Formålet med en priktest
En priktest udføres som et led i udredningen for fødevareallergi.
En priktest er en undersøgelse, som udføres på barnets underarm. Den viser, om barnet har en allergisk reaktion på huden over for en specifik fødevare.
Forberedelse til priktesten
I en uge før priktesten
I en uge før priktesten må barnet ikke smøres på underarmen, hvor priktesten skal laves, med creme eller salve, som indeholder binyrebarkhormon.
I tre dage før priktesten
I tre hele dage (72 timer) før priktesten må barnet ikke indtage antihistamin.
På dagen for priktesten
På selve dagen skal barnet ikke smøres med nogen former for creme (fx fugtighedscreme og solcreme).
Udførelsen af priktesten
- På underarmen sættes et stykke tape med tal på.
- Ved siden af tapen påsættes nogle dråber, hvori der prikkes med en lancet (ikke en nål).
- På samme måde prikkes der i friske fødevarer, som efterfølgende prikkes på barnets underarm.
- OBS! Det er vigtigt, at barnet ikke berører armen de følgende 10 min.
- Priktesten aflæses herefter
Hvis der kommer en lille hævelse på min. 3 x 3 mm på huden, er priktesten positiv. Det betyder, at der kan være tale om allergi over for den specifikke fødevare.