Gå til hovedindhold

PANDAS/ PANS

I de seneste år har Børn og Unge, klinik 3: Tourette på Herlev Hospital fået et stigende antal henvisninger af børn med formodet PANDAS/ PANS fra hele landet. På nuværende tidspunkt har vi omkring 30 patienter med formodet PANDAS/ PANS i Børn og Unge, klinik 3.

PANDAS: Paediatric Autoimmune Neuropsychiatric Disorders Associated with Streptococcal infections

PANS: Paediatric Acute-onset Neuropsychiatric Syndrome

Udredning i Børn og Unge, klinik 3: Tourette

Der er ingen test, som kan tages for at be- eller afkræfte en PANDAS/ PANS diagnose. I Børn og Unge, klinik 3: Tourette, udreder vi barnet/den unge ved at spørge detaljeret ind til sygehistorien, lave en neurologisk undersøgelse (test af reflekser, kraft, koordination etc.) og i nogle tilfælde vil vi aftale yderligere undersøgelser - blodprøver, en scanning af hjernen eller en rygmarvsprøve.

Diagnose

Følgende kriterier skal være opfyldt, for at der er tale om PANDAS: 

  1. Tilstedeværelse af tics og/eller OCD
  2. Start i barnealderen
  3. Episodisk forløb af symptomintensiteten
  4. Tidsmæssig forbindelse mellem sygdomsforværring og streptokok-infektion
  5. Association med neurologiske abnormiteter.

Symptomer

Mange patienter med PANDAS har psykiatriske ledsage-symptomer, hvilket kan gøre det vanskeligt at skelne mellem primære (neuro)psykiatriske lidelser og PANDAS. Ved PANDAS opstår symptomerne dog som regel pludseligt hos et barn uden tidligere psykiatriske symptomer.

Symptomerne kan være at barnet har separationsangst, er grådlabil, depressiv, irriteret, aggressiv, at barnet er i opposition til alt og alle, at barnet opfører sig yngre end det er, klarer sig dårligt i skolen, har følemæssige eller motoriske abnormiteter. 

Endvidere lider mange patienter med PANDAS af søvnforstyrrelser, ufrivillig vandladning om natten eller hyppige vandladninger.

Årsag

Årsagen til PANDAS/ PANS er endnu ikke fuldt klarlagt. En kombination af genetik, miljø og immunsystem synes at spille en rolle. Der er tegn på, at antistoffer, der dannes som reaktion på infektion, krydsreagerer med autoantigener i nogle strukturer i hjernen (dvs. hjernens egne antigener), som forårsager de neuro-psykiatriske symptomer.

Hvor mange der har PANDAS er endnu ikke kendt, men på baggrund af vores kliniske erfaringer skønner vi, at det drejer sig om ca. 0,01 % af befolkningen i Danmark. Der kan være oversete tilfælde, og forekomsten kan derfor være højere.

Behandling

Der eksisterer endnu ikke en evidens-baseret behandling, men nylig publicerede retningslinjer fra ”PANS research consortium”, USA, anbefaler tre supplerende behandlingstrin hos patienter med PANDAS/ PANS:

  1. Symptomatisk behandling af symptomer og almindelig standard psykiatrisk behandling (såsom kognitiv terapi, ticstræning og evt. medicinsk behandling)
  2. Årsagen til infektion skal behandles med antibiotika
  3. Forstyrrelse i immunsystem skal behandles med medicin (ipren, prednisolon eller immunglobuliner).

Prognose

Der er endnu ikke udført opfølgningsstudier hos børn med PANDAS mhp. at øge viden om prognose, langsigtet behandlingseffekt og neuropsykologiske konsekvenser af PANDAS.

Henvisning

Egen læge eller speciallæge kan henvise til udredninig for PANDAS/ PANS.

Symptomer opstået inden for de seneste tre måneder

Henvisning til Børn og Unge, klinik 3: Tourette

  • Meget pludseligt opståede tics og/eller OCD, dvs. inden for 72 timer

- eller

  • Markant forværring af tics og/eller OCD i relation til nylig infektion, dvs. inden for den seneste måned.

Symptomer opstået for mere end tre måneder siden

Følgende henvisning anbefales:

  • Hvis det primære symptom er OCD, henvises til børne- og ungepsykiatrisk afdeling
  • Hvis det primære symptom er tics, henvises til Børn og Unge, klinik 3: Tourette.


(Tidligere var det muligt at tage de såkaldte ”PANDAS prøver” (Cunningham panel) i Danmark, men på nuværende tidspunkt kan de ikke analyseres i Danmark. Det er usikkert hvorvidt disse prøver kan benyttes som diagnostisk test.).

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden