Danmarks første foton tællende CT skanner
Herlev og Gentofte er det første hospital i Danmark, og blandt de første i verden, der har taget skanneren i klinisk brug. Den nye type skanner, som Siemens Healthineers har udviklet, blev først godkendt til klinisk praksis midt i 2021, og det er kun få hospitaler på verdensplan, der er udvalgt til tage den i brug.
"Vi går forrest i verden med at anvende ny og avanceret CT-teknologi i vores daglige kliniske rutiner. Vores unikke kliniske Innovationsenhed giver os den nødvendige agilitet og erfaring til hurtigt at implementere ny teknologi", siger ledende overlæge på Afdeling for Røntgen og Skanning, Michel Nemery.
Den nye CT-skanner har 16 gange bedre opløsning end en normal CT-skanner. Det betyder blandt andet, at lægerne kan se mikrosmå knoglestrukturer på størrelse med et hårstrå.
"Ikke alene kan vi se håret. Vi kan også se om det er knækket, sidder fast eller sidder det rigtige sted. Det har vi ikke kunnet tidligere", siger Michel Nemery.
"Med den nye generation af foton-tællende CT-skannere kan vi se mindre strukturer og har bedre mulighed for f.eks. at skelne mellem kræftknuden og organet på skanningen. Det kan bidrage til tidligere diagnostik og på sigt overlevelsen for vores patienter. Dette gælder ikke kun for kræft i bugspytkirtlen, men vil også få betydning for andre patientgrupper med f.eks. lungekræft, metastaser i rygsøjlen, brud i knogler og lungefibrose," siger overlæge på Afdeling for Røntgen og Skanning, Michael Brun Andersen.
Nyhed om den nye CT-skanner