Individuelt
Det er meget individuelt, hvordan den enkelte reagerer på de psykiske belastninger, der kan være i forbindelse med fertilitetsbehandlingen.
Det som burde være helt naturligt, er nu blevet teknik med afhængighed af andres hjælp.
Venten og uvished
De mange besøg i fertilitetsklinikken, ventetid og ikke mindst ventepositionen på at blive gravid, er en belastning i større eller mindre grad hos alle, som er i behandling. Det er stressende ikke at vide, hvor mange og hvilke behandlinger man skal igennem – og om behandlingen overhovedet fører til et barn.
Afmagtsfølelsen kan være stor, og det kan være svært at acceptere, af der er så lidt, man kan selv gøre for at forbedre sine chancer.
Håb og skuffelse
At være i fertilitetsbehandling kan indebære en del følelsesmæssige op- og nedture. Forventninger, glæde og håb blandes med skuffelse, frustration, sorg og angst for behandlingen og medicinens bivirkninger.Nogle prøver at beskytte sig selv, ved ikke at håbe for meget – men skuffelsen er alligevel lige stor, hvis graviditetstesten er negativ.
Skyldfølelse
Man kan rammes af skyldfølelse over tidligere livsstil – over ikke at have passet nok på sig selv. Kvinden kan få skyldfølelse, hvis hun ikke laver ret mange æg, og manden kan få skyldfølelse, hvis det er hans nedsatte sædkvalitet, der er årsag til at kvinden skal gennemgå behandling.
Man kan rammes af skamfølelse over at være misundelig på andres graviditet.
Parforholdet
Forholdet til famile, venner, og kolleger kan blive påvirket, men vigtigtst er, at fertilitetsbehandling kan være en stor udfordring for parforholdet. Barnløsheden rammer lige ned i hjertet af forholdet. Intensiteten i ønsket om et barn kan være forskelligt, og man kan måske opleve forskellige grænser for, hvilken form for behandling man ønsker. Her er det vigtigt at støtte hinanden, at få talt ordentligt sammen, at være ærlige overfor hinanden og give udtryk for, hvornår grænsen er nået.
Parforholdet kan komme så meget på prøve, at nogle begynder at sætte spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er værd at fortsætte behandlingen. I den situation kan det for nogle, være en god idé, at holde en lille pause midt i behandlingsforløbet – det giver ro og ny energi til at fortsætte.
Tale med andre?
For mange er det en hjælp, at være åbne overfor familie, venner og kolleger. Nogle håndterer det imidlertid bedst ved at holde det indenfor en lukket kreds.
Det kan for nogen være en hjælp, at tale med andre, som har været - eller er i samme situation. Dette kan gøres gennem Patientforeningen Fertilitet og Tab.
På hjemmesiden www.fertilitycare.dk er der også mulighed for støtte under og efter fertilitetsbehandlingen.
Brug for hjælp?
Hvis al ting går i hårknude, hvor det opleves, at det er svært at tale sammen og komme videre, kan det måske være en mulighed, at søge professionel hjælp. Der findes terapeuter, som har speciale i barnløshed, og som både giver individuel terapi og parterapi.
Brug os i klinikken
Igennem behandlingsforløbet kan der opstå mange forskellige spørgsmål, som det kan være rart at få besvaret. Skriv spørgsmålene ned og tag dem med ved næste besøg, eller ring til sygeplejersken i klinikkens telefontid.