Profil
Lene er speciallæge i gynækologi og obstetrik fra 2009. Hun er ansat som ledende overlæge i obstetrik, samt som klinisk lektor ved Københavns Universitet siden 2010, hvor hun underviser og afholder eksamen for medicinstuderende.
Forskingsfelt
Lene har primært forsket i for tidlig fødsel med særligt fokus på magnesiumsulfats rolle som beskyttelse mod hjerneskade hos børn født før uge 32.
Har i en årrække været med i europæisk gruppe af forskere, som i et prospektiv kohorte studie i 11 europæiske lande, undersøger outcomes ved for tidlig fødsel samt belyser, i hvilket omfang der bruges evidensbaseret viden om for tidlig fødsel (EPICE project: Effective Perinatal Intensive Care in Europe. Translating knowledge into evidence-based practice).
Hun er i styregruppen for et projekt om kunstig intelligens assisteret telefonvisitation af gravide og fødende med formålet at undgå unødvendige undersøgelser og interventioner, samt at forebygge alvorlige graviditets- og fødselsudfald og dermed sikre en højere kvalitet i tilbuddet til kvinderne på alle tider af døgnet, uafhængigt af travlheden på Gravid- og Fødemodtagelsen. Projektet har modtaget en større bevilling via Investeringsfonden for nye teknologier. Projektet er desuden blevet udvalgt som et flagskibsprojekt i Region Hovedstadens AI innovationsnetværk.
Lene er desuden involveret i et projekt, som undersøger, hvordan svær svangerskabsforgiftning påvirker hjernens funktion før og efter fødslen, samt hvordan man kan forbedre diagnosticering og behandling af svær svangreskabsforgiftning.
Endvidere er Lene primær investigator for Window projektet på Herlev Hospital. Et multicenter projekt, som undersøger, om planlagt igangsættelse af fødslen lige før termin hos gravide med BMI på 30 eller derover har betydning for risikoen for kejsersnit, komplikationer hos den gravide før, under og efter fødslen, komplikationer hos den nyfødte, fødselsoplevelsen og oplevelsen af igangsættelse af fødslen samt kvindernes psykiske velbefindende fire-seks uger efter fødslen og ammeetableringen.