Gå til hovedindhold

​​​​​​​​

Barnløshed og følelser

​Vi har her forsøgt at beskrive nogle af følelser, der kan være forbundet med at være i fertilitetsbehandling.​

​Individuelt

Det er meget individuelt, hvordan den enkelte reagerer på de psykiske belastninger, der kan være i forbindelse med fertilitetsbehandlingen.
Det som burde være helt naturligt, er nu blevet skemalagt og teknisk, med afhængighed af andres hjælp.

Venten og uvished

De mange besøg i fertilitetsklinikken, ventetid og ikke mindst ventepositionen på at blive gravid, er en belastning i større eller mindre grad hos alle, som er i behandling. Det er stressende ikke at vide, hvor mange og hvilke behandlinger man skal igennem – og om behandlingen overhovedet fører til et barn.

Afmagtsfølelsen kan være stor, og det kan være svært at acceptere, af der er så lidt, man selv kan gøre for at forbedre sine chancer. 

Håb og skuffelse

At være i fertilitetsbehandling kan indebære en del følelsesmæssige op- og nedture. Forventninger, glæde og håb blandes med skuffelse, frustration, sorg og angst. Nogle prøver at beskytte sig selv, ved ikke at håbe for meget – men skuffelsen er alligevel lige stor, hvis graviditetstesten er negativ.

Skyldfølelse

Man kan rammes af skyldfølelse over tidligere livsstil – over ikke at have passet nok på sig selv og af at være startet med at forsøge at blive gravid for sent. Kvinden kan få skyldfølelse, hvis hun ikke har ret mange æg, og manden kan få skyldfølelse, hvis det er hans nedsatte sædkvalitet, der er årsag til at kvinden skal gennemgå behandling.

Begge​ kan rammes af skamfølelse over at være misundelige på andres graviditet.

Parforholdet

Forholdet til famile, venner, og kolleger kan blive påvirket, men vigtigtst er, at fertilitetsbehandling kan være en stor udfordring for parforholdet. Barnløsheden rammer lige ned i hjertet af forholdet. Intensiteten i ønsket om et barn kan være forskelligt, og man kan måske opleve forskellige grænser for, hvilken form for behandling man ønsker. Her er det vigtigt at støtte hinanden, at få talt ordentligt sammen, at være ærlige overfor hinanden og give udtryk for, hvornår grænsen er nået.

Seksuelle-og samlivsmæssige konsekvenser

​Man ved fra studier, at mange i fertilitetsbehandling, i forskellig grad, oplever seksuelle problemer. Fra at være en lystfyldt oplevelse, er det nu blevet en mere stressfuld situation med noget på spil.
Kvinden kan opleve:

  • Nedsat eller helt manglende lyst til samleje – eller kun en lyst, der primært er drevet af ønsket om graviditet.
  • Smerter ved samleje og problemer med at gennemføre et samleje.

Manden kan opleve:

  • Nedsat eller helt manglende lyst til samleje – på sammen måde som kvinden.
  • Rejsningsproblemer.
  • For tidlig eller sen udløsning.

Her er det vigtigt at huske, at fysisk berøring, kys og kram giver en dejlig følelse af samhørighed gennem forløbet.

En henvisning til en klinisk sexolog, via egen læge, kan være en løsning for mange.

Parforholdet kan komme så meget på prøve, at nogle begynder at sætte spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er værd at fortsætte behandlingen. I den situation kan det for nogle, være en god idé, at holde en lille pause midt i behandlingsforløbet – det giver ro og ny energi til at fortsætte.

Tale med andre?

For mange kan det være en hjælp, at være åbne overfor familie, venner og kolleger. Nogle håndterer det imidlertid bedst ved at holde det indenfor en lukket kreds.

For nogen kan det være en hjælp, at tale med andre, som har været - eller er i samme situation. Dette kan gøres gennem Patientforeningen Fertilitet og Tab.​

På hjemmesiden www.fertilitycare.dk er der også mulighed for støtte under og efter fertilitetsbehandlingen.

Brug for hjælp?

Hvis al ting går i hårknude, hvor det opleves, at det er svært at tale sammen og komme videre, kan det måske være en mulighed, at søge professionel hjælp. Der findes terapeuter, som har speciale i barnløshed, og som både giver individuel terapi og parterapi.

Egen læge kan som nævnt henvise til en sexolog.

Brug os i klinikken

Igennem behandlingsforløbet kan der opstå mange forskellige spørgsmål, som det kan være rart at få besvaret. Skriv spørgsmålene ned og tag dem med ved næste besøg, eller ring til en sygeplejerske i klinikkens telefontid. ​

Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden