Gå til hovedindhold

Pembrolizumab (Keytruda), behandling med

Til patienter før operation for brystkræft

Denne skriftlige information er et supplement til vores mundtlige information om den anbefalede behandling. 

Informationen er tænkt som en hjælp til at få overblik over behandlingen. Dine pårørende kan også have gavn af at læse informationen.

Her i denne pjece kan du læse om

  • hvordan behandlingen foregår
  • hvad du skal være opmærksom på i forbindelse med behandlingen
  • hvilke bivirkninger du kan opleve. 

Du har fået tilbudt behandling med Pembrolizumab. Pembrolizumab gives i kombination med kemoterapi før operation for brystkræft. 

Hvorfor anbefaler vi behandling med Pembrolizumab? 

Vi anbefaler at supplere den planlagte kemoterapi med Pembrolizumab for at øge effekten af den medicinske behandling inden din operation for brystkræft. 

  • Behandlingen kan få kræftknuden til at blive mindre, så man formentlig kan foretage en mindre omfattende operation.  
  • Under behandlingen med kemoterapi og Pembrolizumab kan vi vurdere, om behandlingen har den ønskede effekt. 
  • Efter operationen har vi mulighed for at anbefale eventuel yderligere medicinsk behandling. 

Sådan virker behandlingen 

Pembrolizumab er et antistof, som virker ved at blokere kroppens naturlige bremser på immunforsvaret - demed kan immunforsvaret angribe og dræbe kræftcellerne. 

Behandlingen 

Behandlingen med Pembrolizumab gives hver 3. uge i et drop, der er lagt i en blodåre. Medicinen løber ind på ca. 30 minutter. De dage, hvor du både skal have Pembrolizumab og kemoterapi, gives Pembrolizumab først og den samlede behandling varer ca. 3 timer.


Inden og undervejs i behandlingen skal du have taget blodprøver. Med blodprøverne undersøger vi dit immunforsvar, dine blodplader og din blodprocent. Vi undersøger også din nyre- og leverfunktion samt binyre-, skjoldbruskkirtel- og hypofysehormoner. Blodprøverne viser, hvordan du tåler behandlingen, og vi sikrer os, at alt er, som det skal være, for at du kan modtage behandlingen. 

Bivirkninger af behandlingen 

Du kan få en række bivirkninger på grund af behandlingen. Listen med bivirkninger kan virke omfattende, men det er de færreste, der får alle bivirkningerne. 
Det er vigtigt, at du fortæller os om dine bivirkninger. Nogle bivirkninger kan vi behandle eller lindre, og nogle kan vi prøve at forebygge, så de ikke udvikler sig til permanente gener. Vi kan ikke på forhånd udelukke, at du får andre bivirkninger, end dem vi har nævnt nedenfor. Vi vil spørge dig om bivirkninger løbende under behandlingen. Nogle bivirkninger skal du reagere på med det samme. Andre vil vi bede dig informere os om om senest dagen før behandling.

Behandlingen stoppes

  • hvis du har uacceptable bivirkninger
  • ikke har gavn af behandlingen
  • hvis du selv ønsker at udsætte eller stoppe behandlingen. 

Pembrolizumab  kan overaktivere immunsystemet. En sådan aktivering kan føre til såkaldte autoimmune reaktioner i kroppen og påvirke forskellige organer i kroppen. Disse immunrelaterede bivirkninger kræver i nogle tilfælde behandling med immundæmpende medicin som for eksempel binyrebarkhormon. Immunrelaterede bivirkninger kan i sjældne tilfælde være alvorlige og potentielt livstruende eller have dødelig udgang. 
Immunrelaterede bivirkninger opstår generelt hos mindre end 5% af de patienter, der får behandling med Pembrolizumab, dog ses påvirkning af skjoldbruskkirtlen hos ca. 14% af patienterne. 

Vær opmærksom på, at bivirkninger kan opstå i op til 6 måneder efter den sidste behandling med Pembrolizumab. 
Fortæl os, hvis du har eller har haft såkaldte autoimmune sygdomme. 

De vigtigste immunrelaterede bivirkninger du skal kende

Betændelseslignende reaktion i lungerne (pneumonitis) Mindre end 5% af patienterne, der behandles med Pembrolizumab får denne bivirkning. Symptomerne er hoste, åndenød og eventuelt feber. Oftest er der tale om få/moderate symptomer, men der er beskrevet tilfælde med livstruende og dødelige forløb. Fortæl os, hvis du har eller har haft lungesygdomme. 

Betændelseslignende reaktion i tarmen (colitis) Symptomer på colit er diarre, mavesmerter, blod i afføringen, eller mørkfarvet, ildelugtende afføring. 

Leverpåvirkning (hepatitis) Leverpåvirkning påvises i blodprøver og kan give symptomer i form af hudkløe, gulfarvning af øjne og hud, mørk urin og mavesmerter. 

Nyrepåvirkning (nefritis) Nyrepåvirkning påvises i blodprøver og kan give symptomer i form af mørkfarvning af urinen, skummende eller meget uklar urin. 

Hormonforstyrrelser Påvirkning af skjoldbruskkirtlen kan medføre enten for højt eller for lavt stofskifte. Der kan også forekomme påvirkning af binyrerne eller hypofysens funktion, og risiko for sukkersyge. Symptomerne kan omfatte

  • øget træthed
  • vægttab
  • vægtøgning
  • humørsvingninger
  • hårtab,
  • forstoppelse
  • svimmelhed
  • hovedpine
  • øget tørst
  • øget vandladningstrang
  • ændret syn.

Vi tager løbende blodprøver for at kontrollere niveauerne af de forskellige hormoner. Hormonforstyrrelser kræver ofte medicinsk behandling, og der kan være tale om livslang medicinsk behandling. 

Hjertemuskelbetændelse (myocarditis) Symptomer kan være åndenød, nedsat tolerance overfor træning, træthed, brystsmerter, hævede ankler eller ben, uregelmæssig hjerterytme og besvimelse. 

Hudreaktion Ofte milde symptomer med rødme, udslæt og kløe. I sjældne tilfælde ses mere alvorlige hudreaktioner med sår - og eventuelt også påvirkning af slimhinder. 

Infusionsrelateret reaktion Oftest er der tale om en mild reaktion med feber, kulderystelser, kvalme, opkastning, udslæt og kløe. Sjældent opstår svære reaktioner, der viser sig som åndenød, besværet åndedræt, blodtryksfald, hæshed, og rødt udslæt eller en egentlig allergisk reaktion. Hvis du får en reaktion under behandlingen, vil du få yderligere medicin, for eksempel Paracetamol, antihistamin og binyrebarkhormon. Reaktionen opstår næsten altid under selve behandlingen. Hvis symptomerne opstår, når du er kommet hjem, skal du straks kontakte os eller ringe 112 ved åndenød. 

Vigtigt!

Når du er hjemme - Ring 112, hvis du får

  • åndenød

Kontakt os straks, hvis du får

  • feber over 38,5
  • hoste eller andre luftvejssymptomer 
  • blodig diarré 

Forholdsregler 

Du kan omgås din familie og venner, som du plejer, dog skal du være opmærksom på at have en god personlig hygiejne (se afdelingens generelle vejledning om Medicinsk Kræftbehandling). 

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden