Mellemkødet, skeden eller kønslæberne - efter syning

Information og vejledning om helingsprocessen efter at være blevet syet i mellemkødet, skeden eller kønslæberne.

Om syning af fødselsbristning

Du er blevet syet i mellemkødet, skeden eller kønslæberne efter fødslen. Trådene opløser gradvist sig selv indenfor et par måneder.
Det er almindeligt at få en bristning i mellemkødet, skeden eller kønslæberne ved en fødsel. I nogle tilfælde er det nødvendigt med et klip i mellemkødet under fødslen for at få barnet ud. Mindst 85 % af alle kvinder bliver syet efter fødslen af deres første barn. 

Alle kvinder, der har født et barn gennem skeden, kan opleve ømhed og tyngdefornemmelse i bækkenbunden, men smerterne bør blive mindre i løbet af de første uger. Det er normalt, at du har brug for smertestillende medicin efter fødslen. Du kan forvente, at bristningen er helet efter 3-4 uger.

Det skal du være opmærksom på

Kontakt os med det samme, hvis du får det værre

Du skal kontakte os med det samme på telefon 38 68 94 53, hvis:

  • du ikke kan holde på afføring
  • du ikke kan mærke, når du skal have afføring.
  • hævelsen bliver værre
  • smerterne fra bristningen bliver kraftigere
  • du tror, dine syninger er sprunget op
  • du får feber.
Illustration af musklerne i underlivet.

Ubehag eller smerter

Du kan opleve ømhed og ubehag

Det er normalt at have ondt i ugerne efter fødslen. Når bristningen begynder at hele, er det normalt at opleve svie, ømhed, hævelse og kløe i et par måneder. Bristningen er helet efter 3-4 uger, men der kan gå op til 2 måneder, før trådene er helt forsvundet.

Du får smertestillende medicin

Du bliver tilbudt smertestillende medicin, mens du er indlagt.

Fortsæt med smertestillende medicin, når du kommer hjem

Selv om du ammer, må du gerne fortsætte med at tage smertestillende medicin, når du kommer hjem. Vi anbefaler, at du tager 2 x 500 mg paracetamol op til 4 gange dagligt og 2 x 200 mg ibuprofen op til 3 gange dagligt. Den smertestillende medicin kan fås i håndkøb.

Fortsæt med den smertestillende medicin, så længe du har ondt. Når dine smerter aftager, kan du stoppe med at tage ibuprofen, men fortsæt gerne et par dage med paracetamol.

Brug isbind til at lindre smerter og hævelse

Smerter og hævelse kan lindres med isbind. Du kan købe en genbrugelig ispose, fx på apoteket, eller gøre et hygiejnebind vådt og fryse det i en frysepose. Huden må ikke komme i direkte kontakt med isen, da det kan give forfrysninger. Svøb isposen eller isbindet ind i et rent stykke stof, inden du lægger det på huden.
Læg isbindet eller isposen på bristningen i 15 minutter ad gangen med et par timers mellemrum. Brug metoden, så længe, du har behov for det.

Du kan have svært ved at holde på urin og tarmluft

Det er normalt at have svært ved at holde på urin og luft fra tarmene, men det bør gradvist blive bedre. Det kan dog tage flere måneder, inden din bækkenbund er stærk igen, og du kan holde på urin og tarmluft som før.

Pleje og hygiejne

Hold øje med syningen

Vi anbefaler, at du med et spejl holder øje med, hvordan syningen heler. Derfor er det en god idé, at du sammen med en sygeplejerske eller jordemoder har kigget på din bristning i et spejl, inden du tager hjem fra hospitalet, så du selv kan holde øje med, hvordan bristningen heler.

Forholdsregler ved toiletbesøg

Det er almindeligt, at det i starten gør ondt eller svier, når du skal tisse eller have afføring. Hvis du har behov for det, kan du:

  • skylle dig med lunkent vand fra håndbruseren eller en flaske, mens du tisser
  • støtte dit mellemkød med hånden eller en vaskeklud, mens du har afføring
  • bruge en skammel under fødderne, så du slapper af i benene, mens du sidder på toilettet
  • undgå at presse, når du skal af med afføring.

Du må gerne fortsætte med at bruse dig når du tisser og efter afføring, hvis du synes, at det er mest behageligt, men stop, hvis din hud bliver meget irriteret af det.

Undgå forstoppelse

For at der ikke kommer for meget pres på bækkenbunden ved toiletbesøg, bør du undgå at få forstoppelse. Du kan forebygge forstoppelse ved at:

  • spise regelmæssige måltider og vælge mad med mange fibre, fx gryn, grøntsager og frugt
  • drikke 1,5-2 liter væske i døgnet
  • tage 1-2 tabletter af afføringsmidlet Magnesia hver aften. Magnesia gør din afføring blød. Du kan købe afføringsmidlet i håndkøb på apoteket. Fortsæt med afføringsmidlet, så længe du har brug for det.

Magnesia er ikke skadeligt eller vanedannende, og du må gerne tage Magnesia, når du ammer. Stop eller tag mindre Magnesia, hvis du får tynd afføring.

Bevægelse og hvile

Beskyt din bækkenbund den første tid

De første 3-4 uger efter fødslen skal din bristning have fred og ro til at hele.

Du kan aflaste din bækkenbund ved at:

  • Undgå at sidde og stå op lang tid ad gangen, hvis du får ondt af det. Sid gerne på en blød pude i starten.
  • Undgå at sidde på en badering, da det trækker i huden omkring syningen og belaster bækkenbunden.
  • Læg dig evt. ned, når du skal amme. Så får du samtidig aflastet din bækkenbund.
  • Læg dig ned og slap af, hvis du har ondt eller har brug for en pause. Det er normalt at få tyngdefornemmelse i underlivet, hvis du står eller sidder ned i længere tid. Lyt til din krop og hvil, når du har brug for det.
  • Undgå tunge løft. Det må ikke gøre ondt at løfte.

Genoptag gradvist dine hverdagsaktiviteter

Du kan gradvist begynde at belaste dig selv mere efter den første måned. Genoptag gradvist dine normale aktiviteter og mærk efter, hvor meget din krop kan klare:

  • Gå korte ture, som du gradvist øger længden af.
  • Vær opmærksom, når du løfter. Hvis det gør ondt eller giver tyngde i underlivet, er det for tungt.
  • Lav efterfødselsgymnastik eller anden træning efter en måneds tid, hvis du føler dig klar til det. Find gerne et hold, hvor underviseren har særlig viden om træning af bækkenbunden efter fødsel.

Hvis du bliver øm af en aktivitet, er det ofte tegn på, at aktiviteten var hård ved din bækkenbund.

Lav knibeøvelser

Din krop og særligt din bækkenbund har været belastet af både graviditeten, fødslen og bristningen. Vi anbefaler, at du starter med at træne musklerne i din bækkenbund med knibeøvelser med det samme.
Det må ikke gøre ondt, når du kniber, så knib kun så meget, at du mærker en lille spænding i bækkenbundsmusklerne. På den måde undgår du at overbelaste musklerne.

Du må træne knib hver dag og gerne lave 10-20 knib én gang om dagen. Husk at trække vejret, imens du kniber.
Træn korte knib i begyndelsen og udvid gradvist længden af hvert knib, så du kommer op på at holde hvert knib 10 sekunder ad gangen. Pauserne mellem knibene skal være lige så lange som selve knibet.

Det er en god idé at gøre knibeøvelser til en del af din hverdag, fx ved at knibe hver gang du rejser eller sætter dig, hoster, nyser eller griner. Husk også at knibe, inden du løfter dit barn.

Øvelse  

Du kan ligge på ryggen, på siden, sidde eller stå, når du laver knibeøvelser. Hvis du er meget øm eller hævet i din bækkenbund, kan det være rart at ligge ned. Øv dig i at mærke, når du kniber sammen, og når du slipper knibet igen.

  • Knib sammen omkring endetarmsåbningen, så alle musklerne i din bækkenbund spændes.
  • Prøv at slappe af i mave, baller og lår, mens du kniber. Husk at trække vejret normalt.
  • Hold pause mellem hvert knib, så pausen varer lige så lang tid, som du kneb sammen.
Illustration af øvelse.

Genoptag seksuel aktivitet

Du kan have samleje igen efter cirka 4-6 uger, når bristningen er helet. I skal bruge kondom, så længe du stadig bløder efter fødslen.
Det er normalt, at man i starten mærker ømhed i skedeåbningen eller længere ind i skeden. Skedens slimhinder kan føles tørre og ubehageligt følsomme.
Det er derfor en god ide, at du og din partner bruger glidecreme med silikone og eventuelt noget bedøvende gel, så længe I har behov for det. Glidecreme og gel kan købes i håndkøb på apoteket. Vær opmærksom på, at visse kondomer ikke kan anvendes sammen med en glidecreme med silikone, så spørg om dette, hvor I køber glidecreme, hvis I skal anvende kondom.

Det vigtigste er, at du føler dig klar til at genoptage dit samliv. Tal med din egen læge eller en fysioterapeut, hvis du oplever vedvarende smerter ved samleje.

Praktiske forhold

Du bliver tilbudt kontrol, hvis du har fået en kompliceret bristning

Hvis du har fået en kompliceret bristning, kan du blive tilbudt at komme til kontrol på afdelingen for Kvinde- og Bækkenbundssygdomme 7-14 dage efter fødslen. Du bliver indkaldt via fysisk eller digital post.
Til den opfølgende kontrol taler vi med dig om, hvordan du har det, og undersøger, hvordan bristningen heler. Det kan være en god idé at skrive dine spørgsmål ned hjemmefra, så du husker at stille dem. Du er meget velkommen til at tage en pårørende med.

Redaktør