Velkommen til Afdeling for Urinvejssygdomme - Sengeafsnit 1
I denne pjece finder du og dine pårørende nogle af de informationer, du kan få brug for under indlæggelsen. Ønsker du yderligere information, svarer personalet gerne på dine spørgsmål.
Opstår der situationer, hvor dine oplevelser ikke svarer til dine forventninger, opfordrer vi dig til at fortælle det til personalet. Du er også velkommen til at kontakte afsnitsledelsen. Afdeling for Urinvejssygdomme er et døgndækket sengeafsnit, der ligger på 22. etage, og der modtages akutte patienter til indlæggelse hele døgnet.
Indlæggelsesforløbet
Plejepersonalet modtager dig ved indlæggelsen, tildeler dig en stue og orienterer dig om dagens forløb. I løbet af det første døgn bliver der lagt en pleje- og behandlingsplan, og du bliver informeret om denne.
Afsnitsledelse
Ditte-Camille Thorborg Markussen
Oversygeplejerske, sengeafsnit 1, etage 22
Ditte.camille.thorborg.markussen@regionh.dk
Personale
Under din indlæggelse møder du flere faggrupper såsom sygeplejersker, social-og sundhedsassistenter, social- og sundhedshjælper, læger, elever og studerende.
Sundhedsfaglig kontaktperson
Din kontaktperson bliver tildelt ved indlæggelsen og er primært den modtagende sygeplejerske eller social- og sundhedsassistent. Vi arbejder i teams, og din kontaktperson på dagen kan derfor variere.
Din primære kontaktperson har ansvar for følgende:
- Der er lagt en plan for dit forløb på Afdeling for Urinvejssygdomme.
- Du er informeret om forløbet og får svar på dine spørgsmål.
- Planen justeres efter dine undersøgelsessvar, så der er sammenhæng i dit forløb.
- Du får en udskrivelsessamtale og ved behov for hjemmeydelser og /eller genoptræning, at det er koordineret i samarbejde med din kommune.
Stuegang og lægesamtale
Stuegang er den daglige konsultation mellem dig, lægen og plejepersonalet. Her bliver der ofte taget beslutning om din behandling. Det er en god ide at tage en pårørende med til stuegang. Din pårørende kan lytte, skrive ned og stille spørgsmål, du måske selv glemmer. Stuegang er på hverdage mellem klokken 09.30-15.00 og i weekender kan der forventes stuegang i mindre grad fra klokken 09.00. Vi henstiller til, at du under din indlæggelse har én pårørende, der er den primære kontaktperson, som kan informere andre pårørende.
Derudover er det muligt at planlægge en lægesamtale med dig og din pårørende, hvis du ønsker dette. Tidspunktet aftaler du med plejepersonalet. Det er en god idé at have spørgsmålene klar på skrift og notere lægens svar.
Identifikationsarmbånd
For at sikre korrekt identifikation af dig ved undersøgelse, medicinering og behandling skal du under hele indlæggelsen bære et armbånd med dit navn og CPR-nummer.
For din sikkerhed bliver du ofte spurgt om dit navn og CPR-nummer, også selv om personalet kender dig. Bliver du ikke spurgt, kan du selv sige dit navn og CPR-nummer, så er du på den sikre side.
Medicin
Lav en liste over den medicin, du tager – også hvis du tager naturmedicin. Det er ikke alle præparater, vi har i afdelingen, du bedes derfor selv medbringe din vanlige medicin, særligt ved parkinson, epilepsi, kroniske smerter, diabetes, KOL og kroniske nyresygdomme.
Din medbragte medicin opbevares med navn og CPR-nummer på natbordet eller i vores medicinrum. Du skal aftale med personalet, hvorledes og hvilken medicin du skal tage under indlæggelsen.
Påklædning
Du må gerne have dit eget tøj, morgenkåbe eller lignende på således, at du kan gå påklædt rundt i afdelingen.
Værdigenstande
Du har selv ansvaret for medbragte penge og værdigenstande. Vi opfordrer til, at du låser disse inde i det tildelte skab på sengestuen.
Hygiejne
For at forebygge infektioner skal du og dine pårørende vaske hænder og bruge hånddesinfektionsmiddel:
- Før du forlader stuen.
- Før du går til drikkevogn.
- Før og efter du berører kateter, dræn og sår.
- Efter du har pudset næse, hostet og nyst.
- Efter toiletbesøg.
Mad og drikke
Der serveres mad kl. 8.00, kl. 12.00 og kl. 17.30 samt eftermiddagskaffe og aftenkaffe. Du bestiller selv a la carte retter på en iPad i afdelingen. Det er en stor hjælp, hvis dine pårørende kan hjælpe.
Vi serverer gerne maden på din sengestue, hvis det ikke er muligt for dig at gå ud. Vi beder dig om at hjælpe til med at bringe dit brugte service tilbage til vognen med beskidt service.
På gangen står en vogn hele dagen med friske drikkevarer, som du er velkommen til at tage fra.
Drikkevand i vandhanen
Du bør lade vandet løbe, til det er koldt, inden tapning fra vandhanen.
Vi anbefaler, at du tager vand fra drikkevognen.
Hvile og ro
Du har brug for hvile og ro. Der er ofte mere roligt på afsnittet efter kl. 13.00, og det kan derfor være en god tid at hvile sig på.
Vi har ingen faste besøgstider, men vi opfordrer til at begrænse besøgene til tidsrummet mellem kl. 11.00-14.00 og klokken 16.00-20.00.
Vi har mange akutte patienter, og patienter der skal eller er blevet opereret, og vi beder derfor om, at der tages hensyn til dette.
Vi har et venteområde ude foran afdelingen eller flere opholdsområder i afdelingen, som I meget gerne må benytte med jeres pårørende.
Genoptræning
Alle daglige gøremål er en vigtig del af din genoptræning.
Du er velkommen til at gå en tur evt. sammen med dine pårørende. Fortæl plejepersonalet, hvis du forlader afdelingen.
Socialrådgiver/præst/imam
Har du brug for vejledning eller støtte, formidler plejepersonalet gerne kontakt til socialrådgiver, hospitalspræst eller anden trosretning.
Telefon/IT
Du kan benytte din mobiltelefon, hvis du ønsker det, men vær opmærksom på ikke at forstyrre dine medpatienter.
Afdelingen har trådløst internet.
Rygepolitik
Hospitalet er røgfrit. Hvis du har behov for det, tilbyder vi dig nikotinplaster eller tyggegummi.
7-Eleven
7-Eleven ligger på Gernes' Torv (forhallen), etage 01 i elevatoren.
Når du bliver udskrevet
Udskrivningssamtale
Inden udskrivelse skal du have en samtale med en læge og en sygeplejerske. Du bliver informeret om eventuel videre kontrol, behandling, brug af medicin, samt hvor du skal henvende dig, hvis der opstår komplikationer.
Det er vigtigt, at du forbereder eventuelle spørgsmål inden samtalen. Stil gerne mange spørgsmål, og fortsæt til du får svar. Det kan være en god idé at gentage svaret med dine egne ord. Så undgår du misforståelser og husker informationerne bedre.
Vi opfordrer til, at du har en pårørende, der kan hente dig for at sikre, at du kommer godt hjem.
Din praktiserende læge
Når du bliver udskrevet, får din egen læge sendt en elektronisk besked om dit indlæggelsesforløb.
Din journal
Kort efter udskrivelsen kan du på www.sundhed.dk få adgang til din journal og finde de informationer, som sundhedsvæsenet har skrevet om dig.
Kontakt til hjemmeplejen
Sammen med plejepersonalet på afdelingen afklarer du, hvilken type hjælp du evt. har brug for i hjemmet efter udskrivelsen.
Plejepersonalet tager gerne kontakt til hjemmeplejen i din kommune, men det er kommunen, der afgør den endelige form for hjælp.
Ambulant kontrol og efterbehandling
Du får udleveret et kort eller tilsendt en tid til kontrol eller indkaldelse til efterbehandling, hvis du har brug for dette.
Spørgsmål eller behov for hjælp efter udskrivelsen
Inden for 24 timer:
Har du spørgsmål eller behov for hjælp i det første døgn efter udskrivelsen, kan du ringe til personalet i afdelingen. Telefonnummer udleveres ved udskrivelsen.
Ved behov vil personalet kontakte den vagthavende læge.
Efter 24 timer:
Ved opfølgning i vores klinik, skal du ved spørgsmål efter 24 timer henvende dig til Urinvejssygdomme, klinik 1 mellem klokken 08.00-15.00. Telefonnummer udleveres ved udskrivelsen.
Ved udskrivelse med opfølgning hos praktiserende læge bedes du ved spørgsmål efter 24 timer kontakte din egen læge på hverdage frem til klokken 16.00.
I weekender/helligdage og på hverdage efter klokken 16.00 kontaktes Akuttelefonen 1813 ved akutte spørgsmål, der ikke kan udsættes til næste dag.
Patienter, der bor uden for Region Hovedstaden, skal henvende sig til det nærmeste Sygehus/Hospital.
Indlæggelsesbevis og sygemelding
Afdelingen udleverer gerne et indlæggelsesbevis, men har du brug for en sygemelding skal denne udstedes af din praktiserende læge.
Rejser
Du er ikke automatisk dækket af en almindelig rejseforsikring ved udlandsrejser efter indlæggelse/operation. Du skal derfor kontakte dit forsikringsselskab og høre nærmere.
Til dine pårørende
Besøgstid
Vi har ingen faste besøgstider, men vi opfordrer til at begrænse besøgende til tidsrummet mellem klokken 11.00-14.00 og klokken 16.00-20.00. Vi har hvile tid for vores patienter mellem klokken 14.00-16.00, hvilket bør respekteres.
Videregivelse af oplysninger
Personalet har tavshedspligt og må kun udtale sig efter accept fra patienten. Den enkelte patient skal udfylde en samtykkeerklæring for videregivelse af oplysninger.
Vi henstiller til, at der under din indlæggelse er én pårørende, som er den primære kontaktperson, som kan informere andre pårørende.