I starten af december
gennemførte den endoskopiske enhed i Afdeling for Mave-, Tarm- og Leversygdomme på Herlev Hospital i samarbejde med CURE og Afdeling for Nyre- og Hormonsygdomme på Rigshospitalet (NET-centeret), en
endoskopisk ultralydsvejledt radiofrekvensablation af et fæokromocytom. Et
fæokromocytom er en sjælden, godartet tumor på binyren, som medfører for højt
blodtryk. Efter vores bedste viden markerer behandlingen første gang, denne
metode anvendes til fæokromocytom på verdensplan. Proceduren forløb
ukompliceret med både teknisk og klinisk effekt, og markerer et vigtigt skridt
i udviklingen af skånsomme behandlinger af sjældne endokrine tumorer.
