Praktiske informationer om Kvindesygdomme, sengeafsnit 1.
Medinddragelse
Det er vigtigt for os, at du og dine pårørende føler jer inddraget i dit behandlingsforløb. Vi opfordrer til, at du deltager aktivt i din egen pleje og behandling efter nærmere aftale med sygeplejersken.
Information til pårørende
Alt personale på hospitalet har tavshedspligt. Derfor kan vi kun informere dine pårørende i begrænset omfang og kun med dit samtykke.
Vi opfordrer til, at du aftaler med dine pårørende, at der kun er en enkelt person, som ringer på vegne af din familie.
Kontaktperson
Under din indlæggelse vil både en læge og en sygeplejerske/social- og sundhedsassistent være dine kontaktpersoner. Lægen har det overordnede ansvar for din behandling, og plejepersonalet har ansvaret for plejen.
Vi arbejder i faglige teams, og du kan derfor møde andre læger og sygeplejersker under din indlæggelse.
Stuegang
Ved stuegang får du information og svar på dine spørgsmål om din sygdom, undersøgelsesresultater, behandling og planer for den videre behandling. Dine pårørende er velkomne til at deltage.
Har du brug for en samtale med din kontaktlæge, kan du aftale tidspunkt med personalet. Det vil oftest foregå i tidsrummet klokken 09.00 -14.00.
Medicin
Du skal opbevare medbragt medicin aflåst i dit skab på stuen. Efter aftale med plejepersonalet kan det opbevares i medicinrummet.
Hygiejne
Det er vigtigt, at du og dine pårørende er meget opmærksomme på håndhygiejne under indlæggelsen, så vi undgår spredning af bakterier. Du kan læse mere i folderen ”Stop Smitten”.
Hvis du har brug for rent hospitalstøj og håndklæder, skal du kontakte personalet.
Mad og drikke
Under indlæggelsen bestiller du selv den mad du ønsker ved hjælp af en tablet på stuen.
Du kan hente din mad i opholdsstuen. Her finder du også drikkevarer og mellemmåltider resten af døgnet.
- Morgenmad klokken 9:00
- Frokost klokken 11:30
- Aftensmad klokken 17:30
Du bedes placere urent service på afrydningsstativet, der er placeret ved opholdsstuen.
Hvis dine pårørende ønsker at spise sammen med dig, kan de købe mad ved bestilling i tablet. 7-Eleven er placeret på Gernes Torv' (forhallen), hvor man kan købe mad og drikkevarer.
Patientkøkken
Opholdsstuen fungerer også som patientkøkken. Du har mulighed for at lave kaffe og te til dine gæster. Der er mikroovn og køleskab, hvis dine pårørende medbringer mad og drikke efter dine ønsker.
Husk navn og dato på de ting du sætter i køleskabet. Husk venligst at tømme køleskabet ved udskrivelse.
Besøgstider
Der er fri besøgstid.
Giv venligst personalet besked, hvis du forlader sengeafsnittet.
Penge og værdigenstande
Vi oplever desværre tyveri på hospitalet. Derfor anbefaler vi, at du medbringer så lidt som muligt af værdi, da vi ikke kan påtage os ansvaret.
Husk at låse dine ejendele ind i dit skab på stuen og have nøglen på dig.
Blomster
Det er en god ide at undgå stærkt duftende blomster, som f.eks. liljer og hyacinter, da det kan forværre kvalme.
Potteplanter må ikke komme ind på hospitalet, da der er bakterier i jorden. Dekorationer med levende lys, er ikke tilladt på grund af brandfare.
TV
Der er tablet på alle stuerne. Her kan du se tv, lytte til radio eller logge på streamingtjenester (med dit eget log in).
Mobiltelefon
Det er tilladt at bruge mobiltelefon. Husk at tage hensyn til medpatienter.
Internet
Hospitalet har trådløs internetadgang du kan anvende.
Udskrivelse
Udskrivelse kan ske hele døgnet alle ugens dage.
Indlæggelsesbevis kan udleveres, hvis du har behov for det.
Transport hjem
Som udgangspunkt skal du selv sørge for transport hjem.
Efter din indlæggelse i Kvindesygdomme, sengeafsnit 1
Har du kommentarer til dine oplevelser under indlæggelsen, vil vi meget gerne høre fra dig. På afdelingen findes der forskellige muligheder, som du kan anvende, hvis du har lyst til at skrive til os.