Gå til hovedindhold

Operation for årebrok i pungen

Information om operation for årebrok i pungen og vigtige forholdsregler før og efter.

Hvad er årebrok?

Årebrok i pungen (varicocele) er knuder eller udvidelser af blodårer, som begynder lige over testiklen og løber op langs med testikelophænget. 

Om operationen

Lægen laver et lille snit lige over lysken. Årerne i testikelophænget findes ved hjælp af et mikroskop og lukkes herefter med selvopløsende tråde. Operationen varer ca. 1 time og foregår i fuld bedøvelse. 

Du vil normalt blive udskrevet samme dag. Du bør ikke køre bil, motorcykel eller andet køretøj i 24 timer efter bedøvelsen, da du stadig kan være påvirket af medicin med mere. Du skal forvente, at årebrokket i op til 2 måneder efter operationen vil føles mere spændt og ømt. Først herefter vil det svinde ind. 

Din forberedelse til operationen

Livsstil i ugerne inden operationen

Du skal spise sundt og varieret samt sørge for at være i god fysisk form. 

Du bør være varsom med alkohol inden operationen og følge Sundhedsstyrelsens genstandsgrænser. Det er desuden en god ide at holde op med at ryge. 

Behandling med blodfortyndende medicin

Hvis du er i behandling med blodfortyndende medicin, skal du måske holde pause før din operation. Tal med din læge om det. 

Kosttilskud

Blødning under operationen øges, hvis du tager kosttilskud (Fiskeolie, Glucosamin, Q10, hvidløgstabletter eller ingefær), og du skal holde pause i mindst 14 dage, inden du skal opereres. Det samme gælder, hvis du spiser store mængder fed fisk eller hvidløg i kosten. 

Hverdagen før operationen

Ved journaloptagelse skal du: 

  • Have taget blodprøver og evt. et hjertediagram (EKG).
  • Undersøges af en læge. 
  • Tale med en narkoselæge om bedøvelsen. 
  • Have en indlæggelsessamtale med sygeplejepersonalet. 

Faste

Du skal bedøves i forbindelse med operationen, og du skal derfor faste og tørste. Din mavesæk skal være tom for at undgå, at der løber maveindhold op i lungerne, mens du er bedøvet. 

  • Dagen før operationen må du spise og drikke frem til kl. 02:00.
  • Efter kl. 02:00 må du ikke længere spise, men gerne indtage drikkevarer (undtagen juice og mælkeprodukter). 
  • Fra kl. 06:00 må du hverken drikke eller spise. 

Vi anbefaler, at du umiddelbart før kl. 06:00 drikker 250 ml vand eller gerne saftevand. Sukkeret i saften modvirker kvalme og utilpashed. 

På operationsdagen

Inden du møder på hospitalet

Inden du tager hjemmefra, skal du:

  • Have taget et brusebad.
  • Have fjernet evt. hårvækst i operationsområdet med en hårtrimmer. 
  • Have taget smykker og ur af. 
  • Tage din vanlige morgenmedicin kl. 06:00 med lidt vand, bortset fra evt. diabetes medicin eller blodfortyndende medicin og medbringe din vanlige medicin ved indlæggelsen. 

Inden du bliver kørt til operationen

Før du bliver kørt til operationsstuen, skal du

  • Tage rent tøj på, der består af underbukser og en hospitalsskjorte. 
  • Have identifikationsarmbånd på. 
  • Evt. have en beroligende tablet. 

Du må gerne beholde evt. briller, høreapparat og tandprotese på. 

På operationsstuen

Du får lagt et lille plastikrør (et drop) i en blodåre. Igennem droppet får du smertestillende medicin, sovemedicin og væske under operationen. Personalet fjerner droppet igen, når du er kommet på sengeafsnittet. 

Efter operationen

Observation

Du bliver kørt til opvågningsafsnittet, hvor du overvåges, indtil bedøvelsen har fortaget sig. 

På sengeafsnittet tager plejepersonalet imod dig og observerer din tilstand. Du vil få tilbudt drikkevarer og noget at spise. 

Plejepersonalet kan støtte dig de første gange, du skal ud af sengen. 

Smertebehandling

Hvis du får smerter, kan du tage tablet Paracetamol (fx Panodil, Pinex eller Pamol) 1 gram op til 4 gange i døgnet og/eller tablet Ibuprofen 400 mg op til 3 gange i døgnet. 

Sårpleje

Du får en lille forbinding over såret. For at støtte pungen anbefaler vi fastsiddende herretrusser, der kan støtte og elevere pungen. 

Forbindingen må fjernes dagen efter operationen og du må gerne tage brusebad. Hvis det siver fra såret, skal du have ny tør forbinding på. 

Du skal undgå karbad indtil trådene er opløst. Trådene er selvopløselige og forsvinder i løbet af ca. 2-3 uger. 

Udskrivningssamtale

For at sikre, at du er tilstrækkeligt informeret om dit videre forløb, skal du inden udskrivelsen have en udskrivningssamtale. Vi opfordrer til, at du inden samtalen forbereder evt. spørgsmål, og at du venter med at forlade afdelingen indtil efter samtalen. 

Hvis du efter udskrivelsen fortsat skal tage medicin, vil du få udleveret en medicinliste. 

Efter udskrivelsen

Du bør tage det med ro de første 24 timer for at undgå hævelse og blødning. Du skal undgå tunge løft (10 kg og derover) de første 2 uger. Du kan genoptage seksuel aktivitet efter 14 dage. 

Indlæggelsesbevis og sygemelding

Du kan få et indlæggelsesbevis med fra afdelingen, men har du brug for en sygemelding, skal den udstedes af din praktiserende læge. 

Rejser

Du er normalt ikke automatisk dækket af en almindelig rejseforsikring ved udlandsrejser efter indlæggelse/operation. Du skal derfor kontakte dit rejseforsikringsselskab og høre nærmere. 

Henvendelse ved komplikationer

Du skal henvende dig, hvis du oplever komplikationer, som fx:

  • Stærke smerter.
  • Kraftig blødning.
  • Voldsom hævelse eller rødme.
  • Pus fra såret.
  • Feber.

I de første 24 timer efter udskrivelsen må du henvende dig til Urinvejssygdomme, Sengeafsnit 1 på telefon 38 67 28 42. 

Herefter kan du i dagtimerne på hverdage kontakte Urinvejssygdomme, klinik 1 eller til din egen læge.

Aften, nat og weekend skal du kontakte Akuttelefonen 1813.

Kontrol og efterbehandling

Der planlægges ingen kontrol. Hvis du fortsat oplever problemer, skal du henvende dig til din egen læge. 

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden