Gå til hovedindhold

Tabletbehandling ved jernmangel

Her kan du finde information om tabletbehandling ved jernmangel.

Hvorfor skal jeg have jern?

Jern er nødvendigt, for at knoglemarven kan producere hæmoglobin til de røde blodlegemer, som bærer ilt rundt i kroppen. Mangel på jern kan derfor resultere i en lav blodprocent - det kan opleves med symptomer som træthed, svimmelhed og åndenød ved anstrengelse.

Kroppen optager jern fra kosten via tarmen. Jernet transporteres rundt i blodet og lagres i kroppens depoter. Hvis optagelsen fra tarmen ikke fungerer optimalt, eller hvis din krop har et større behov for jern fx. ved blødninger, kan du udvikle jernmangel. 

Forskellige sygdomme og tilstande kan også medføre jernmangel og dermed kræve behandling i form af tilførsel af jern. Det gælder fx kroniske (sive)blødninger, meget kraftige menstruationer og kronisk tarmbetændelse, Colitis ulcerosa og Crohn`s sygdom. Indimellem finder vi ingen egentlig forklaring på, hvorfor kroppen mangler jern. 

Den mest almindelige behandling af jernmangel gives i tabletform. I sjældnere tilfælde kan man som supplement give jern direkte i blodbanen (intravenøst).

Hvilket jern-præparat skal jeg tage?

En læge har taget stilling til, at jern som tabletbehandling er den relevante behandling for dig. 100 mg jern hver 2.dag er oftest tilstrækkeligt.

Der findes mange forskellige præparater i handlen - de har et meget forskelligt indhold af jern, så det er vigtigt at være opmærksom på at få jern nok:

Jern C

100 mg jern og 60 mg C-vitamin

1 tablet hver 2.dag

Hemojern

13,5 mg jern og 40 mg C-vitamin

7 tabletter hver 2.dag

Jerndråber

34 mg jern/ml

3 ml hver 2.dag

Aminojern, Sideral Forte og Krâuterblut har et lavt indhold af jern - præparaterne kan benyttes, men vær opmærksom på at få tilstrækkelige doser.

Det er vigtigt at huske at tage tabletterne/dråberne og være tålmodig med virkningen. Det tager tid for knoglemarven at indbygge jern i de røde blodlegemer - ofte er depoterne først fyldt efter 3-4 måneder. Du vil opleve en gradvis bedring i løbet af denne tid.

Der er ikke dokumenteret forskel mellem de forskellige præparaters effekt - det vigtige er at få en tilstrækkelig dosis.

Hvad kan jeg gøre for at opnå den bedste virkning?

  • For de fleste voksne er 100 mg jern hver 2.dag tilstrækkeligt
  • Tag gerne jern på tom mave, hvis det er muligt
  • Begynd evt. med en lavere dosis og øg denne - det kan mindske risiko for bivirkninger
  •  Undgå at indtage kalk (ost og mælkeprodukter), the og kaffe samtidigt
  • C-vitamin hjælper på optagelsen, derfor indeholder Jern C og Hemojern også dette
  • Husk også de jernholdige fødevarer

Hvilken betydning har kosten?

Det har vist sig, at du har brug for et jerntilskud for at få tilstrækkeligt. Samtidig er det selvfølgelig vigtigt at være opmærksom på at få en alsidig kost. Fødevarer som kød, fisk, skaldyr, bælgfrugter (bønner og linser), grønne grøntsager (fx spinat og grønkål) og fuldkornsprodukter indeholder meget jern.

Hvilke bivirkninger har behandlingen?

Den hyppigste bivirkning til jern er forstoppelse. Det kan afhjælpes med opmærksomhed på at få rigeligt med væske og motion hver dag.

Hvis dette viser sig ikke at være nok, findes der forskellige præparater i håndkøb, som kan hjælpe maven på vej, fx Movicol eller Magnesia.

Andre bivirkninger kan være kvalme og ubehag i maven. Bivirkningerne afhjælpes ved at tage jern hver 2.dag og ikke hver dag.

Du vil opleve, at din afføring bliver sort - det er jern, der giver farven, og det er helt ufarligt.

Hvad så bagefter?

Det vil være relevant at få kontrolleret blodprocent og jerndepot via en blodprøve hos egen læge efter 3-4 måneders tabletbehandling.

Herefter aftales den videre plan for behandling, oftest skal du fortsætte tabletbehandlingen.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden