Gå til hovedindhold

Kvalme og opkastninger, graviditetsbetinget (hyperemesis gravidarum)

Information til gravide.

Graviditetskvalme (Emesis gravidarum)

Det er normalt at have kvalme i begyndelsen af graviditeten. Det sker for 50-80 % af alle gravide. Kvalmen ledsages ofte af opkastninger og øget træthed. I langt de fleste tilfælde får du det gradvist bedre efter et par måneder.

Kvalmen kan forstærkes yderligere af fysiske, psykiske og sociale forhold. Det er individuelt, hvordan det opleves, og hvordan det påvirker din hverdag.

Svær graviditetskvalme (Hyperemesis gravidarum)

Vedvarende kvalme og opkastninger, som medfører vægttab, væskemangel og eventuelt forstyrrelser i blodets saltbalance, kaldes hyperemesis gravidarum. Det forekommer hyppigst mellem 6. og 16. graviditetsuge, med maksimum mellem 8. og 12. graviditetsuge. 

I sjældne tilfælde kan det vare længere.

Hvad er årsagen til graviditetskvalme?

Det er endnu ikke fuldstændigt klarlagt. Men man mener, at en del af forklaringen skyldes graviditetshormoner og de ændringer, der foregår i kvindens organer bl. a i mave/tarmkanalen.

Hvordan kan du blive påvirket?

Der er ingen alvorlige komplikationer for dig eller dit foster ved lette tilfælde af graviditetskvalme.

Ved svær kvalme og opkastninger kan kalorieindtaget være så nedsat, at det giver vægttab. Der kan opstå væskemangel, saltbalancen (natrium og kalium) i blodet kan blive skæv, og der kan opstå vitaminmangel. Herudover kan utilpashed, kvalme og opkastning gennem længere tid påvirke humøret.

Det er en stor omvæltning både fysisk, psykisk og socialt at blive gravid og skulle indstille sig på at være mor. Når man samtidig lider af graviditetskvalme, kan ens psykiske og sociale velbefindende påvirkes i en sådan grad, at det kan opleves som depression. Forholdet til partneren og spekulationer i forhold til det ufødte barn, kan også påvirkes negativt. Uvisheden om, hvornår kvalmen aftager eller forsvinder, kan virke uoverskuelig og glæden ved graviditeten kan helt forsvinde.

Kan barnet blive påvirket?

Det skal understreges, at almindelig graviditetskvalme og opkastninger ikke påvirker fosterets vækst og udvikling. Kun i helt sjældne og meget langvarige tilfælde kan fosteret blive påvirket.

Hvad kan du selv gøre?

  • Vær opmærksom på, om der er noget i dagligdagen, der påvirker kvalme og opkastning.
  • Undgå tom mave
  • Spis/drik hver 2. time også selvom du kaster op
  • Spis/drik hvad du har lyst til, også selv om det er usundt. Det vigtigste er, at du indtager noget hver 2.time
  • Spis gerne om natten 
  • Spis inden du står op om morgenen
  • Undgå stærkt krydret, fed og mad med kraftig lugt
  • Undgå forstoppelse. Du kan tage 2 tabletter Magnesia a 500 mg inden sengetid.
  • Hold øje med din vægt.
  • Hold øje med, hvor meget du spiser og drikker, og om du kaster det op.
  • Hold øje med om du tisser og har afføring.

Hvilken medicin kan hjælpe?

B6 vitamin 22 mg 3 gange dagligt. B6 anses for at være en sikker behandling for både dig og fostret.

Thiamin 300 mg en gang dagligt. Tiamin B1 er et vitamin tilskud.

Efter behov kan tages 25 mg Prostafen højst 2 gange dagligt. Prostafen er et antihistamin, der virker kvalmestillende og kan virke sløvende. Det er denne effekt, der kan gøre det muligt at få sovet om natten.

I svære tilfælde kan der gives receptpligtig kvalmestillende medicin i en kort periode.

Hvad kan vi tilbyde i Kvindesygdomme og Tidlig graviditet, akutmodtagelse?

Når du bliver henvist til Kvindesygdomme og Tidlig graviditet, akutmodtagelse, vil du ved første besøg tale med en læge og sygeplejerske.

Lægen foretager en gynækologisk undersøgelse, ultralydsscanning og journalskrivning. Du vil blive vejet, og din urin bliver undersøgt. Lægen vurderer, om du skal have taget blodprøver, og om det er nødvendigt at give dig væskebehandling gennem et drop i hånden.

Hvis du har svær graviditetskvalme, kan vi tilbyde dig åben henvendelse, så du kan ringe ind, hvis du har spørgsmål og evt. blive tilbudt at komme ind, hvis du har brug for yderligere opfølgning. Her vil du have mulighed for at få råd og vejledning om de forhold, der påvirker dig. Du vil blive vejet, urinen undersøgt og evt. få taget nye blodprøver. Du vil evt. blive tilbudt væskebehandling eller justering i din medicin.

Hvis du skal have væske, skal du regne med, at hvert besøg kan vare op til 4 timer.

Din partner er velkommen til at deltage i samtalerne med sygeplejersken. Vi ved, at tilstanden og de kliniske kontroller kan påvirke jeres hverdag og samvær.

I nogle kommuner er der mulighed for at få væskebehandling i eget hjem, det gælder bl.a. Ballerup, Herlev, Furesø og Lyngby-Taarbæk. Blodprøverne kan du få taget hos din praktiserende læge. Personalet kan henvise dig til dette.

I meget sjældne tilfælde, kan det være nødvendigt at være indlagt i flere dage.

Hvad hvis du har haft Hyperemesis Gravidarum før?

Det er naturligt, at være bekymret for at opleve svær graviditetskvalme igen ved næste graviditet. Du kan forsøge at forebygge dette ved at starte på medicinen, så snart du opdager, at du er gravid. Det er en god ide at tale med din egen læge om det.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden