Operationen
Du skal opereres for en godartet forandring/sygdom i tyktarmen. Operationen bliver foretaget af en erfaren speciallæge og foregår i fuld bedøvelse.
De fleste operationer foretages ved kikkertkirurgi, hvilket betyder, at kirurgen kan nøjes med at lave 3-4 små (1-3 cm) snit samt et enkelt større snit (10-12 cm) på din mave, hvorigennem man kan indføre de kikkertinstrumenter, som operationen udføres med. Fordelen ved kikkertkirurgi er, at det er et mindre kirurgisk indgreb, og at man derfor ofte har færre smerter og et kortere indlæggelsesforløb.
I nogle/sjældne tilfælde kan det dog være nødvendigt at foretage åben kirurgi, hvis du f.eks. tidligere er opereret flere gange i maven, eller du har sammenvoksninger ved tarmene, der gør det besværligt at komme til med kikkertinstrumenter. Ved åben kirurgi får du et enkelt langt lodret snit på maven.
Under operationen bliver et stykke af din tyktarm, hvor forandringen/sygdommen sidder, fjernet
Som hovedregel vil de to tarmender blive syet sammen igen og blot efterlade dig med en kortere, men helt almindelig funktionel tarm. I nogle tilfælde er det dog ikke muligt eller forsvarligt at sætte de to tarmender sammen igen, og i det tilfælde vil det være nødvendigt at anlægge en permanent tyktarmsstomi.
Hvis du er planlagt til en permanent stomi, vil du inden din operation blive indkaldt til en samtale med en stomissygeplejerske. Stomisygeplejersken vil gennemgå det forventede forløb med dig og besvare eventuelle spørgsmål. Du vil desuden blive oplært i stomipleje og bestilling af stomiposer med videre (hvis du får stomi, dækker det offentlige alle udgifter).
Efter Operationen
Lige efter operationen kommer du over på et opvågningsafsnit, hvor personalet blandt andet overvåger dit kredsløb og vejrtrækning samt sikrer, at du har det godt og er smertefri.
I forbindelse med bedøvelsen og operationen anlægges forskelligt overvågnings- og måleudstyr. Herunder nævnes det mest almindelige.
PVK
Forud for bedøvelsen anlægges et eller flere PVK (perifært vene kateter) primært i albuebøjning eller håndryg. Under operationen benyttes det til at give bl.a. smertestillende og kvalmestillende medicin. Under din indlæggelse kan der være behov for at give dig væske, blod eller medicin via dit PVK, og du bibeholder derfor det/de anlagte PVK under hele din indlæggelse.
Blærekateter
Under operationen anlægges et blærekateter med henblik på at opsamle og måle din urin. Det bliver fjernet igen efter operationen eller næste dag. Hvis du også har fået anlagt et smertekateter i ryggen for at lindre smerte, beholder du blærekateteret indtil smertekateteret fjernes.
Dræn
I nogen tilfælde kan det under operationen være nødvendigt at anlægge et dræn ud igennem bugvæggen (tynd plasticslange) for at drænere blod og vævsvæske fra det opererede område. Drænet fjernes, når det ikke er nødvendigt mere.
Sonde i mavesækken
En tynd sonde (plasticslange) bliver lagt gennem næsen og ned i mavesækken til opsugning af mavesaft. Sonden fjernes igen umiddelbart efter operationen.
Smerte kateter (EPI-pumpe)
Som smertebehandling anlægges i nogle tilfælde et tyndt kateter i ryggen, hvorigennem der via en pumpe kontinuerligt kan doseres smertestillende medicin. Dette fjernes typisk efter 3 døgn, hvorefter du overgår til smertebehandling med tabletter.
Indlæggelsen og de første dage efter operationen
Når du er klar til at forlade opvågningsafsnittet, vil en portør køre dig tilbage på vores sengeafsnit, hvor du vil tilbringe de første døgn.
Alle vores sengestuer er enestuer med eget toilet og bad. Til alle stuer er fastmonteret en tablet, som du selv benytter til at bestille alle dine måltider, se TV /høre radio eller blot til at kunne holde dig opdateret om nyheder, hospitalet eller afdelingens døgnrytmer.
På stuen vil du også blive introduceret til en aktivitetstavle, som skal hjælpe både dig og plejepersonalet med at få overblik over, om du bl.a. får spist eller bevæget dig nok til at forebygge nogle af de komplikationer, vi ved, der er risiko for efter operationen.
Når du ankommer til sengeafsnittet, vil plejepersonalet derfor som noget af det første opfordre dig til at komme op og sidde på sengekanten, og i løbet af aftenen til at komme over og sidde i en stol eller ud på gangen og gå en tur.
Det er vigtigt, at du også selv er motiveret for at komme i gang med bevægelse og dagligt øge din aktivitet for at undgå komplikationer til operationen eller tab af muskelmasse. Målet er, at du minimum er ude af sengen 6-8 timer dagligt.
Mad og drikke
Allerede om aftenen på operationsdagen må du spise og drikke normalt.
Efter operationen har din krop behov for ekstra næring i form af proteiner for at kunne hele dine sår og bevare din muskelmasse. Det kan være svært at spise sig til de ekstra proteiner alene via kost, og derfor anbefaler vi, at du udover almindelig kost også indtager 3-4 særligt ernærings-og proteinrige drikke (proteindrikke) dagligt. Plejepersonalet vil løbende tilbyde dig proteindrikke.
Tarmfunktion
Under operationen ligger tarmsystemet stille, og som standard vil du derfor opstarte fast Magnesia (afføringsmiddel) for at forebygge forstoppelse og hjælpe tarmfunktionen i gang igen (medmindre du har fået anlagt en tyndtarmsstomi, hvor der typisk ikke vil være behov for afføringsmidler). Du vil også få udleveret tyggegummi, som du skal benytte mindst tre gange dagligt, da det bedrer tarmfunktionen.
Allerede få timer efter operationen vil den øverste del af tarmen så småt begynde at fungere, men der kan gå op til flere dage efter operationen, før der er afføring. For at få tarmen hurtigt i gang, kan du med fordel bevæge dig så meget som muligt og gerne gå en tur op og ned af trapper.
Mad sætter også gang i tarmen, og samtidig med at du begynder at spise mere mad, vil tarmen genoptage sin normale funktion. Det er normalt, at opleve appetitløshed, trykken, ømhed, oppustethed, smerter og kvalme indtil tarmen er kommet i gang. Der vil oftest komme luft fra tarmen 1-2 dage efter operationen, hvilket er det første tegn på, at tarmsystemet fungerer igen. Du kan derfor udskives fra hospitalet, selvom du endnu ikke har haft afføring, hvis du ellers er velbefindende og har det godt.
Lungefunktion
Når du bliver opereret tæt på mellemgulvet, indeholder lungerne efter operationen en mindre mængde luft end sædvanligt, og nogle af de fineste forgreninger i lungernes væv lukker sig, uden at du kan mærke det.
Efter at have været i fuld bedøvelse, følger der derfor som regel en periode med øget slimdannelse i lungerne og hoste, da luftvejene er irriterede. Slim i luftvejene kan give lungekomplikationer i form af lungebetændelse, så selvom du føler ubehag eller smerter i operationssårene, når du hoster, er det vigtigt, at du får hostet slimen op.
Du vil på sengeafsnittet få udleveret en PEP-fløjte (Positive Expiratory Pressure) der er et lille plasticmundstykke, du skal puste i flere gange om dagen for at genvinde fuld lungefunktion samt hjælpe slim op fra lungerne. Plejepersonalet vil informere og vejlede i hyppigheden samt brugen af PEP-fløjten.
Smerter
Efter din operation giver vi dig smertestillende medicin i tabletform 4 gange i døgnet. Det er vigtigt, at du informerer os, hvis du har ondt og har behov for ekstra smertestillende medicin. Vi kan ikke afhjælpe al ubehaget, der er i forbindelse med at være nyopereret, men vi bestræber os på at kunne smertedække dig i en grad, hvor du ikke har flere smerter end, at du kan være aktiv og i bevægelse og opnå en fuld nattesøvn.
Sår
Operationssår på maveskindet lukkes med metalclips og der påsættes steril forbinding. Forbindingen fjernes først efter 24 timer, medmindre der ses større blødning under forbindingen. I så fald vil plejepersonalet hjælpe med at skifte forbindingen. Du må ikke tage bad de første 24 timer. Herefter må du tage brusebad, men ikke svømmebassin, kar- eller havbad før dine operationssår er helet fuldstændigt, hvilket typisk tager 10-15 dage
Komplikationer
De hyppigste komplikationer i forbindelse med operationen er lungebetændelse og sårinfektioner (5-10% af alle operationer). Derudover kan der i sjældne tilfælde opstå årebetændelse i ben, blodpropper i hjerte eller lunger samt bristning af tarmsammensyningen. Ved bristning (lækage) i tarmsammensyningen siver afføring ud i bughulen og i nogle tilfælde, vil der være behov for en akut operation, hvor der anlægges en midlertidig stomi.
Udskrivelse efter operationen.
Du bliver udskrevet 1-3 dage efter operationen (4-5 dage hvis du får stomi). Opstår der komplikationer eller andre problemer, vil indlæggelsen dog sædvanligvis strække sig over længere tid.
Du bliver udskrevet, når vi sammen vurderer at:
- Du har haft luftafgang eller afføring
- Du kan spise og drikke
- Du kan dække eventuelle smerter ved tabletbehandling
- Der ikke er tegn på infektion i dit operationssår
- Du kan håndtere en eventuel stomi
- Du er tryg ved din udskrivelse
Inden du går hjem, gennemgår vi forløbet efter udskrivelsen med dig, og du vil blive telefonisk kontaktet af en sygeplejerske 2-3 dage efter, du er kommet hjem, med henblik på at høre hvordan det går, og om der er noget, du er i tvivl om.
Det stykke af tarmen der blev fjernet ved operationen, bliver undersøgt nærmere, og du får svar via brev i din E-boks.
Trådene/clipsene i huden skal du have fjernet hos din praktiserende læge 10-12 dage efter operationen. Du skal selv bestille tid hos din læge.
Udlandsrejser
Hvis du skal ud at rejse, anbefaler vi, at du i god tid kontakter dit forsikringsselskab. På grund af indlæggelsen er du ikke som ellers forsikret de første måneder efter udskrivelsen.
Henvendelse efter udskrivelsen
Skulle der opstå feber/tiltagende smerter de første 96 timer efter operationen skal du kontakte os på 38 68 57 10. Uden for klinikkens åbningstid, skal du kontakte vores sengeafsnit på 38 68 35 97.
Hvis du oplever tiltagende smerter eller komplikationer 96 timer efter undersøgelsen, kan du kontakte klinikken på 38 68 57 10. Uden for klinikkens åbningstid, skal du kontakte Akuttelefon 1813.