Gå til hovedindhold

Udredning af kræft i analkanalen eller endetarmsåbningen og ultralydskanning via endetarmen (TRUS)

Hvad sker der før, under og efter en ultralydskaning via endetarmen.

Formål med undersøgelsen

Formålet med undersøgelsen er at vurdere svulstens udbredning ved ultralydscanning (TRUS) af endetarm og analkanal (inkl. lukkemuskulaturen) inden behandling iværksættes.

Hvordan foregår undersøgelsen?

Undersøgelsen forgår ved, at et ultralydshoved (transducer) på størrelse med en finger indføres i endetarmen. Man undersøger både endetarmen og lyskerne. Ved undersøgelsen vil man også have mulighed for at tage en vævsprøve. 

Forberedelse til undersøgelsen

Undersøgelsen bliver foretaget i fuld bedøvelse. 

Faste

Du skal faste inden undersøgelen. Det vil sige, at du skal stoppe med at spise 6 timer inden undersøgelsen, men du må drikke klare væsker som vand, saft, sodavand, kaffe og te uden mælk indtil 2 timer før.

Klyx/microlax 

Ca. 1 time før du tager hjemmefra, skal du tage det udleverede klyx/microlax (Glyoktyl 7,5 ml), så den nederste del af endetarmen er fri for afføring inden undersøgelsen. 

Efter undersøgelsen

Inden du går hjem, bliver du informeret om, hvad undersøgelsen har vist, og du får med det samme besked om den videre plan. 

Du vil efter en kort observationsperiode blive udskrevet samme dag. 

BILKØRSEL ER IKKE TILLADT DET FØRSTE DØGN.

Behandling

Behandlingen vil oftest være strålebehandling kombineret med kemoterapi. I sjældne tilfælde kan der blive tale om lokal kirurgisk behandling med fjernelsen af svulsten.

Komplikationer

Hvis der i forbindelse med din ultralydsundersøgelse bliver taget biopsier, kan der i sjældne tilfælde opstå komplikationer i form af stærke smerter eller blødning, der ikke stopper. 

I tilfælde af dette kan du inden for de første 96 timer efter undersøgelsen kontakte Afdeling for Mave-, Tarm- og Leversygdomme, Klinik 2 på 38 68 57 10.  Uden for klinikkens åbningstid skal du kontakte vores sengeafsnit på 38 68 35 97

Hvis du udover de 96 timer oplever komplikationer, skal du kontakte din egen praktiserende læge eller Akuttelefon 1813. 

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden