Gå til hovedindhold

Thiopurin (evt. i kombination med allopurinol), behandling med

Vejledningen handler om behandling af inflammatoriske tarmsygdomme med Thiopurin.

Thiopurin (azathioprin, mercaptopurin) anvendes blandt andet til behandling af de inflammatoriske tarmsygdomme morbus Crohn og colitis ulcerosa.

Allopurinol anvendes som kombinationsbehandling til thiopurin for at optimere behandlingen.

Hvordan virker behandlingen?

Ved inflammatoriske tarmsygdomme er immunsystemets celler meget aktive. Thiopurin hæmmer denne aktivitet.

Thiopurin virker først maksimalt efter to til fire måneders behandling.

Når der er opnået langvarig (ofte år) stabil bedring af sygdommen, vil vi i samarbejde med dig anbefale ophør med behandlingen.

Hvordan tages pillerne?

Tabletterne skal synkes hele med et glas vand. Medicinen kan tages sammen med mad eller på tom mave, men bør tages på samme måde hver dag.

Medicinen skal ikke indtages sammen med mælkeprodukter. Du må gerne få mælkeprodukter 1 time før eller 2 timer efter.

Hvis du glemmer en dosis, må du ikke tage dobbeltdosis næste gang, men du skal holde fast ved din normale dosis.

Opbevar tabletterne i den originale emballage for at undgå fugt og sollys.

Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn.

Alkohol

Under behandlingen er der ingen specielle forholdsregler ved indtagelse af alkohol.

Thiopurin og anden medicin

Thiopurin må ikke tages sammen med visse muskelafslappende midler. Der er ingen problemer med at tage p-piller samtidig.

Bivirkninger

Thiopuriner og allopurinol kan som al anden medicin give bivirkninger, men langt fra alle får dem. Nogen patienter får påvirkning af deres levertal og hvide blodlegemer. Derfor skal blodprøver kontrolleres hyppigt i starten, og herefter hver 3. måned så længe medicinen tages.

Der kan, specielt i starten, forekomme lettere appetitløshed, kvalme og diarré. Disse forsvinder ofte efter 3-4 ugers behandling.

Bivirkninger kan mindskes, hvis du tager tabletterne lige efter et måltid eller lige inden, du går i seng.

Hårtab kan ses, men det er sjældent. Håret vil vokse ud igen, når behandlingen er afsluttet.

Thiopurin kan hæmme knoglemarvens dannelse af blodlegemer, så hvis du får feber, hud- og slimhindeblødning eller andre tegn på infektion, skal du straks kontakte afdelingen eller egen læge.

I sjældne tilfælde ses bugspytkirtelbetændelse, som giver voldsomme mavesmerter. Den tilstand ophører, når man stopper med at tage medicinen. Hvis du oplever voldsomme mavesmerter, skal du straks kontakte afdelingen.

Graviditet og amning

Hvis du er gravid, har mistanke om graviditet eller planlægger at blive gravid eller ammer, skal du tale med afdelingens speciallæge.

Du kan godt tage thiopuriner, mens du er gravid eller ammer.

Som udgangspunkt anbefales det ikke at tage allopurinol, hvis du planlægger at få et barn, er gravid eller ammer. Tal med afdelingens speciallæger, hvis du planlægger graviditet. Det gælder både mænd og kvinder.

Beskyt dig mod solen

Thiopurin øger hudens følsomhed for sol -og UV-lys (solarium). Du skal derfor begrænse din eksponering for sollys og UV-lys ved at bruge beskyttende beklædning og solcreme med høj beskyttelsesfaktor.

Ved behandling med thiopurin ses en let øget risiko for hudkræft. Vi kan i visse tilfælde tilbyde tilsyn hos en hudlæge.

Kontrol

Det er vigtigt med regelmæssig blodprøvekontrol, når du er i behandling pga. den før omtalte risiko for påvirkning af knoglemarv, bugspytkirtel og lever.

I de første otte uger skal du have kontrolleret blodprøver hver 14. dag. Derefter bliver det cirka hver tredje måned.

Det er vigtigt, at du overholder dine kontroller. Du vil skiftevis møde enten en sygeplejerske eller en læge.

Inden kontrol skal du have taget blodprøver.

Thiopurin får du udleveret i vores ambulatorium eller via medicinboks. Dette skal være forudgået af normale blodprøver. Allopurinol skal du have recept på.

Din medicin (enten mono- eller kombinationsbehandling)

Monobehandling:

Azathiopurin:   Din dosis: ____________ mg. 

Eller

Mercaptopurin:   Din dosis: _____________ mg. 

 

Kombinationsbehandling:

Azathiopurin:__________mg + Allopurinol___________mg.

Eller

Mercaptopurin_________mg + Allopurinol___________mg.

Hvor får jeg mere information?

Du er altid velkommen til at kontakte afdelingen, hvis du har spørgsmål til medicinen eller din tarmsygdom.

Dato og tidspunkt for blodprøvekontrol

Dato/tidspunkt for blodprøvekontrol om 2 uger:

_________________________________________4 sal M1

 

Dato/tidspunkt for blodprøvekontrol om 4 uger:

_________________________________________4 sal M1

 

Dato for sygeplejerskekontrol om ca. 4 uger:

__________________________________________3 sal Q2

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden