Gå til hovedindhold

Livmoderen, fjernelse af gennem skeden

Information om hvad der sker før, under og efter operationen fjernelse af livmoderen gennem skeden.

Hvad er en operation for fjernelse af livmoderen?

Det er en operation, hvor du får fjernet livmoderen og livmoderhalsen gennem skeden. 

Hvordan skal jeg forberede mig til operationen? 

Du kan læse hvordan du skal forberede dig og hvor du skal møde i den udleverede patientinformation ”Forberedelse til operation”.

Bliver æggestokke og æggeleder fjernet?

Nej, ikke medmindre andet er aftalt med lægen. 

Hvordan er vandladningen efter operationen?

Du får lagt en gazeserviet i skeden og et kateter i blæren, som vil blive fjernet 4 timer efter operationen.

Du skal lade vandet ved vandladningstrang eller senest 3-4 timer efter kateteret er fjernet. Kan du ikke lade vandet, skal du kontakte sygeplejersken som vil scanne din blære og eventuelt hjælpe dig med tømme den, hvis du ikke selv kan.

Hvordan med smerter efter operationen?

Ved lette smerter anbefaler vi at du tager 2 tabletter Paracetamol (f.eks. Panodil, Pinex, Pamol) à 500 mg 4 gange dagligt. 

Hvis du stadig har smerter, kan du også tage 1 - 2 tabletter Ibuprofen (f.eks. Ibumetin, Burana, Ipren) à 200 mg 3 gange dagligt. Du kan købe begge præparater i håndkøb. Vi anbefaler, at du har gjort dette inden operationen.

Hvordan med mobilisering?

Du bliver hurtigere frisk igen, hvis du kommer ud af sengen så hurtigt som muligt efter operationen. Det vil også mindske eventuel kvalme og risiko for komplikationer.

Hvordan med mad og drikke?

Det er vigtigt at du fortsætter med fiberrig kost for at forebygge forstoppelse.

Du må drikke cirka 1½ - 2 liter væske dagligt. Du må ikke drikke så meget på en gang at din blære bliver overfyldt, da det kan forhindre blæretømning.

For at forebygge forstoppelse, er det en god ide at bruge loppefrøskaller f.eks. HUSK (se vejledning på pakken for dosis) eller Magnesia 500 mg, 2 tabletter 1- 2 gange dagligt. Begge præparater kan købes i håndkøb.

Hvilke komplikationer kan operationen medføre?

I meget sjældne tilfælde sker det, at der ved et uheld kan komme hul på urinblæren eller tarmen, som bliver syet under samme operation. Ved rift på blæren kan det blive nødvendigt, at du skal gå med blærekateter i 5 - 10 
dage. I sjældne tilfælde kan der komme en blodansamling i toppen af skeden som kan føre til betændelse.

Efter operationen kan der i enkelte tilfælde opstå ufrivillig vandladning ved hoste og nys. 

Hvilket resultat kan jeg forvente efter operationen?

Eventuelle blødninger og smerter ophører. De fleste har, efter operationen, uændret eller forbedret samliv. Du skal ikke længere have taget celleprøver 
fra livmoderhalsen, da den bliver fjernet sammen med livmoderen.

Hvis du har fået fjernet æggestokkene, kan du få brug for hormonbehandling. Du bør derfor søge læge, hvis du får tegn på begyndende overgangsalder: hedeture, tendens til at svede, episoder med rødblussen i ansigt og 
på bryst, og tørhed i skeden.

Hvornår kan jeg blive udskrevet?

Vi regner med, at du vil være klar til at komme hjem om aftenen, den dag du er opereret. Inden du udskrives, skal du have været oppe at gå og være informeret om operationen.

  • Du vil som regel få en tid til telefonisk kontrol hos en sygeplejerske 3 måneder efter operationen.
  • Det aftales, om du vil blive ringet op af en sygeplejerske en af de nærmeste dage efter operationen.

Hvordan skal jeg forholde mig efter udskrivelsen? 

  • Du kan have småblødninger og udflåd fra skeden 4-6 uger efter operationen. I begyndelsen er blødningen ofte frisk, senere er det brunligt udflåd.
  • Du er syet med selvopløselige tråde, der ikke skal fjernes. Det kan tage lang tid inden de opløser sig.
  • Sårskorpen bliver afstødt 10-14 dage efter operationen. Dette kan medføre en frisk blødning, hvilket er helt normalt.
  • Du må gerne gå ture, men dine gøremål må ikke give dig smerter eller ubehag.

Du kan ikke forvente at kunne:

  • Bruge stikpiller i skeden før efter 2 uger.
  • Løfte mere end 5-10 kg før efter 4 uger.
  • Cykle før efter 4 uger.
  • Have samleje før efter 4 uger.
  • Genoptage motion og sport før efter 4 uger.
  • Gå i karbad, svømmehal og havbad før efter 4 uger.

Hvor skal jeg henvende mig?

Den første uge efter operationen bør du kontakte os ved akutte problemer som:

  • Problemer med vandladningen 
  • Kraftig blødning fra skeden
  • Ildelugtende udflåd
  • Kraftige smerter
  • Feber over 38 grader
  • Tegn på blærebetændelse som f.eks. smerter og svie ved vandladning

Hvis der opstår problemer efter den første uge skal du kontakte din egen læge eller Akuttelefonen 1813.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden