direkte kontakt med isen, da det kan give forfrysninger. Svøb isposen eller isbindet ind i et rent stykke stof, inden du lægger det på huden.
Læg isbindet eller isposen på bristningen i 15 minutter ad gangen med et par timers mellemrum. Brug metoden, så længe, du har behov for det.

Tøm blæren ofte og helt

Selvom du ikke føler, at du kan tisse, skal du alligevel gå på toilettet hver 3-4 time.

Vi kan tømme din blære helt med et kateter

Vi tømmer din blære helt med et engangskateter, indtil du selv er i stand til at tømme din blære tilstrækkeligt. Det kan være lidt ubehageligt og svie lige når kateteret anlægges. Vi bedøver med lokalbedøvende gel, inden vi lægger kateteret.

Træn din blære

Når du tømmer blæren så meget som muligt, hver gang du tisser, genoptræner du din blære og forebygger komplikationer.
Du skal træne din blære ved at tisse 2 eller 3 gange med få minutters mellemrum. Træn teknikken hver gang, du tisser:

  • Sid afslappet på toilettet, så du kan nå gulvet med flad fod på begge fødder
  • Brug eventuelt en skammel under fødderne, så du slapper af i benene, mens du sidder på toilettet.
  • Tis første gang, og giv dig god tid, indtil du føler, at blæren er tom. Slap af i mavemusklerne. Blæren skal helst selv gøre arbejdet, uden at du presser.
  • Rejs dig fra toilettet og gå lidt omkring i et par minutter.
  • Sæt dig igen på toilettet og prøv, om du kan tisse uden at presse.
  • Rejs dig igen, gå lidt omkring og prøv, om du kan tisse en tredje gang uden at presse.

Nu er blæren så tom, som den kan blive. Hvis du føler, at du skal tisse igen indenfor 15-30 minutter, skal du prøve at ignorere trangen. Der skal helst gå 3 timer imellem, at du tisser.

Hold øje med, hvor meget du tisser

Du får udleveret et målebæger, der passer til toilettet, som du skal tisse i. Bægeret har en skala på højre side, hvor du kan aflæse mængden af urin. Husk at fortælle os, hvor meget du har tisset. En almindelig vandladning er typisk på 150-400 ml.
Du skal drikke 2-2,5 l væske i døgnet.

Undgå forstoppelse

Du skal så vidt muligt holde maven i gang og undgå forstoppelse. Hvis du føler dig forstoppet eller har smerter ved afføring, skal du hver aften tage et afføringsmiddel med magnesia, som du kan købe i håndkøb.

Du bliver eventuelt henvist til et forløb

I de fleste tilfælde kan du tømme blæren selv i løbet af få dage. Hvis problemet med at tømme din blære fortsætter efter 2-3 dage, henviser vi dig til et forløb i Kvinde- og bækkenbundssygdomme, klinik 1. Det aftaler vi med dig, inden du bliver udskrevet. I forløbet kan du lære at tømme din blære med et engangskateter derhjemme, indtil du selv kan tømme blæren tilstrækkeligt.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden