Gå til hovedindhold

Sendoxan, behandling med

Til patienter med knogle- eller bløddelskræft (sarkom).

Denne skriftlige information er et supplement til vores mundtlige information om behandlingen. Informationen giver oplysninger om behandling med Sendoxan (Cyclophosphamid), som du er blevet tilbudt, og om hvordan behandlingen foregår.

Vi tilbyder dig denne behandling, fordi vi forventer, at den vil lindre dine symptomer. I nogle tilfælde kan behandlingen få sygdommen til at svinde helt eller delvist i kortere eller længere tid.

Hvad er Sendoxan

Sendoxan er kemoterapi i tabletform, der virker ved at bremse væksten af kræftsvulsten. Sendoxan findes i én styrke på 50 mg. Tabletterne er overtrukket med sukker, så man ved berøring ikke kommer i kontakt med det aktive indholdsstof.

Behandlingen

Behandlingen gives som 1-2 tabletter, én gang dagligt.

Tabletterne skal tages på nogenlunde samme tidspunkt hver dag - og sluges hele sammen med et glas vand.

Hvis du glemmer at tage en dosis Sendoxan, skal du ikke tage den senere. Tag blot den næste dosis, som du plejer.

Før behandlingsforløbet begynder, kan det være nødvendigt at foretage nogle undersøgelser. Det kan f.eks. være røntgen, scanning, elektrokardiogram (EKG) og blodprøver.

Behandlingen foregår i klinikken. Ved hvert fremmøde skal du have taget blodprøver, tale med en læge eller en sygeplejerske og have udleveret Sendoxan. Derefter kan du tage hjem.

Behandlingen inddels i serier, hvor en behandlingsserie svarer til en periode på 12 uger, som på sigt kan øges til 16 uger efter aftale.

Under behandlingsforløbet vil der blive foretaget status hver 12-16 uge. Din sygdomsstatus vurderes ud fra lægens undersøgelse og ved hjælp af CT-scanninger. Behandlingen stoppes, hvis CT-scanninger viser, at Sendoxan ikke har tilstrækkelig effekt på sygdommen.

For at vi kan forebygge og behandle eventuelle bivirkninger, er det vigtigt, at du oplyser os, om de gener du får i forbindelse med behandlingen. Hvis du får svære bivirkninger eller blodprøverne ikke er i orden, kan du komme ud for, at din behandling sættes på pause, eller det kan blive nødvendigt at mindske dosis af Sendoxan. Hvis du får uacceptable bivirkninger, eller hvis du selv ønsker at stoppe behandlingen, bliver behandlingen afbrudt.

Bivirkninger

Sendoxan påvirker ikke kun kræftcellerne, men også kroppens raske celler. Denne påvirkning betyder, at der kan forekomme bivirkninger. Nogle af disse bivirkninger vil være forbigående og forsvinde efter de første dages eller ugers behandling. Andre bivirkninger kan behandles eller lindres med medicin eller for eksempel med diæter.

Bivirkningerne kan forekomme i større eller mindre grad, og vi forventer ikke at du oplever dem alle. Følgende bivirkninger kan forekomme.

Let kvalme og opkastning I forbindelse med behandlingen kan du få kvalme og opkastning. Disse gener kan forebygges og behandles med kvalmestillende medicin, som du får udleveret i afdelingen.

Træthed Du kan blive meget træt og få behov for at sænke tempoet.

Blodmangel, infektion og blødning Sendoxan nedsætter knoglemarvens produktion af blodceller. Du vil derfor kunne risikere at få blodmangel, infektion og blødning. Blodmangel kan vise sig som træthed, svimmelhed, åndenød og hjertebanken. Infektion kan vise sig ved feber og influenzasymptomer. Blødning kan vise sig som for eksempel næseblod, blødning fra tandkødet, blå mærker og røde prikker i huden.

Vigtigt!

Vær opmærksom på tegn på infektion som for eksempel: kulderystelset, feber, svie ved vandladning, hoste eller synkesmerter. Hvis du får

  • feber over 38,5 grader og/eller
  • tegn på blødning

skal du kontakte afdelingen. Det kan være nødvendigt, at vi behandler infektionen eller blødningen eventuelt under indlæggelse.

Ændret tarmfunktion Du kan få ændret tarmfunktion i form af diarre og/eller mavesmerter. Diarre kan opstå på grund af påvirkning af slimhinden i tarmen.

Diarre = en øgning til 4-6 afføringer om dagen og/eller afføring om natten. Hvis du får diarre, skal den behandles. Diarre kan forebygges og behandles med stoppende medicin, som du vil få udleveret i afdelingen.

Forholdsregler

Du kan omgås familie og venner som du plejer, dog skal du være opmærksom på at have en god personlig hygiejne.

Kvinder i den fødedygtige alder skal have foretaget en graviditetstest (blodprøve) før start på behandlingen. Du og din partner skal anvende sikre svangerskabsforebyggende midler som p-piller, spiral eller kondom under behandlingen og indtil 6 måneder efter for at undgå graviditet, da der ellers kan være risiko for fosterskader.

Du bør ikke amme, mens du tager Sendoxan.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden