Ph.d.-studerende læge, cand.med. Sarah Busk-Salado
Ph.d.-projektet har fokus på arbejdsevne blandt kvinder der undergår kurativ behandling for brystkræft før, under og efter behandling. Projektet undersøger, hvordan psykosociale belastninger og rådgivning fra sundhedsprofessionelle påvirker arbejdsevne og arbejdsdeltagelse. Projektet er forankret i ICF-modellen med særligt fokus på personlige og omgivelsesmæssige faktorer og anvender både kvantitative og kvalitative metoder.
Ph.d.-projektet består af 4 delstudier:
1. Systematisk litteraturstudie
Et systematisk review af litteraturen om faktorer, der er associeret med selvvurderet arbejdsevne blandt kvinder med brystkræft. Formålet er at kortlægge og syntetisere eksisterende evidens samt at identificere videnshuller og metodiske udfordringer i den nuværende forskning. Analyse og syntese af resultater er i gang.
2. Prospektivt kohortestudie
Et prospektivt kohortestudie, hvor kvinder med brystkræft følges fra opstart af kemoterapi og gennem behandlingsforløbet. Studiet undersøger sammenhængen mellem psykosociale belastninger, rådgivning fra sundhedsprofessionelle og arbejdsevne over tid. Inklusion er afsluttet, og opfølgning pågår.
3. Kvalitativ interviewundersøgelse med patienter
Longitudinelle interviews med kvinder med brystkræft ved opstart af behandling, ved afslutning af behandling samt ca. 6 måneder efter endt behandling. Formålet er at belyse patienternes oplevelser af arbejdsevne, arbejdsliv, rådgivning og støtte gennem sygdoms- og behandlingsforløbet. Inklusion er afsluttet, og opfølgning pågår.
4. Kvalitativ interviewundersøgelse med sundhedsprofessionelle
Semistrukturerede interviews med sundhedsprofessionelle involveret i brystkræftbehandlingsforløb. Formålet er at undersøge erfaringer, perspektiver og praksis i relation til rådgivning om arbejde og arbejdsevne til patienter med brystkræft. Dataindsamling pågår.