Præparatet
Metoprolol og propranolol anvendes som forebyggende medicin ved migræne. Det er velkendt, at et medikament kan virke på mere end én sygdom. F.eks. virker Magnyl smertestillende samtidig med, at det virker forebyggende mod blodpropper.
Metoprolol og Propranolol er udviklet til behandling af hjerte- og kredsløbslidelser, men videnskabelige undersøgelser har vist, at det også kan have effekt på migræne. Når vi udskriver præparatet til dig, er det altså ikke for at sænke dit blodtryk, men fordi vi har en formodning om, at det kan bedre din migræne.
Virkningsmekanisme
Metoprolol og Propranolol virker muligvis forebyggende mod migræne ved at stabilisere blodkarrene, men man kender ikke den nøjagtige virkningsmekanisme.
Hvilken dosis skal man tage?
Som regel starter du med at tage 50 mg én gang om dagen i 1 uge, hvorefter dosis øges til 100 mg dagligt. Ved utilstrækkelig effekt, og hvis der ikke er generende bivirkninger efter en måned, kan dosis øges til 150 mg én gang dagligt i 1 uge, og herefter yderligere til 200 mg én gang dagligt (dosis kan evt. deles til 100 mg to gange dagligt).
Forbliv på den dosis, hvor du oplever, der er bedst balance mellem effekt og bivirkninger (normalt mellem 100-200 mg dagligt).
Ved manglende effekt efter én måned med en døgndosis på 200 mg, kan det konkluderes, at præparatet ikke har den ønskede effekt. Du skal nedtrappe medicinen med 50 mg om ugen, indtil du er helt ude af medicinen.
Hvor godt virker Metoprolol og Propranolol?
I gennemsnit halverer Metoprolol og Propranolol antallet af migræneanfald. Der er dog stor individuel variation i, hvor godt præparatet virker. Når den rigtige slutdosis er fundet, skal denne tages dagligt gennem ½-1 år, hvorefter dosis i samråd med lægen ofte kan nedtrappes langsomt. Nogle patienter har dog behov for at anvende Metoprolol eller Propranolol i en længere årrække.
Bivirkninger
De hyppigste bivirkninger er træthed, svimmelhed, blodtryksfald i forbindelse med stillingsskifte, kvalme, mavesmerter, diarré, forstoppelse, kolde hænder og fødder, langsom puls og hjerterytme, hjertebanken og vejrtrækningsbesvær.
Forsigtighedsregler
Metoprolol og Propranolol bør ikke anvendes ved visse former for hjertelidelser, f.eks. ved overledningsforstyrrelser, og bør desuden anvendes med forsigtighed eller slet ikke, hvis man lider af sukkersyge og astma. Præparatet bør også benyttes med forsigtighed, hvis man tager visse former for anden medicin, specielt anden hjertemedicin.
Recepter
Recepter er elektroniske, og medicin kan derfor afhentes på alle apoteker. Oftest kan der afhentes medicin flere gange på hver recept. Bed eventuelt apoteket om en udskrift af, hvilke recepter du har og hvor mange udleveringer, der er på dem.
Du kan også se dine recepter under ’Medicinkortet’, når du logger på sundhed.dk.
Apoteket udleverer altid det billigste præparat til dig. Derfor kan den ordinerede medicin ændre navn og udseende, men indholdsstoffet og virkningen vil være det samme.