Om behandlingen
Du har fået udleveret Solu-Cortef i forbindelse med din Hydrokortison-behandling.
Hydrokortison er et livsvigtigt hormon. Solu-Cortef er Hydrokortison i flydende form.
Solu-Cortef anvendes i tilfælde af diarré og opkastning, hvor Hydrokortison tabletter ikke kan indtages. Det er specielt vigtigt at medbringe Solu-Cortef ved rejser i udlandet.
Lægen i Hormon- og Stofskiftesygdomme, klinik 1 kan skrive et engelsk rejsebrev med oplysninger om, hvorfor du medbringer medicinen. Du bør opbevare medicinen i håndbagagen.
Før du går i gang, er det vigtigt, at du vasker dine hænder med sæbe og vand. Læg så alt parat:
- Ampullen med Solu-Cortef
- 2 ml sprøjte
- 1 optrækskanyle og 1 injektionskanyle
- 2 desinfektionsservietter
Begynd med at samle sprøjte og rød optrækskanyle.
Tryk den gule plastikhætte på ampullen hårdt nedad, således at væsken løber ned i den underste del af flasken.
Rul flasken, eller drej forsigtigt flasken rundt indtil indholdet er opløst.
Fjern den runde plastikbeskytter, der dækker gummimembranen.
Desinficér gummimembranen med en af desinfektionsservietterne.
Stik nålen lodret ned gennem midten af gummimenbranen indtil nålen er synlig.
Vend glasset og sprøjten på hovedet, og hold det ud for øjenhøjde.
Træk al væsken ud med sprøjten.
Det er nødvendigt at trække kanylespidsen helt ned for at få det allersidste med.
Fjern eventuelt luftbobler ved at holde kanylespidsen opad og tryk sprøjtens stempel opad, indtil du ikke kan se luft.
Desinficér huden med en desinfektionsserviet.
Indsprøjtningen gives intramuskulært i låret.
Din sygeplejerske har instrueret dig, hvor og hvor dybt du skal stikke.
Stik nålen i en ret vinkel på huden.
Træk stemplet tilbage for at sikre, at du ikke har ramt en blodåre. Kommer der blod i sprøjten, skal der stikkes et nyt sted.
Tryk stille og roligt sprøjten i bund og tøm den helt.