Gå til hovedindhold

Underlivet - åben operation - hjemme igen

Information om hvad man skal være opmærksom på, når man er hjemme igen efter en åben operation i underlivet.

Ubehag eller smerter

Vær opmærksom på betændelse

Det er normalt at være øm omkring såret. Du skal dog være opmærksom på, at der kan gå betændelse i et sår. Det er sjældent, at det sker, men hvis det sker, skal det behandles. Du skal kontakte os, hvis du oplever et eller flere af disse symptomer:

  • Forværring af ømhed.
  • Øget rødme.
  • Øget varme omkring såret.
  • Gullig væske fra såret.
  • Såret åbner sig.
  • Feber over 38 grader uden, at der er anden grund til det. Du skal måle din temperatur i endetarmen.

Hvis det sker efter de første 7 dage, skal du i stedet kontakte din egen læge eller Akuttelefonen 1813 uden for din egen læges åbningstid.

Tag smertestillende medicin

Du skal tage smertestillende medicin fast de første 7 dage efter operationen. Følg de anvisninger, du har fået ved udskrivelsen.

Forvent træthed

Det er almindeligt at være mere træt end normalt de første par uger efter operationen.

Undgå forstoppelse de første 4 uger

Når du er blevet opereret i maven, kan du have svært ved at komme af med luft og afføring. Du kan hjælpe maven i gang ved at bevæge dig, spise mad med mange fibre og drikke meget væske. Drik mindst 1½ liter væske om dagen. Kaffe og te tæller også som væske, men du bør ikke kun drikke dette. Det kan også hjælpe at tygge tyggegummi, da det får tarmene til at bevæge sig.
Du kan tage 2 tabletter Magnesia om aftenen med et stort glas vand efter behov. Magnesia gør din afføring blød. Du kan stoppe med at tage medicinen, når din afføring er normal igen. Magnesia kan købes i håndkøb på apoteket og i supermarkeder. Hvis du får sure opstød, kan du købe pantoprazol 20 mg i håndkøb på apoteket.

Du kan få føleforstyrrelser og blå mærker omkring arret

Det er normalt, at huden omkring arret er følelsesløs eller meget sart. Det skyldes, at nogle små nerver er blevet skåret over under operationen. I de fleste tilfælde forsvinder føleforstyrrelserne i løbet af nogle uger eller måneder. Du kan også have blå, ømme mærker rundt om arret. De går som regel væk efter de første uger.

Pleje og hygiejne

Lad plastrene sidde

Lad plastrene sidde 2-7 dage. Hvis plastrene løsner sig efter de første 2 dage, behøver du ikke sætte et nyt på.

Tag kun brusebade

Du må gerne tage brusebad, men du skal undgå at bade i havet, gå i karbad eller svømmehal, indtil såret er helet, da det øger risikoen for infektion.

Bevægelse og hvile

Genoptag dine hverdagsaktiviteter

Når du kommer hjem, må du genoptage dine daglige aktiviteter og bevæge dig, som du plejer. Lyt til din krop og hold pause, hvis du får smerter, der ikke kan dækkes af smertestillende medicin.

Undgå hård fysisk aktivitet og tunge løft

Du kan dyrke motion efter operationen. Du skal dog undgå tunge løft over 10 kg de første 2 uger og hård fysisk aktivitet som fx badminton, tennis og løbetræning de første 4-5 uger.

Vent med at have samleje

Hvis du har fået fjernet din livmoder, anbefaler, at du ikke har vaginalt samleje 6-8 uger efter operationen. Såret i toppen af skeden skal have tid til at vokse sammen. Derefter kan du have samleje, når du har lyst til det. Lyt til din krop, hvis du får smerter.

Praktiske forhold

Sygemelding

Vi anbefaler 2-4 ugers sygemelding. Hvis du har brug for en sygemelding i en længere periode, kan du få den hos din egen læge.

Trådene opløser sig selv

Hvis såret er syet med tråd, opløser tråden langsomt sig selv. Tråden skal derfor ikke fjernes af en læge.

Få eventuelt fjernet klips

Hvis såret er lukket med klips, skal du have dem fjernet hos din egen læge cirka 14 dage efter operationen. Husk at medbringe den klipsetang, du har fået med hjem fra hospitalet.

Svar på vævsprøven

Du får svar på vævsprøven med digital post. Vi sender rutinemæssigt vævet til undersøgelse efter operationen.

Kontakt dit forsikringsselskab, hvis du skal ud at rejse

Hvis du skal ud at rejse i løbet af de første 2-3 måneder efter operationen, anbefaler vi, at du i god tid kontakter dit forsikringsselskab. Både forsikringsselskaber og flyselskaber kan have særlige retningslinjer, som du skal følge.

Værd at vide

Vi giver din læge besked

Vi sender information om din operation til din praktiserende læge. Hvis du ikke ønsker, at din læge skal modtage besked fra hospitalet, skal du sige det til os.

Fortæl om din oplevelse

Vi vil gerne høre fra dig med både ris og ros. Hvis du overvejer at klage, kan du kontakte hospitalets patientvejledere, som er uvildige rådgivere. Læs mere om dine rettigheder som patient på www.regionh.dk/patientrettigheder.

Få mere viden

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden