Gå til hovedindhold

Marisker, Operation for

Her kan du læse om operation for Marisker.

Hvad er Marisker?

Marisker er udvendige hudfolder eller flapper, der sidder ved endetarmsåbningen. Det er rester efter tidligere hæmorider og kan variere i størrelse.

Marisker giver sjældent smerter, men de kan give kløe og problemer med at holde sig ren efter toiletbesøg.

Operation

Fjernelse af Marisker foregår i fuld bedøvelse. Ved operationen bortskæres de overskydende hudflapper.

For at undgå forsnævring af endetarmsåbningen, kan det være nødvendigt at operere ad 2 omgange, hvis du har mange marisker. 

På grund af risiko for infektion, bliver såret ikke efterfølgende syet sammen, men efterlades åbent og skal hele op fra bunden.

Forberedelse før operation

Afføringsmiddel

Nogen oplever at maven går i stå lige efter en operation, for at undgå dette kan du evt. opstarte tbl. Magnesia. De kan købes i håndkøb på apoteket eller supermarked.

Du kan tage 2 tbl. aftenen før operationen og fortsætte med 2 tbl. hver aften i en uges tid efter operationen.

Faste

Du skal faste inden operationen. Det vil sige, at du skal stoppe med at spise 6 timer inden operationen, men du må drikke klare væsker som vand, saft, sodavand, kaffe og te uden mælk indtil 2 timer før.

Klyx/microlax

Ca. 1 time før du tager hjemmefra, skal du tage klyx/microlax (Glyoktyl 7,5 ml), så den nederste del af endetarmen er fri for afføring inden operationen.

Dette kan udleveres i ambulatoriet eller købes i håndkøb på Apoteket.

Efter operationen

Når operationen er veloverstået, bliver du efter en kortere observationsperiode udskrevet samme dag.

Når du bliver udskrevet, får du smertestillende med hjem til et par dage i form af tbl. panodil og tbl. ipren.  Hvis der er behov for mere medicin, kan du købe dette i håndkøb på apoteket eller supermarked.

Hvis lægen vurderer, at der også er behov for stærkere smertestillende som f.eks tbl. morfin, tradolan eller oxynorm, vil dette også blive udleveret ved udskrivelsen.

Det er meget vigtigt, at du tager de anbefalede smertestillende tabletter, så du hurtigst muligt kan genoptage arbejde, skole, fritidsaktiviteter mm.

Under operationen bliver du fuldbedøvet. Denne medicin forbliver i kroppen i op til 24 timer, derfor er det ikke tilladt at køre bil det første døgn efter operationen.

Du skal helt undgå karbad, strandbadning og svømmehal, så længe du har sår.

Du må gå i brusebad dagen efter operationen. Operationssåret skal bruses forsigtigt med håndbruser 1 gang dagligt samt efter toiletbesøg. Det er helt normalt at det siver med sårvæske og blod indtil såret er fuldt helet, hvilket oftest tager 3-6 uger.

Sygemelding

Erfaringsmæssigt foretrækker de fleste at være sygemeldt i 5-7 dage efter operationen. Ved behov for sygemelding skal du kontakte din egen praktiserende læge.

Udlandsrejser

Hvis du skal ud at rejse, anbefaler vi, at du i god tid kontakter dit forsikringsselskab. På grund af indlæggelsen er du ikke som ellers forsikret de først 2 måneder efter udskrivelsen.

Om komplikationer

Du kan forvente moderate smerter efter operationen, smerterne er typisk mest udtalte, svarende til selve operationsområdet. Selv om du har smerter, må du gerne foretage dig de ting du plejer, i det omfang du kan.

Du bør efter operationen fortsat være opmærksom på at holde din afføring lind, da der ellers er risiko for igen at udvikle overskydende slimhinde og hæmorider.  Så hvis du før operationen havde tendens til hård afføring, kan du med fordel fortsætte med at afføringsregulere med f.eks. tbl. magnesia, loppefrøsskaller, movikol eller laktulose.

Hvis du indenfor de første 96 timer efter udskrivelse oplever stærke smerter eller kraftig blødning fra endetarmen, skal du kontakte Afdeling for Mave-, Tarm- og Leversygdomme, Klinik 2 på 38 68 57 10. Uden for klinikkens åbningstid skal du kontakte vores sengeafsnit på 38 68 35 97.

Hvis du efter 96 timer oplever komplikationer, skal du kontakte egen praktiserende læge eller Akuttelefon 1813. 

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden