Gå til hovedindhold

Lumbalpunktur hos børn og unge

En lumbalpunktur er en undersøgelse, som udføres for at få en prøve af den væske, der er omkring rygmarven.

Denne patientinformation beskriver, hvad en lumbalpunktur er, hvordan den laves, og hvad du som ung/som forælder til et barn skal være opmærksom på bagefter.

Hvad er en lumbalpunktur?

En lumbalpunktur er en undersøgelse, som udføres for at få en prøve af rygmarvsvæsken. Rygmarvsvæsken er den væske, der ligger omkring hjernen og rygmarven i rygmarvskanalen.

Ved en lumbalpunktur udtager man rygmarvsvæske fra den nederste del af rygmarvskanalen. Dette gøres med en speciel nål (kanyle), som stikkes gennem huden i lænderyggen og ind i rygmarvskanalen. Rygmarvsvæsken kommer ud gennem nålen, og få milliliter opsamles og sendes til analyse på laboratoriet - se tegninger herunder.

Laboratorie-analysen kan vise, om der er infektion, betændelse eller anden sygdom i rygmarvsvæsken/ centralnerve-systemet. Man laver også en lumbalpunktur, hvis der er behov for at måle trykket i rygmarvskanalen.

Rygmarven beskadiges ikke ved en lumbalpunktur, da nålen går ind i rygmarvskanalen under det sted, hvor rygmarven ender.

Det tager kroppen mindre end en time at gendanne den udtagne mængde rygmarvsvæske.

Før lumbalpunkturen

På dagen for lumbalpunkturen vil lægen forklare i detaljer, hvad der skal ske, og I kan få svar på evt. spørgsmål til undersøgelsen.

En time før indgrebet sætter sygeplejersken lokalbedøvende plaster på huden, hvor der skal stikkes. Plasteret skal sidde på i mindst en time, så huden er godt bedøvet.

Eventuelt lattergas eller fuld bedøvelse

Afhængig af barnets alder vil vi kunne tilbyde lattergas, som virker angst-dæmpende/ beroligende.

Afhængig af alder og med hensyntagen til det enkelte barn, vil der i få tilfælde blive planlagt lumbalpunktur i fuld bedøvelse.
Hvis lumbalpunkturen skal udføres i fuld bedøvelse, bliver dette planlagt inden.

Faste ved fuld bedøvelse

Skal man i fuld bedøvelse, skal man også være fastende. Det betyder, at du/ barnet ikke må have spist 6 timer før og drukket 1 time før lumbalpunkturen. Det vil man få man besked om inden, og det er vigtigt, at faste-anvisningen følges, da bedøvelsen ellers kan blive forsinket eller måske helt må aflyses.

Under lumbalpunkturen

Vi anbefaler, at du som forælder er hos dit barn under og efter lumbal-punkturen.

Lumbalpunkturen kan laves enten hvor du/ barnet ligger ned på siden i sengen eller sidder op i sengen. Lægen vil forklare, hvordan det er bedst i det enkelte tilfælde.

  • Hvadenten man ligger eller sidder op i sengen, vil man blive bedt om at krumme sig sammen og skyde ryg - se tegninger ovenfor. 
    En sygeplejerske hjælper til med at holde den rigtige position.
  • Lægen føler på ryggen og finder det rigtige sted på ryggen.

Man laver lumbalpunkturen som en ”steril procedure”, dvs. at vi gør ekstra meget ud af, at alt er rent, og anvender sterile handsker og remedier/ redskaber.

  • Lægen vasker huden i det område, hvor der skal stikkes, og dækker det omgivende område med sterilt papir/plast. Lægen tager sterile handsker på og stikker nålen ind imellem ryghvirvlerne.
  • Rygmarvsvæsken drypper langsomt ud igennem nålen og bliver opsamlet i specielle glas, som bliver sendt til analyse på laboratoriet. 

Hvor lang tid tager en lumbal-punktur?

Fra man går i gang med at vaske ryggen, og til man er færdig, går der typisk mellem 15-30 minutter.

Efter lumbalpunkturen

Lægen sætter et lille plaster på huden over indstiks-stedet. Vi anbefaler, at man ligger på ryggen og slapper af en time efter indgrebet. Når du/ dit barn er helt frisk og vågen igen efter bedøvelse/ lattergas, kan I komme hjem.

Vi anbefaler, at man tager det stille og roligt den dag, man er blevet stukket og undgår sport og vilde lege den dag.

OBS! Det er vigtigt at få drukket godt efter en lumbalpunktur.

Hjemme igen

  • Brug smertestillende medicin (paracetamol, fx Panodil eller Pamol), hvis der er smerter. Følg vejledningen på pakken/ flasken.
    Hvis smerterne fortsætter eller bliver værre, så kontakt:
    • Børn og Unge, sengeafsnit 2, tlf. 38 68 44 79, hele døgnet.
  • Hold øje med indstiksstedet, og kontakt Børn og Unge, sengeafsnit 2 i flg. tilfælde:
    • Hvis huden omkring indstiks-stedet fortsætter med at hæve op
    • Hvis du ser klar væske eller blod sive ud
    • Hvis indstiks-stedet ser rødt og hævet ud og/eller der kommer feber
  • Plasteret over indstiksstedet bør sidde på i 12 timer. Det kan derefter fjernes, og man kan gå i bad.
  • Man kan fint gå i skole dagen efter lumbalpunkturen, men vi anbefaler, at man ikke deltager i hård fysisk aktivitet den følgende uge.

Svar på prøven

Rygmarvsvæsken analyseres på forskellige laboratorier. Nogle svar har man allerede efter ca. en time, og andre svar kommer først flere uger, efter at prøven er taget. Du vil få svar på undersøgelsen telefonisk eller ved næste ambulante kontrol.

Er der bivirkninger ved en lumbalpunktur?

Der er ikke tale om alvorlige bivirkninger, men der kan opstå forskellige former for ubehag under eller efter en lumbalpunktur:

  • Nogle mærker et lille jag i benene under lumbalpunkturen
  • Efter en lumbalpunktur kan en lille smule rygmarvsvæske sive ud og lægge sig under eller omkring indstiksstedet, så der opstår lidt hævelse. Det stopper af sig selv.
  • Nogle får lidt ondt i ryggen, der hvor man er blevet stukket. Dette kan gøre lidt ondt i et par dage og forsvinder af sig selv.
  • Nogle udvikler hovedpine efter lumbalpunktur. Denne hovedpine forsvinder typisk af sig selv i løbet af 24-48 timer.
    Det hjælper at drikke rigeligt væske. Du/ dit barn må gerne få smertestillende medicin (paracetamol, fx Panodil eller Pamol), følg vejledningen på pakken/ flasken.
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden