Denne skriftlige information er et supplement til vores mundtlige information om behandlingen.
Efter endt strålebehandling
Efter behandlingen foregår din opfølgning i Afdeling for Kræftbehandling, Klinik 4, omkring 3 måneder efter du har afsluttet strålebehandlingen. Opfølgningen foregår som en telefonkonsultation. Senest dagen før telefonkonsultationen skal du have taget en blodprøve, så vi kan vurdere effekten af behandlingen ud fra mængden af PSA (Prostata Specifikt Antigen) i dit blod. Under samtalen vil vi også spørge dig om bivirkninger efter strålebehandlingen
Ved afslutning af dit forløb i Klinik 4 anbefaler vi, at du får målt PSA en gang om året, til der er gået i alt 10 år. Du kan se i skemaet nedenfor, hvornår vi anbefaler at du får målt PSA.
Måling af PSA| | 3 mdr. | 1 år | 2 år | 3 år | 4 år | 5 år | 6 år | 7 år | 8 år | 9 år | 10 år |
| Afdeling for Kræftbehandling | X | | | | | | | | | | |
| Afdeling for Urinvejssygdomme /egen læge | | X | X | X | X | X | X | X | X | X | X |
Hvis dit PSA-tal stiger til mere end 2,0 over den lavest målte værdi, kan det skyldes fornyet sygdomsaktivitet. Hvis du får målt PSA hos din egen læge skal du henvises til Afdeling for Urinvejssygdomme med henblik på yderligere udredning.
Hvis du i opfølgningsforløbet får gener fra blæren eller tarmen, kan det være en følge af strålebehandlingen. Du kan kontakte os ved symptomer fra blæren eller tarmen, i op til 3 år efter strålebehandlingen er afsluttet. Hvis du får gener fra blæren eller tarmen efter de 3 år, skal du henvende dig til din egen læge.