Hvad er hjertesvigt?
Hjertesvigt er en sygdom, hvor hjertet ikke kan pumpe blod nok til at dække kroppens behov. Årsagerne til hjertesvigt er mangeartede, men kan f.eks. være fordi blodtilførslen til selve hjertet er nedsat, genetiske årsager, højt blodtryk m.m.
Når hjertet ikke fyldes ordentligt – HFpEF
Hos nogle patienter med hjertesvigt er selve hjertepumpefunktionen normal, men deres venstre hjertekammer er stift og har svært ved at udvide og fylde sig med en tilstrækkelig mængde blod.
Dette kaldes hjertesvigt med bevaret pumpefunktion, HFpEF (heart failure with preserved ejection fraction).
HFpEF er et komplekst syndrom, der over tid ikke kun påvirker hjertet, men også lungerne, leveren, fedtvævet, muskler og nyrer.
Figuren viser, hvordan HFpEF typisk påvirker hjertet. Når hjertet ikke fyldes ordentligt med blod, kan det føre til symptomer som åndenød, træthed, nedsat fysisk formåen og væskeophobninger.
HFpEF bliver stadig mere udbredt
HFpEF rammer især personer med svær overvægt, diabetes, forhøjet blodtryk eller andre kardiometaboliske sygdomme.
Omkring 2 % af den voksne befolkning er diagnosticeret med hjertesvigt, og sygdommen er blandt de mest hyppige årsager til indlæggelse. Det vurderes, at HFpEF udgør halvdelen af alle tilfælde af hjertesvigt, og forventningen er, at antallet af individer med HFpEF vil stige de kommende år.
Sygdommen kan have livstruende konsekvenser. Omkring 15 % af patienterne dør inden for tre år efter diagnosen, og mange oplever gentagne og langvarige hospitalsindlæggelser.
Et overset område med behov for ny viden
Hjertesvigt med bevaret pumpefunktion er svær at diagnosticere, og der mangler forståelse for sygdommen samt behandlinger, der kan forbedre prognosen og livskvaliteten for patienterne. Det er netop denne type hjertesvigt, som CAPTURE er rettet mod.