Gå til hovedindhold

Operation med fjernelse af TVT-slynge eller net gennem skeden

Du vil blive opereret i fuld bedøvelse. Fjernelse af slynge/net foregår gennem skeden, hvorfor du efterfølgende vil have en syning der. Det aftales med den opererende læge, hvor meget der skal fjernes.

Hvad er en TVT-slynge og net?

En TVT-slynge er et kunststofbånd, der opereres ind under urinrøret gennem skeden for at behandle inkontinens. Mere sjældent kan du have fået indopereret større net pga. nedsynkning i skeden. Begge typer består af polypropylen.

Hvorfor skal jeg opereres?

I sjældne tilfælde kan TVT-slynger og net gnave sig igennem slimhinden i skeden og give anledning til smerter, udflåd og blødning og gentagne blærebetændelser. Der vil som regel være infektion omkring kunststoffet. I meget sjældne tilfælde kan TVT-slyngen gå igennem urinrøret.

Hvordan foregår operationen?

Du vil blive opereret i fuld bedøvelse. Fjernelse af slyngen/nettet foregår gennem skede, hvorfor du efterfølgende vil have en syning der. Det aftales med den opererende læge, hvor meget der skal fjernes. Ofte vil der også blive foretaget en kikkertundersøgelse af blæren for at sikre, at der ikke er skade på blære eller urinrør.

Hvordan med smerter efter operationen?

Vi anbefaler, at du tager 2 tabletter Paracetamol (Panodil, Pinex, Pamol) à 500 mg 4 gange dagligt. Du kan supplere med 1-2 tabletter Ibuprofen (Ibumetin, Burana, Ipren) à 200 mg 3 gange dagligt.

Du skal ikke forvente at kunne cykle, bruge tamponer, have samleje, gå i karbad/svømmehal/havbad eller løfte over 10kg før efter 4 uger.

Hvilke komplikationer kan operationen medføre?

Da der er risiko for infektion i det opererede område, vil du få forebyggende antibiotika under operationen og evt. længere tid.

Hvis der er fjernet slynge fra urinrøret, vil du blive udskrevet med et blærekateter til aflastning af urinrøret i 1-2 uger.

Hvilket resultat kan jeg forvente efter operationen?

Operationen vil i langt de fleste tilfælde afhjælpe dine symptomer. I nogle tilfælde kan det være nødvendigt med flere operationer med fjernelse af yderligere net. Ved fjernelse af TVT-slynge, er der stor risiko for, at du vil blive inkontinent, som før du fik slyngen. Dette kan vi behandle, når infektionen er overstået.

Du vil få en tid til ambulant kontrol i Kvinde- og Bækkenbundssygdomme,
klinik 1.

Hvornår kan jeg blive udskrevet?

Vi regner med, at du kan gå hjem samme dag som operationen. I nogle tilfælde er kortvarig indlæggelse til antibiotisk behandling dog nødvendig.

Hvem kan jeg ringe til ved spørgsmål?

Hvis du har akut behov for hjælp i relation til operationen (f.eks. ved mistanke om blærebetændelse, ildelugtende udflåd eller kraftig blødning), kan du kontakte afdelingen direkte eller evt. din egen læge.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden