Fosterhjerteskanning

Ved en fosterhjerteskanning undersøges fosterets hjerterytme og opbygning. Skanningen tilbydes til forældre der før har aborteret eller i forvejen har et barn med en hjertefejl.

Kort om skanningen

Du/I er blevet tilbudt en fosterhjerteskanning, hvor vi med ultralyd undersøger, om fosterets hjerterytme og hjertets opbygning er normal.

Fosterets hjerte bliver undersøgt grundigt hos alle gravide ved 2. trimesterskanningen. De fleste hjertefejl vil blive fundet ved denne skanning.

I nogle tilfælde kan det være relevant, at vi skanner fosterets hjerte omkring graviditetsuge 15-16 eller i graviditetsuge 21-22. Det tilbydes oftest til forældre, der har aborteret et foster eller har et barn med en svær hjertefejl, eller hvis vi ved 1. trimesterskanningen finder grund til at kigge på hjertet før 2. trimesterskanningen.

Hvis du tilbydes en fosterhjerteskanning efter skanningen i graviditetsuge 20, kan det være fordi, vi mistænker, at noget ved hjertet ikke er normalt. Det kan også skyldes, at det har været svært at se alle strukturerne i hjertet tydeligt under skanningen.

Du skal forvente at være på hospitalet i 1 time i forbindelse med skanningen. Der kan dog opstå ventetid, som kan forlænge opholdet.

Værd at vide

Tag én voksen ledsager med

Du er velkommen til at have én voksen ledsager med. Skanninger kræver ro og koncentration, så vi anbefaler, at du ikke tager børn med. Det gælder også, hvis dine børn er syge, og du har pasningsproblemer. Du er i så fald velkommen til at ringe og få en ny tid.

Der kan være flere personer til stede

Der kan være flere sundhedsfaglige personer til stede, når du bliver skannet. Det kan være personer under uddannelse, og vi kan også have behov for at være flere til at vurdere skanningsbillederne.

På hospitalet 

Gå på toilettet

Du skal gå på toilettet og tømme blæren inden undersøgelsen. Billederne bliver mest tydelige, hvis din blære er tom.

Svar på skanningen

Du får svar på skanningen med det samme. Hvis noget ser unormalt ud, forklarer vi, hvad det kan betyde for fosteret, og vi taler om en plan for graviditet og fødsel. Det er vigtigt at være opmærksom på, at ikke alle misdannelser og sygdomme kan ses ved fosterhjerteskanninger.

Der er ingen risiko ved skanningen

En ultralydsskanning er uden risiko for dig og dit ufødte barn.

Redaktør