Om nyretransplantation
En nyretransplantation er en operation, hvor man flytter en nyre fra en donor til en patient med kronisk nyresygdom. Dine egne nyrer fjernes ikke ved transplantationen.
Nyredonoren kan være levende eller afdød (hjernedød). En levende donor kan være i familie med dig, samlever eller en nær ven. En levende donor undersøges grundigt før eventuel donation, så man sikrer, at donor er helt rask.
Ikke alle patienter med en kronisk nyresygdom kan tilbydes en nyretransplantation. En del af patienter er for svækkede eller har andre sygdomme som gør, at de ikke kan tåle en transplantation.
Hvis transplantation kan være en mulighed for dig, skal du gennemgå en række undersøgelser (udredning), som skal afgøre om en transplantation kan lade sig gøre.
Der er ingen egentlig aldersgrænse for transplantation. I praksis er der dog kun ganske få patienter over 70-75 år, som har et tilstrækkeligt godt helbred til at blive transplanteret.
Nyretransplantation foregår i Danmark på tre hospitaler : Rigshospitalet, Odense og Skejby.
Hvis efterforløbet er ukompliceret, udskrives du efter 1-2 uger, til opfølgning på ambulatoriet to gange om ugen. Efter få måneder overgår du til Herlev Hospital.
For at din krop ikke skal afstøde den transplanterede nyre, får du immundæmpende medicin, som du skal tage, så længe du har nyren.
Medicinen kan have bivirkninger, som du vil få gennemgået grundigt, hvis du skal udredes til nyretransplantation.
Næsten alle transplanterede nyrer får funktion. Efter 1 år har mere end 95 % af de transplanterede nyrer stadig funktion. Over de næste 10-15 år vil halvdelen af nyrerne tabe funktion, der er dog patienter, der har levet i mere end 30 år med en velfungerende transplanteret nyre.
Hvis den transplanterede nyre taber funktion, skal du enten starte i dialyse igen, eller, hvis det er muligt, have en ny nyretransplantation.
Læs mere om nyretransplantation på www.sundhed.dk