Kort om undersøgelsen
Glukosebelastningstest (Oral Glukose Tolerance Test, OGTT) er en undersøgelse, hvor vi undersøger, om du har diabetes mellitus (sukkersyge).
Til undersøgelsen skal du drikke en sukkeropløsning, der består af vand tilsat sukker. Derefter måler vi dit blodsukkerniveau for at finde ud af, om du har sukkersyge.
Undersøgelsen varer cirka 2½ time.
Vigtig forberedelse
Spis som du plejer aftenen inden undersøgelsen, men undgå alkohol
Aftenen før undersøgelsen skal du spise et almindeligt aftensmåltid. Du må ikke drikke alkohol.
Du skal faste inden undersøgelsen
Du skal faste inden undersøgelsen. Det vil sige, at fra kl. 22.00 aftenen før undersøgelsen:
- skal du stoppe med at spise
- må du højst drikke 1-2 glas vand. Denne mængde skal dække eventuel indtagelse af nødvendig medicin. Du må ikke drikke andre væsker.
Tag din livsvigtige medicin, som du plejer
Du skal fortsætte med at tage medicin, der er livsvigtig for dig, medmindre du har aftalt andet med en læge. Tal med din læge, hvis du er i tvivl om, hvilken medicin der er livsvigtig.
Undgå rygning eller produkter med nikotin
De sidste 2 timer inden undersøgelsen må du ikke ryge eller bruge produkter med nikotin.
Undgå motion op til undersøgelsen
På dagen for undersøgelsen bør du undlade fysisk træning, da det kan påvirke resultatet.
Medbring læsestof
Det er en god idé at tage en bog, et blad eller anden underholdning med, som du kan få tiden til at gå med, mens du venter.
På hospitalet
Selve undersøgelsen
Ved undersøgelsens start tager vi en blodprøve i dit øre.
Herefter skal du drikke 250 ml vand indeholdende glukose (druesukker) tilsat citron. Smagen er sødlig, men ikke ubehagelig. Det er vigtigt, at du drikker hele sukkeropløsningen i løbet af 5 minutter.
Ubehag ved undersøgelsen
Enkelte bliver lidt utilpasse eller får kvalme, når de har drukket sukkervandet. Det kan hjælpe at ligge ned. Vi finder et sted, du kan hvile dig, hvis du får det dårligt.
Hold dig i ro
Du skal blive på hospitalet, mens du venter. Det er vigtigt, at du holder dig i ro, da for meget bevægelse kan påvirke resultatet af undersøgelsen, men du må ikke falde i søvn. Du må gerne gå på toilettet.
Du må ikke spise, drikke eller ryge
Du må ikke spise, drikke eller ryge, mens du venter, da det påvirker blodsukkeret.
Vi tager en blodprøve
Efter cirka 2 timer tager vi en blodprøve fra din arm.
Du må spise og drikke igen
Når vi har taget en blodprøve fra din arm og undersøgelsen er færdig, må du spise og drikke igen.
Svar på undersøgelsen
Du kan forvente at få svar på undersøgelsen ved din opfølgende lægekontrol i Afdeling for Nyresygdomme.