Kejsersnit - efter

Information om, hvordan man skal forholde sig efter kejsersnit.

Tillykke

Stort tillykke med dit/jeres barn. I tiden efter fødslen er der meget, man skal forholde sig til som forældre. Vi har derfor samlet denne information, der forhåbentlig giver svar på mange spørgsmål. Vi hjælper også meget gerne og giver råd og vejledning, mens I er på hospitalet.

På hospitalet 

Hud mod hud

Hvis du og dit barn har det godt, kan du få barnet op til dig lige efter fødslen, så I kan ligge hud mod hud, og barnet kan søge dit bryst. I nogle tilfælde skal barnet undersøges og måske have hjælp til vejrtrækningen, før du kan få det op til dig. Barnet kan også ligge hud mod hud hos din partner eller ledsager.
At ligge hud mod hud er vigtigt for at få en god start på amningen, da hudkontakten stimulerer de hormoner, som starter din produktion af mælk. Kontakten sikrer også, at barnet har en stabil kropstemperatur, et højere blodsukker, stabil hjerterytme og rolig vejrtrækning.

Vi observerer dig og dit barn

De første timer holder vi særligt øje med, hvordan du har det. Det foregår som regel på en opvågningsstue. Vi holder blandt andet øje med blødning fra livmoderen, dit blodtryk, din puls og iltindholdet i dit blod. Senere flyttes du til en almindelig barselsstue.

Du får fjernet blærekateter og drop

Når du er klar til at komme ud ad sengen og kan gå til toilettet, fjerner vi blærekateteret og droppet, så du kan komme ud af sengen og være med til at tage dig af dit barn.

Du får smertestillende medicin

Du vil have ondt efter kejsersnittet. For at lindre dine smerter giver vi dig en kombination af to slags smertestillende medicin på faste tidspunkter 4 gange i døgnet. Du vil også have brug for morfin det første døgn, som vi udleverer til dig efter behov. Vi beder dig jævnligt om at vurdere dine smerter på en skala fra 1-10.
Du må gerne amme, selvom du får smertestillende medicin.

Du kan få ondt i skulderen

Efter et kejsersnit får nogle kvinder ondt i højre skulder, da luft i maven trykker på nerverne til skulderen. Det er normalt og går over af sig selv efter 1-2 timer eller senest efter 2 døgn. Jo mere du er oppe og bevæger dig, jo hurtigere forsvinder luften. Smerten kan lindres med en varmepude.

Hold dig i gang

Selvom du har ondt og føler dig træt, skal du bevæge dig så meget som muligt for at undgå blodpropper, svækkede muskler og forstoppelse.

Undgå forstoppelse

Når du er blevet opereret i maven, kan du have svært ved at komme af med luft og afføring. Du kan hjælpe maven i gang ved at bevæge dig, spise mad med mange fibre og drikke meget væske. Det kan også hjælpe at tygge tyggegummi, da det får tarmene til at bevæge sig. Vi anbefaler, at du tygger tyggegummi mindst 3 gange om dagen i tilsammen 1 time, indtil tarmene fungerer normalt. Vi giver dig et mildt afføringsmiddel, indtil du har haft afføring. Maven kommer som regel i gang igen senest efter 3-4 dage.

Du må gerne gå i bad

Du må gerne gå i bad, selvom du har forbinding på. Efter 24-48 timer tager vi forbindingen af og kigger på dit sår. I nogle tilfælde skal forbindingen sidde i længere tid. Det taler vi med dig om.

Hold såret tørt

Efter et bad skal du lade såret få luft, så det kan tørre. Såret skal hele tiden holdes så tørt og rent som muligt.

Blødning fra skeden

Det er normalt at bløde fra skeden, når du har født ved kejsersnit. Blødningen svarer til en kraftig menstruation og aftager gradvist i løbet af den første uge. Derefter vil du have blodigt eller brunligt udflåd i 6-8 uger. Vi anbefaler, at du kun bruger bind, da tamponer og menstruationskop øger risikoen for infektion.

Sørg for at få tisset

Efter en fødsel kan det være svært at mærke, om blæren er fyldt. Du bør tisse senest 4 timer efter, at du har fået fjernet kateteret, og derefter cirka hver 4. time de første par døgn, også selvom du ikke føler, du skal. På den måde kan livmoderen bedre trække sig sammen. I starten kan det svie, når du tisser. Det kan skyldes blærekateteret, eller at der er blevet skubbet til blæren under operationen. Det forsvinder i løbet af nogle uger.
Sørg for at drikke omkring 2 liter væske om dagen.

Sådan rejser du dig fra sengen

Sådan gør du:

  • Bøj benene, og vend dig om på siden. Sørg for, at hoften og skulderen følges ad.
  • Løft overkroppen ved at sætte albuen i madrassen samtidig med, at du fører benene samlet ud over sengekanten.
  • Skub dig op til siddende stilling ved at sætte fra med armene.
  • Sæt fra med hænderne på sengekanten, når du rejser dig.

Gør det samme i omvendt rækkefølge, når du skal lægge dig i sengen.

Illustration af, hvordan man rejser sig fra sengen efter kejsersnit.

Amning

Når man føder ved et kejsersnit, kan produktionen af mælk blive lidt forsinket, og det kan tage længere tid at få amningen i gang af flere grunde. Det skyldes blandt andet, at der ved et kejsersnit ikke udskilles de samme hormoner som ved en vaginal fødsel.
For at hjælpe amningen i gang anbefaler vi, at:

  • du lægger dit barn til brystet mindst 8 gange i døgnet, og hver gang barnet viser tegn på at ville sutte.
  • du sørger for at ligge hud mod hud med dit barn så meget som muligt i de første dage.
  • du er tålmodig og bliver ved med at prøve. For de fleste er amning noget, der skal læres. Vi hjælper dig gerne og giver gode råd.

Find mere information på vores hjemmeside

Du/I kan få mere information på vores hjemmeside om tiden efter fødslen, amning, pleje af barnet og praktiske forhold.

Hjemme igen

Hvis du stadig har forbinding på

Hvis vi ikke har fjernet din forbinding på hospitalet, skal du lade den sidde så længe, som vi har aftalt. Sørg for at holde den ren og tør og dække den til, når du går i bad. Hvis den bliver gennemblødt, skal du tage den af.
Det er nemmest at fjerne forbindingen efter et bad, når huden er fugtig.

Trådene opløser sig selv efter cirka 3 uger

De små plastre over såret falder som regel selv af. Hvis ikke, skal du fjerne dem efter 1-2 uger. Såret er syet med tråde, der opløser sig selv efter cirka 3 uger.

Vær opmærksom på betændelse

Det er normalt at være hævet og øm omkring såret. Du skal dog være opmærksom på, at der kan gå betændelse i et sår. Det er sjældent, at det sker, men hvis det sker, skal det behandles. Du skal kontakte os den første uge og herefter din egen læge eller Akuttelefonen 1813 udenfor din egen læges åbningstid, hvis du oplever et eller flere af disse symptomer:

  • Forværring af ømhed.
  • Øget rødme.
  • Øget hævelse.
  • Øget varme omkring såret.
  • Væske fra såret.
  • Såret åbner sig.
  • Feber over 38 grader, uden at der er anden grund til det.

Fortsæt med smertestillende medicin

Hvis du har behov for smertestillende medicin, når du er kommet hjem, anbefaler vi, at du fortsat tager 2 x 500 mg paracetamol eventuelt sammen med 2 x 200 mg ibuprofen, højest 4 gange dagligt.
Når du trapper ud af den smertestillende medicin, skal du først stoppe med at tage ibuprofen.

Undgå tunge løft

For at skåne mavemusklerne anbefaler vi, at du ikke løfter tunge ting, så længe du tager smertestillende medicin. Du må selvfølgelig gerne bære dit barn. Sørg for at bære både dit barn og ting tæt ind til kroppen.

Plej og beskyt arret

Når såret er helet, og du får et ar, skal du beskytte det mod direkte sol og solarium. Huden omkring arret er særligt udsat i forhold til solskoldning og kan blive mørk af solen. Den mørke farve forsvinder ikke igen. Vi anbefaler, at du dækker arret med tøj de første 6 måneder efter operationen og derefter er omhyggelig med at bruge solcreme med høj faktor. Du kan desuden bruge fugtighedscreme til at gøre huden omkring arret mere smidig.

Kommende graviditeter

Hvis du har født ved kejsersnit denne gang, er det ikke sikkert, at du behøver at føde ved kejsersnit ved en eventuel kommende graviditet. Du kan i næste graviditet tale med en fødselslæge om, hvordan du ønsker at føde.
Hvis du ønsker at føde vaginalt i næste graviditet, bør der dog være mindst 18 måneder mellem denne fødsel og din næste, for at sikre at arret i livmoderen er helet helt. 

Praktiske forhold

Vent med at køre bil

Du skal regne med, at du tidligst kan begynde at køre bil igen, når du ikke længere tager smertestillende medicin, og når du føler, det er forsvarligt. Du må ikke køre bil eller cykle, hvis du tager stærk smertestillende medicin, eller hvis du endnu ikke kan bruge kroppen normalt.

Redaktør