Gå til hovedindhold

Operation for tyktarmskræft eller endetarmskræft

Her kan du information om operation for tyktarmkræft eller endetarmskræft.

Operationen

Du skal opereres for kræft i tarmen. Operationen bliver foretaget af en erfaren speciallæge og foregår i fuld bedøvelse.

De fleste operationer foretages ved kikkertkirurgi, hvilket betyder, at kirurgen kan nøjes med at lave 3-4 små (1-3 cm) snit samt et enkelt større snit (10-12 cm) på din mave, hvorigennem man kan indføre de kikkertinstrumenter, som operationen udføres med. Fordelen ved kikkertkirurgi er, at det er et mindre kirurgisk indgreb, og at man derfor ofte har færre smerter og et kortere indlæggelsesforløb. 

I nogle/sjældne tilfælde kan det dog være nødvendigt at foretage åben kirurgi, hvis du f.eks. tidligere er opereret flere gange i maven, eller du har sammenvoksninger ved tarmene, der gør det besværligt at komme til med kikkertinstrumenter. Ved åben kirurgi får du et enkelt langt lodret snit på maven.

Under operationen bliver kræftknuden fjernet sammen med de tilhørende lymfeknuder. Der fjernes altid et stykke rask tarm på hver sin side af kræftknuden for at sikre, at der ikke efterlades noget synligt kræftvæv.

Som hovedregel vil de to tarmender blive syet sammen igen og blot efterlade dig med en kortere, men helt almindelig funktionel tarm.  I nogle tilfælde er det dog ikke muligt eller forsvarligt at sætte de to tarmender sammen igen, og i det tilfælde vil det være nødvendigt at anlægge en permanent eller midlertidig stomi.

Hvis du er planlagt til en operation, hvor du vil få anlagt en permanent stomi, vil du inden din operation blive indkaldt til en samtale med en stomissygeplejerske. Stomisygeplejersken vil gennemgå det forventede forløb med dig og besvare eventuelle spørgsmål. Du vil desuden blive oplært i stomipleje og bestilling af stomiposer med videre (hvis du får stomi, dækker det offentlige alle udgifter). 

Endetarmskræft

Ved endetarmskræft anlægges ofte en stomi, enten permanent eller midlertidig. En midlertidig stomi lægges for at skåne sammensyningen af tarmenderne. Her lægges tyndtarmen ud igennem bugvæggen som en midlertidig tyndtarmsstomi og kan som udgangspunkt tilbageføres ved en ny mindre operation tidligst 3 mdr. efter din primære operation for endetarmskræft. 

Tyktarmskræft

Ved tyktarmskræft vil man som udgangspunkt altid sy de to tarmender sammen efter fjernelse af kræftknuden. I nogen tilfælde kan der under operationen være forhold som nødvendiggør, at der anlægges en midlertidig eller permanent kolostomi. En midlertidig stomi kan tilbageføres ved en mindre operation tidligst 3 mdr. efter din primære operation for tyktarmskræft.

Før operationen

Inden operationen bliver du indkaldt til en samtale, hvor vi blandt andet vil oplyse, om hvordan du skal faste og tørste forud for operationen. Vi vil samtidig udlevere din personlige plan for, hvordan du skal forberede dig til operationen. 

Efter Operationen

Lige efter operationen kommer du over på et opvågningsafsnit, hvor personalet blandt andet overvåger dit kredsløb og vejrtrækning samt sikrer, at du har det godt og er godt smertedækket. 

I forbindelse med bedøvelsen og operationen anlægges forskelligt overvågnings- og måleudstyr. Herunder nævnes det mest almindelige.

PVK

Forud for bedøvelsen anlægges et eller flere PVK (perifært vene kateter) primært i albuebøjning eller håndryg. Under operationen benyttes det til at give bl.a. smertestillende og kvalmestillende medicin. Under din indlæggelse kan der være behov for at give dig væske, blod eller medicin via dit PVK, og du bibeholder derfor det/de anlagte PVK under hele din indlæggelse.  

Blærekateter

Under operationen anlægges et blærekateter med henblik på at opsamle og måle din urin. Det bliver fjernet igen efter operationen eller næste dag. Hvis du også har fået anlagt et smertekateter i ryggen for at lindre smerte, beholder du blærekateteret indtil smertekateteret fjernes.

Dræn

I nogen tilfælde kan det under operationen være nødvendigt at anlægge et dræn ud igennem bugvæggen (tynd plasticslange) for at drænere blod og vævsvæske fra det opererede område. Drænet fjernes, når det ikke er nødvendigt mere.

Sonde i mavesækken

En tynd sonde (plasticslange) bliver lagt gennem næsen og ned i mavesækken til opsugning af mavesaft. Sonden fjernes igen umiddelbart efter operationen.

Smerte kateter (EPI-pumpe)

Som smertebehandling anlægges i nogle tilfælde et tyndt kateter i ryggen, hvorigennem der via en pumpe kontinuerligt kan doseres smertestillende medicin. Dette fjernes typisk efter 3 døgn, hvorefter du overgår til smertebehandling med tabletter.

Indlæggelsen og dagene efter operationen

Når du er klar til at forlade opvågningsafsnittet, vil en portør køre dig tilbage på vores sengeafsnit, hvor du vil tilbringe de første døgn.

Alle vores sengestuer er enestuer med eget toilet og bad. Til alle stuer er fastmonteret en tablet, som du selv benytter til at bestille alle dine måltider, se TV /høre radio eller blot til at kunne holde dig opdateret om nyheder, hospitalet eller afdelingens døgnrytmer.

På stuen vil du også blive introduceret til en aktivitetstavle, som skal hjælpe både dig og plejepersonalet med at få overblik over, om du bl.a. får spist eller bevæget dig nok til at forebygge nogle af de komplikationer, vi ved, der er risiko for efter operationen.

Aktivitet og bevægelse efter operationen

Når du ankommer til sengeafsnittet, vil plejepersonalet derfor som noget af det første opfordre dig til at komme op og sidde på sengekanten, og i løbet af aftenen til at komme over og sidde i en stol eller ud på gangen og gå en tur. 
Det er vigtigt, at du også selv er motiveret for at komme i gang med bevægelse og dagligt øge din aktivitet for at undgå komplikationer til operationen eller tab af muskelmasse. Målet er, at du minimum er ude af sengen 6-8 timer dagligt.

Mad og drikke

Allerede om aftenen på operationsdagen må du spise og drikke normalt. 
Efter operationen har din krop behov for ekstra næring i form af proteiner for at kunne hele dine sår og bevare din muskelmasse. Det kan være svært at spise sig til de ekstra proteiner alene via kost, og derfor anbefaler vi, at du udover almindelig kost også indtager 3-4 særligt ernærings-og proteinrige drikke (proteindrikke) dagligt. Plejepersonalet vil løbende tilbyde dig proteindrikke.

Tarmfunktion

Under operationen ligger tarmsystemet stille, og som standard vil du derfor opstarte fast Magnesia (afføringsmiddel) for at forebygge forstoppelse og hjælpe tarmfunktionen i gang igen (medmindre du har fået anlagt en tyndtarmsstomi, hvor der typisk ikke vil være behov for afføringsmidler). Du vil også få udleveret tyggegummi, som du skal benytte mindst tre gange dagligt, da det bedrer tarmfunktionen.

Allerede få timer efter operationen vil den øverste del af tarmen så småt begynde at fungere, men der kan gå op til flere dage efter operationen, før der er afføring. For at få tarmen hurtigt i gang, kan du med fordel bevæge dig så meget som muligt og gerne gå en tur op og ned af trapper. 

Mad sætter også gang i tarmen, og samtidig med at du begynder at spise mere mad, vil tarmen genoptage sin normale funktion. Det er normalt, at opleve appetitløshed, trykken, ømhed, oppustethed, smerter og kvalme indtil tarmen er kommet i gang. Der vil oftest komme luft fra tarmen 1-2 dage efter operationen, hvilket er det første tegn på, at tarmsystemet fungerer igen. Du kan derfor udskives fra hospitalet, selvom du endnu ikke har haft afføring, hvis du ellers er velbefindende og har det godt.

Lungefunktion 

Når du bliver opereret tæt på mellemgulvet, indeholder lungerne efter operationen en mindre mængde luft end sædvanligt, og nogle af de fineste forgreninger i lungernes væv lukker sig, uden at du kan mærke det.

Efter at have været i fuld bedøvelse, følger der derfor som regel en periode med øget slimdannelse i lungerne og hoste, da luftvejene er irriterede. Slim i luftvejene kan give lungekomplikationer i form af lungebetændelse, så selvom du føler ubehag eller smerter i operationssårene, når du hoster, er det vigtigt, at du får hostet slimen op.

Du vil på sengeafsnittet få udleveret en PEP-fløjte (Positive Expiratory Pressure) der er et lille plasticmundstykke, du skal puste i flere gange om dagen for at genvinde fuld lungefunktion samt hjælpe slim op fra lungerne. Plejepersonalet vil informere og vejlede i hyppigheden samt brugen af PEP-fløjten.  

Smerter

Efter din operation giver vi dig smertestillende medicin i tabletform 4 gange i døgnet. Det er vigtigt, at du informerer os, hvis du har ondt og har behov for ekstra smertestillende medicin. Vi kan ikke afhjælpe al ubehaget, der er i forbindelse med at være nyopereret, men vi bestræber os på at kunne smertedække dig i en grad, hvor du ikke har flere smerter end, at du kan være aktiv og i bevægelse og opnå en fuld nattesøvn.

Sår

Operationssår på maveskindet lukkes med metalclips og der påsættes steril forbinding. Forbindingen fjernes først efter 24 timer, medmindre der ses større blødning under forbindingen. I så fald vil plejepersonalet hjælpe med at skifte forbindingen. Du må ikke tage bad de første 24 timer. Herefter må du tage brusebad, men ikke svømmebassin, kar- eller havbad før dine operationssår er helet fuldstændigt, hvilket typisk tager 10-15 dage

Komplikationer

De hyppigste komplikationer i forbindelse med operationen er lungebetændelse og sårinfektioner (5-10% af alle operationer). Derudover kan der i sjældne tilfælde opstå årebetændelse i ben, blodpropper i hjerte eller lunger samt bristning af tarmsammensyningen. Ved bristning (lækage) i tarmsammensyningen siver afføring ud i bughulen og i nogle tilfælde, vil der være behov for en akut operation, hvor der anlægges en midlertidig stomi.

Udskrivelse efter operationen.

Du bliver udskrevet 1-3 dage efter operationen (4-5 dage hvis du får stomi). Opstår der komplikationer eller andre problemer, vil indlæggelsen dog sædvanligvis strække sig over længere tid.

Du bliver udskrevet, når vi sammen vurderer at:

  • Du har haft luftafgang eller afføring 
  • Du kan spise og drikke 
  • Du kan dække eventuelle smerter ved tabletbehandling 
  • Der ikke er tegn på infektion i dit operationssår 
  • Du kan håndtere en eventuel stomi 
  • Du er tryg ved din udskrivelse

Det stykke af tarmen der blev fjernet ved operationen, bliver undersøgt nærmere, og når du kommer til opfølgning i Afdeling for Mave-, Tarm-og Leversygdomme, Klinik 2, får du svar på undersøgelsen. Lægen oplyser dig samtidig om efterforløbet. 

Hvis du ikke har fået fjernet clips/tråde ved egen læge, fjerner vi også disse ved samtalen.

Senfølger

Vi har fokus på, hvordan du har det efter operationen i forhold til, om du oplever forskellige livsændringer eller senfølger. Derfor vil du efter din kræftoperation få tilsendt en invitation fra Region Hovedstaden Forskning til at modtage et spørgeskema. Dette spørgeskema giver dig mulighed for at blive kontaktet og eventuelt tilknyttet vores senfølgecenter, hvor du kan få vejledning og behandling for forskellige typer af senfølger.

De hyppigste senfølger er problemer med afføringsfunktionen, vandladnings-og seksuelle problemer samt træthed. Herudover kan en mindre del opleve depressive symptomer eller smerter.   

Henvendelse efter udskrivelsen

Skulle der opstå feber/tiltagende smerter de første 96 timer efter operationen skal du kontakte os på 38 68 57 10. Uden for klinikkens åbningstid, skal du kontakte vores sengeafsnit på 38 68 35 97

Hvis du oplever tiltagende smerter eller komplikationer 96 timer efter undersøgelsen, kan du kontakte klinikken på 38 68 57 10. Uden for klinikkens åbningstid, skal du kontakte Akuttelefon 1813. 

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden