Tarmens funktion
Tyndtarmen er ca. 5 meter lang. Tyndtarmen sørger for optagelsen af fedt, kulhydrat, protein, væske, vitaminer og mineraler. Det, som ikke er optaget i tyndtarmen, transporteres over i tyktarmen.
I tyktarmen optages den resterende mængde af væske og salte. Ufordøjet føde transporteres gennem tyktarmen og ned mod endetarmen.
Hvad kan du spise, når du har stomi
Med en ileostomi kan du som udgangspunkt spise som før. Selvom du mangler tyktarmen, har du stadig en god optagelse af næringsstoffer, da dette sker i tyndtarmen.
Ved et stort indtag af bestemte føde- og drikkevarer kan nogle dog opleve ubehag og gener i form af diarre, lugt- eller luftudvikling og stop i stomien (fiberprop).
I denne pjece gives kostråd, som erfaringsmæssigt kan afhjælpe disse gener. Det er dog individuelt, hvad og hvor meget, der kan tolereres. Det er derfor nødvendigt, at du forsøger dig frem.
For normalvægtige med god appetit
Følg de 10 kostråd fra Fødevarestyrelsen.
- Spis varieret, ikke for meget og vær fysisk aktiv
- Spis frugt og mange grøntsager, gerne 600 g. i alt – eventuelt tilberedt
- Spis fisk og fiskepålæg flere gange om ugen
- Spis kartofler, ris eller pasta og fuldkornsbrød hver dag.
- Spar på sukker, især fra sodavand, slik og kage
- Vælg magre mejeriprodukter og kød
- Sluk tørsten i vand
- Vær fysisk aktiv mindst 30 min. om dagen
Læs mere på altomkost.dk.
For undervægtige med nedsat appetit
Hvis din appetit er nedsat anbefaler vi 6-8 energi- og proteinrige måltider dagligt. Proteiner finder du i mælk, yoghurt, ymer, ost, kød, fisk, fjerkræ og æg. Du kan eventuelt supplere med ernæringsdrikke. Spørg din diætist eller læge omkring, hvilke der anbefales.
Du bør supplere kosten med en multivitamintablet dagligt.
Efter en ileostomi-operation
Efter en ileostomi-operation kan du opleve udfordringer med rigelig og tynd afføring, specielt lige efter operationen. Det kan være, at du udskiller op mod flere liter afføring dagligt. Du er indlagt, indtil din afføring er stabil. Det er individuelt, hvor lang tid der går, før tyndtarmen begynder at overtage noget af tyktarmens evne til at suge væske og salt tilbage til kroppen. På sigt er det almindeligt med ca. 600 til 1000 ml. afføring i døgnet.
Al føde nedbrydes ikke fuldstændigt i tyndtarmen. Det er derfor almindeligt, at der kommer ufordøjet føde i dit stomioutput, fx trevler og skaller.
Kostråd ved ileostomi
Lige efter operationen og de første 4 til 6 uger kan stomien være hævet. I den periode kan du opleve udfordringer med rå og fiberrige grøntsager, fordi der er mindre plads til at passere.
Med en ileostomi kan du som udgangspunkt spise som før. Du skal dog være opmærksom på, at dit tab tab af væske og salte er større end ved en normal fordøjelse.
Generelle kostråd er:
- Spis regelmæssigt og hyppigt. Fordel maden over 3 hoved- og 3-4 mellemmåltider
- Spis langsomt og tyg maden grundigt
- Drik rigeligt med væske, 2-2 ½ liter dagligt
- Salt maden ekstra de første 4-6 uger. Derefter normaliseres optagelsen af salte
- Spis gerne salt pålæg, salte kødvarer og oste
- Stivelsesholdige fødevarer som ris, pasta, kartofler, franskbrød, boller, knækbrød, tvebakker, havregrød, kiks (evt. saltkiks), revne æbler og banan kan give en fastere afføring
- Tilberedte grøntsager tåles ofte bedre end rå grøntsager og især de første 4-6 uger
- Drik mere mellem måltiderne og mindre ved måltidet. Væsken gør, at maden passerer hurtigere igennem tarmen
- Giver en fødevare gener, så prøv igen på et senere tidspunkt. Ofte vil du kunne tåle den pågældende fødevare, blot i mindre mængde. Spis eventuelt langsommere og tyg maden grundigere
- Spis saltkiks, hvidt brød, knækbrød eller banan før sengetid for at begrænse antal gange, du skal tømme posen i løbet af natten.
Du kan opleve udfordringer med tynd afføring, stort output, tilstopning/mavekneb, samt lugt- og luftudvikling med en ileostomi.
Tynd afføring/stort stomioutput
Ved en ileostomi kan der være udfordringer med tynd afføring/stort stomioutput, som kan medføre væskemangel.
Tynd afføring/stort stomioutput kan skyldes et stort indtag af bestemte føde- og drikkevarer som:
- Store måltider
- Mangel på salt
- Frugt – især rå og tørret frugt
- For mange fiberholdige fødevarer, f.eks. kål og løg
- For store mængder væske i forbindelse med måltidet
- Sukkerholdige drikke, som frugtjuice, juicebaserede proteindrikke, saft og sodavand
- Kunstige sødemidler som sukkeralkoholer, Sorbitol (E 420), Maltitol (E 965), Mannitol (E 421) og Xylitol (E 967)
- OBS. Aspartam (E 951), Acesulfam K (E 950) og Stevia (E 960) giver ikke gener i form af tyndt output
- Store mængder af øl, vin og spiritus
Hvad kan du gøre?
- Spis regelmæssigt og hyppigt. Fordel maden på 3 hoved- og 3-4 mellemmåltider dagligt
- Spis mere salt
- Undgå juice og sodavand. Fortynd saftevand i forholdet 1:6
- Begræns alkohol
- Drik gerne mælk og spis syrnede mælkeprodukter, som A38 og Cultura - ½ liter dagligt
- Vælg stivelsesholdige fødevarer til alle måltider, som f.eks.: Ris, pasta, kartofler, franskbrød, boller, knækbrød, tvebakker, grød, banan da de kan give en tykkere konsistens af dit stomioutput. Saltkiks (saltstænger og chips) og fintrevet æble kan også anvendes
- Vælg tilberedte grøntsager frem for rå, gerne 2 gange dagligt. Det gælder især de første 4-6 uger efter operationen
- Spis højest 1-2 stk frugt dagligt – gerne skrællet
- Drik rigeligt mellem måltiderne for at erstatte tab af væske og salte. Drik en lille slurk ad gangen
- Du kan også teste midler som Sylliflor eller HUSK. Begge er loppefrøskaller, som binder væsken, hvorved dit stomioutput bliver tykkere
- Drik hydreringsvæske, f.eks. Resorb efter lægelig anbefaling. Det er også muligt selv at blande en hydreringsvæske (se side 4)
Hvis du har diarre i mere end 24 timer, er det vigtigt, at du kontakter din læge eller Akuttelefonen 1813. Husk at gøre opmærksom på, at du har ileostomi.
Stop i stomien/mavekneb
Oplever du, at der ikke kommer afføring eller mindre afføring end vanligt, kan det skyldes en tilstopning. Symptomer på det kan være manglende afføring eller pludseligt opstået vandtyndt stomioutput, mavesmerter, kvalme og/eller opkastning. Stop i stomien kan skyldes trevlede eller fiberholdige fødevarer.
Hvad kan du gøre ved stop i stomien?
- Indtag gerne flydende kost og øg væskeindtaget indtil proppen har løsnet sig
Hvis der ingen afføring er indenfor 24 timer, skal du kontakte din egen læge eller Akuttelefonen 1813. Husk at gøre opmærksom på, at du har en ileostomi.
Hvad kan du gøre for at forebygge stop i stomien?
- Tyg maden grundigt
- Tilbered og findel grøntsager de første 4-6 uger efter operation
- Skræl frugter
- Drik rigeligt med væske (2-2½ liter daglig)
Luftudvikling
Det meste af luften i din tarm, har du slugt i forbindelse med måltiderne. Det kan være, at du spiser hurtigt, at du taler, mens du spiser eller at du tygger med åben mund.
Derudover kan store mængder af følgende føde- og drikkevarer øge luftudviklingen:
- Løg, hvidløg, kål, asparges, ærter, broccoli
- Tørrede bælgfrugter, som bønner og linser
- Tørret frugt
- Tyggegummi
- Sukker og sukkerholdige drikke
- Kunstige sødemidler (f. eks Sorbitol, Mannitol og Xylitol)
- Kulsyreholdige drikke
- Øl, vin og spiritus
Hvad kan du gøre?
Prøv dig frem og vær opmærksom på, hvordan den enkelte fødevare påvirker din tarm.
- Tilbered grøntsager (kogte/bagte m.m.)
- Spis langsomt og tyg maden med lukket mund
Lugtudvikling
Normalt er lugt ikke et problem, men visse fødevarer kan give afføringen en stærk lugt
- Løg, hvidløg
- Kål, asparges
- Bønner, linser
- Fisk, æg
- Stærke oste
- Stærk krydret mad
Hvad kan du gøre?
Nedsæt mængden af ovenstående og erstat det med andre fødevarer
Væske
- Drik 2-2 ½ liter væske om dagen. For eksempel vand, saft, te, kaffe og mælkeprodukter
- Drik max. 500 ml sukkerholdige drikke
- Indtag min. 500 ml mælkeprodukter
- Salt gerne maden ekstra og spis chips, saltstænger, TUC kiks til tynde væsker (saft, vand, the, kaffe, light produkter). Anvend gerne saltet pålæg, kød og ost.
Tegn på væskemangel
Når du har tynd/øget afføring, kan det være svært at opretholde kroppens væskebalance. Læg derfor mærke til, om din afføring er blevet tyndere og om du tømmer din stomipose mere end du plejer. Vær opmærksom på følgende symptomer, da de kan være et tegn på væskemangel:
- Træthed, sløvhed, snurren i fingrene
- Kvalme, opkastninger, svimmelhed, hovedpine, mundtørhed
- Vægttab over få dage
- Mørk og sparsom urin
Loppefrøskaller
Loppefrøskaller er fibre, som kan gøre afføringen tykkere, da fibrene i produkterne binder væske. De sælges blandt andet under navnene HUSK® og Sylliflor®. Produkterne kan købes på apoteket, hos Matas og i supermarkeder.
Det vil være individuelt, om du har behov for at tage produktet en eller to gange daglig. Du kan blande loppefrøskaller op i vand, juice, syrnede mælkeprodukter, grød eller brød. Det er vigtigt at drikke væske, når du indtager loppefrøskaller.
Din stomisygeplejerske svarer gerne på spørgsmål om brug af loppefrøskaller.
Opskrift på hydreringsvæske
Hydreringsvæske består af ca. 20 gram sukker og 3,5 gram salt pr. liter væske. Lider du af saltmangel, anbefaler vi, at du drikker ca. 1 liter pr. døgn.
Du kan selv lave blandingen derhjemme. Det kræver nøjagtig afvejning af ingredienserne. Brug en brevvægt.
Blandingsvejledning til 1 liter – skal opbevares på køl:
- 1 liter vand
- 4 tsk (20 g) sukker
- ½ tsk (3,5 g) fint salt (almindeligt bordsalt)
- ½ tsk (2,5 g) natron (ikke bagepulver)
Hvis du ønsker hydreringsvæske med smag, kan du tilsætte op til ½ dl. sukkerfri saft pr. liter. Hvis du har brug for isterninger i drikken, bør de også være lavet af hydreringsvæske.
Du kan også købe rehydreringspulver, som du selv kan blande op. Det kan fx være mærkerne Revolyt eller Resorb.