Denne skriftlige information er et supplement til vores mundtlige information om behandlingen.
Flere undersøgelser har vist, at behandling med Olaparib hos patienter med prostatakræft og BRCA1-2 mutation kan have effekt, når sygdommen udvikler sig efter antihormonbehandling og behandling med kemoterapi.
Hvad er olaparib
Olaparib er en målrettet kræftbehandling, som forhindrer kroppens celler i at reparere spontant opståede fejl i arvematerialet (DNA), hvorefter cellerne går til grunde. Tilstedeværelsen af BRCA1-2 mutationer i kræftcellernes DNA gør, at disse er særligt følsomme for behandlingen.
Behandlingen
Olaparib udleverer vi som tabletter på 150 mg, og du skal tage 2 tabletter morgen og 2 tabletter aften på samme tidspunkt med ca. 12 timers mellemrum. Den samlede dosis er 600 mg per døgn.
- Du skal sluge tabletterne hele og indtage dem med et glas vand til.
- Du må ikke knuse eller dele tabletterne.
- Hvis du glemmer at tage en dosis Olaparib, skal du ikke tage den senere. Tag den næste dosis på det tidspunkt, som du plejer.
Din behandling fortsættes normalt uden pauser, og ved hvert besøg i Klinik 4 får du udleveret medicin til 4 ugers behandling. Behandlingen med Olaparib stoppes ved
- manglende effekt
- ved uacceptable bivirkninger
- hvis du selv ønsker at stoppe.
Opfølgning
VI planlægger, at du kommer til samtale med en læge eller en sygeplejerske i Klinik 4 hver 4. uge. Her gør vi status over dit samlede helbred og eventuelle bivirkninger ved behandlingen, derudover får du udleveret ny medicin. Forud for samtalen skal du have taget en blodprøve, enten her på hospitalet eller på dit lokale sygehus.
For at vurdere udviklingen af kræftsygdommen foretager vi en PET-CT-scanning hver 12. uge. Desuden måles PSA hver 4. uge som led den blodprøve, du får taget hver 4. uge.
Bivirkninger
Olaparib påvirker, som nævnt, ikke kun kræftcellerne, men også kroppens raske celler. Det betyder, at der kan komme bivirkninger under behandlingen. Vi forventer ikke at se alle de nævnte bivirkninger hos dig, og kan på den anden side heller ikke udelukke, at du oplever andre bivirkninger end de nævnte. Det er vigtigt, at du undgår mad og drikke, der indeholder grapefrugt, mens du er i behandling med Olaparib, da det kan øge risikoen for at få bivirkninger.
Træthed
Du kan blive meget træt og få behov for at sænke tempoet. Giv dig selv tid til at slappe af. Lad din krop fortælle dig, hvad du kan overkomme.
Knoglemarven
Forbigående påvirkning af knoglemarven kan forekomme og resultere i et fald i antallet af røde blodlegemer (blodmangel), hvide blodlegemer og blodplader. Blodmangel kan give symptomer i form af træthed, svimmelhed, øresusen og åndenød. Et fald i de hvide blodlegemer kan medføre nedsat immunforsvar, feber og infektion. For få blodplader kan typisk føre til næseblødning, blødning fra tandkødet og blødning i huden.
Vigtigt!
Ved
- feber (over 38,5 C)
- blødning, der ikke stopper hurtigt af sig selv
- små røde prikker i huden (petekkier)
er det vigtigt at kontakte afdelingen, fordi det kan være nødvendigt at behandle bivirkningerne og holde pause med Olaparib. I dagtimerne er det afdelingens kontaktcenter, og udenfor dagtimerne er det afdelingens læge, du skal kontakte. Telefonnumrene findes på sidste side i denne patientinformation.
Slimhinder
Slimhinderne i øjne, næse, mund, svælg og tarm kan blive irriterede og give gener som for eksempel mundbetændelse, ændret smagssans, mavesmerter og diarré. Hvis disse gener opstår, kan vi ofte behandle dem med medicin.
Kvalme og opkastning
I forbindelse med behandlingen kan du få nedsat appetit, kvalme og opkastning (mere sjældent). Disse gener kan vi behandles med kvalmestillende medicin, som du får udleveret i afdelingen.
Sjældne bivirkninger
I meget sjældne tilfælde kan behandling med Olaparib medføre en betændelsestilstand i lungerne, som kan være livstruende. Symptomerne er typisk åndenød og hoste, som ikke kan forklares på anden vis. Det er derfor vigtigt at du kontakter os, hvis du oplever disse gener.
Kronisk påvirkning af knoglemarven kan også forekomme i meget sjældne tilfælde. Der er i den forbindelse beskrevet få tilfælde af akut leukæmi og myelodysplastisk syndrom hos patienter, der har modtaget behandling med Olaparib. Det er uklart, om Olaparib har været den direkte årsag til dette, eller om tilstandene skyldtes andre faktorer.
Fortæl om bivirkningerne
For at vi kan forebygge og behandle eventuelle bivirkninger, er det vigtigt, at du oplyser os, om de gener du får i forbindelse med behandlingen. Fortæl også, hvis du får bivirkninger, som ikke er nævnt her.