Signaler
Barnet kommunikerer med omgivelserne ved hjælp af signaler - signalerne er barnets sprog.
Ved hjælp af signaler fortæller barnet:
- om barnet er i balance eller i ubalance
- om barnet er klar til stimuli, eller om det er udfordret
- hvilken støtte barnet har brug for til at udvikle sig og holde sig i balance.
Et for tidligt født barn bruger andre signaler, når det kommunikerer med omgivelserne, sammenlignet med et barn, der er født til tiden. Det for tidligt fødte barns signaler er ofte sværere at se og forstå.
Signaler som tegn på balance hos det for tidligt fødte barn
- Normal og stabil iltmætning
- Normal puls for alderen
- Pæn og stabil kulør
- Rolig - men dog ofte uregelmæssig - vejrtrækning
- Stabil temperatur
- Barnet ligger roligt og afslappet med arme og ben bøjede, samlede og tæt ind til kroppen.
- Ansigtet er afslappet og ser veltilpas ud
- Barnet er sovende, døsigt eller roligt vågen.
Signaler som tegn på ubalance hos det for tidligt fødte barn
Barnet kommer i ubalance, hvis det oplever en mængde af opgaver og stimuli, som er mere end det, barnet kan klare i forhold til sin udvikling. Opgaver skal forstås som fx bleskift, vask, måltider, vejning, forflytning og undersøgelser, men kan også være manglende hjælp/ støtte til fysiske udfordringer eller sygdom .
- Svingende iltmætning
- Høj puls
- Ændret kulør
- Barnet hikker
- Barnet gaber
- Barnet gylper
- Arme og ben strækker og bøjer sig
- Barnet græder.
Videoer
Herunder ser du en række videoer om det for tidligt fødte (præmature) barns sprog og signaler: