Gå til hovedindhold

Kombinationsimmunterapi med Ipilimumab og Nivolumab - behandling forud for operation (neoadjuverende)

Til patienter med modermærkekræft

Denne skriftlige information er et supplement til vores mundtlige information om behandlingen. Informationen giver oplysninger om medicinsk behandling med Ipilimumab og Nivolumab før operation (neoadjuverende) for lokaliseret modermærkekræft.

Vi håber, du kan bruge informationen som hjælp til at få overblik over den behandling, vi anbefaler dig. Dine pårørende kan også have glæde af at læse informationen for bedre at kunne støtte dig i dine overvejelser.

Hvilken medicin indgår i behandlingen?

Ipilimumab og Nivolumab styrker immunsystemets evne til at bekæmpe modermærkekræft. Ipilimumab og Nivolumab er antistoffer, som kan blokere proteiner (CTLA4 og PD1) på overfladen af visse immunceller (T- celler). Dette styrker immuncellernes evne til at angribe kræftceller ved billedligt talt at blokere for bremsen i disse immunceller. Ipilimumab og Nivolumab bliver brugt i behandlingen af patienter med modermærkekræft, der ikke kan opereres og har vist sig at have gavnlig effekt på sygdommen hos nogle patienter. Ved at kombinere de to stoffer og give behandlingen samtidig kan effekten af behandlingen øges, men det øger samtidig risikoen for at få bivirkninger.

Behandlingsplan

Vi har vurderet, at det er muligt at fjerne din kræftsygdom ved operation. Vi indleder med at tage en vævsprøve for at sikre, at det er din modermærkekræft, der er i aktivitet. Hvis det bekræftes, vil vi efter vævsprøven lægge en lille radioaktiv markering ind i knuden. Det gør vi for at sikre, at vi kan identificere kræftknuden ved den senere operation. Før operationen skal du behandles med immunterapi med Ipilimumab og Nivolumab. Begge stoffer gives intravenøst, det vil sige i et drop i en blodåre. Du skal have 2 behandlinger med 3 ugers interval. Selve behandlingen tager knapt to timer hver gang.

Undersøgelser

Samtale med læge og sygeplejerske

Efter blodprøven, 1-4 dage før behandlingen, taler du med en læge og/eller sygeplejerske. Du får her lejlighed til at drøfte eventuelle problemer i forbindelse med din sygdom og behandling.

Blodprøver

Blodprøver tages i forbindelse med en lægesamtale 1-4 dage før behandlingen. Resultatet af disse prøver skal ses, inden du kan modtage behandlingen.

Scanninger

Der skal foretages PET/CT-scanning af kroppen forud for behandlingen og igen umiddelbart før operation.

Operation

Ved operation vil vi fjerne kræftknuden med den radioaktive markering. Den fjernede knude sendes til vævsundersøgelse hos vores patolog. Hvis det viser sig, at alle kræftcellerne er slået ihjel, skal der ikke gives yderligere behandling. Hvis der stadigvæk kan påvises kræftceller i knuden, vil vi diskutere mulig yderligere behandling efter operationen med dig.

Bivirkninger fra immunsystemet

Det er muligt, at du får bivirkninger på grund af behandlingen. Disse bivirkninger er forskellige fra person til person. Lægen kan i mange tilfælde give dig medicin til lindring af bivirkningerne. Mange bivirkninger svinder, når du stopper med at tage medicinen. I nogle tilfælde kan bivirkninger være alvorlige, langvarige og/ eller muligvis aldrig forsvinde. Der er også i meget sjældne tilfælde risiko for livstruende bivirkninger. Du skal tale med lægen om de eventuelle bivirkninger, du oplever under behandlingen.

Bivirkningerne opstår ofte på grund af dit immunsystem, som påvirkes af Ipilimumab og Nivolumab. Stofferne aktiverer dit immunsystem til at bekæmpe kræftcellerne. I nogle tilfælde kan immunsystemets celler også angribe dine normale celler og væv, ligesom de angriber kræftcellerne.

Disse bivirkninger kaldes immunmedierede eller autoimmune bivirkninger.

Der kan opstå bivirkninger under hele behandlingsforløbet, men også efter behandlingen er afsluttet. Bivirkningerne kan sædvanligvis alle behandles med en pause fra medicinen, eventuelt suppleret med anden medicin såsom binyrebarkhormoner. Hvis du får en bivirkning, kan den nogle gange være flere måneder om at forsvinde.

Risikoen for, at en alvorlig bivirkning kommer igen, hvis man har holdt pause med behandlingen på grund af en alvorlig bivirkning, kendes ikke med sikkerhed. Det er derfor vigtigt at diskutere den risiko, vi mener, der vil være i en sådan situation, inden du eventuelt genoptager behandlingen.

Bivirkninger, risici, komplikationer og gener

Det er meget vigtigt, at du umiddelbart fortæller os, hvis du tror, at du har fået en bivirkning, også selvom den ikke står på listen ovenfor. Ved al ny medicin kan der være bivirkninger, vi endnu ikke kender. Du bør undlade at tage ny medicin, uden først at have drøftet det med os.

Ipilimumab

 Behandlingen med ipilimumab kan medføre én eller flere af de bivirkninger, der er anført nedenfor.

 Meget almindelige (mere end 10 ud af 100 patienter)

  • Feber.
  • Nedsat appetit.
  • Reaktioner på indstiksstedet. Træthed.
  • Diarre. Kvalme. Opkastning. Hudkløe. Hududslæt.

 Almindelige 1-10 ud af 100 patienter

  • Influenzalignende symptomer, kraftesløshed, kulderystelser, smerte fra svulsten og vægttab. Blødning i mave-tarmkanalen, forhøjet galdefarvestof, forstoppelse, leverpåvirkning, mavesmerter, sure opstød og tyktarmsbetændelse. Hoste, hævelser pga. væskeophobning i kroppen, lavt blodtryk og åndenød.
  • Blodmangel, øget risiko for infektioner pga. mangel på hvide blodlegemer.
  • For lidt kalium i blodet, hedeture, nedsat stofstifte og væskemangel.
  • Ledsmerter, muskelkramper og muskelsmerter.
  • Forvirring, hovedpine, nervebetændelse fx på arme og ben, sløvhed og svimmelhed.
  • Betændelse i huden, betændelse i slimhinder, eksem, hårtab, nældefeber, rødme, tør hud, ændret farve i huden og øget svedtendens. Sløret syn og øjensmerter.

Ikke almindelige 1-10 ud af 1.000 patienter

  • Reaktioner og ubehag under selve behandlingen. Betændelse i bugspytkirtlen, betændelse i nedre del af tyktarmen, bughindebetændelse, dårligt fungerende lever, forstørret lever, hul på tarmen, leverbetændelse, mavesår, tarmbetændelse og tarmslyng.
  • Blodtryksfald når man rejser sig, hjerterytmeforstyrrelser, karbetændelse, lokal blodmangel i fx arme og ben, påvirket vejrtrækning, pletter på røntgenbillede af lungerne, vejrtrækningsbesvær og væske i lungerne.
  • Blodmangel, øget risiko for infektioner pga. mangel på hvide blodlegemer og øget tendens til blødning pga. fald i antallet af blodplader.
  • Dårligt fungerende binyrebark, for lidt kalk i blodet, for lidt natrium i blodet, forhøjet stofskifte og nedsat mandligt kønshormon i blodet.
  • Besvimelsesanfald, besvær med at styre arme og ben, betændelse i hjernens hinder, depression, hjernebetændelse, muskelkramper, nerveforstyrrelser - fx føleforstyrrelser og lammelser i arme og ben, rysten, talebesvær og væskeophobning i hjernen.
  • Alvorlig hudreaktion, hvor huden går til grunde.
  • Blodforgiftning, infektioner, overfølsomhed, samtidig svigt af to eller flere organer.
  • Blod i urinen, nedsat funktion af kønskirtlerne, nyrebetændelse, nyresvigt og udebleven menstruation.
  • Blødning i øjet, regnbuehindebetændelse, øjenbetændelse og årehindebetændelse i øjet.

Sjældne 1-10 ud af 10.000 patienter

  • Betændelse i endetarmens slimhinde. Muskelsvækkelse. Alvorlig hudreaktion, psoriasis og allergiske reaktioner.

Meget sjældne  - færre end 1 ud af 10.000 patienter

  • Anafylaktisk chok - en akut og alvorlig allergisk tilstand.

Nivolumab

Behandlingen med Nivolumab kan medføre én eller flere af bivirkningerne anført nedenfor.

Meget almindelige  - mere end 10 ud af 100 patienter

  • Kraftesløshed, nedsat appetit. Diarre, kvalme og leverpåvirkning.
  • Blodmangel, øget risiko for infektioner pga. mangel på hvide blodlegemer.
  • Øget tendens til blødning pga. fald i antallet af blodplader.
  • Forstyrrelse i saltbalancen. Hudkløe og hududslæt.
  • Forhøjet kreatinin i blodet.

Almindelige 1-10 ud af 100 patienter

  • Feber, reaktioner og ubehag under selve behandlingen
  • Forstoppelse, mavesmerter, mundbetændelse, mundtørhed, opkastning, påvirkning af bugspytkirtlen og tyktarmsbetændelse.
  • Betændelseslignende reaktion i lungerne, forhøjet blodtryk, hoste, hævelser pga. væskeophobning i kroppen og åndenød.
  • Øget risiko for infektioner pga. mangel på hvide blodlegemer.
  • Forhøjet blodsukker, forhøjet stofskifte, nedsat stofstifte.
  • Ledsmerter og muskel- og ledsmerter.
  • Hovedpine, nervebetændelse fx på arme og ben og svimmelhed.
  • Hårtab, rødme, tør hud og ændret farve i huden.
  • Luftvejsinfektion.
  • Sløret syn og tørre øjne.

Ikke almindelige 1-10 ud af 1.000 patienter

  • Betændelse i bugspytkirtlen og leverbetændelse.
  • ·Karbetændelse, lungebetændelse, pletter på røntgenbillede af lungerne og væskesamling i lungehinderne.
  • Betændelse i lymfekirtler.
  • Dårligt fungerende binyrebark, for meget syre i blodet og forstyrrelse af skjoldbruskkirtlens funktion.
  • Nedsat udskillelse af hormoner fra hypofysen og væskemangel.
  • Muskelsvækkelse, nervebetændelse, nerveforstyrrelser - fx føleforstyrrelser og lammelser i arme og ben og ødelæggelse af hinde omkring nervetråde.
  • Alvorlig hudreaktion og psoriasis.
  • Allergiske reaktioner, anafylaktisk chok - en akut alvorlig allergisk tilstand. Betændelsestilstand i nyren, nyresvigt og årehindebetændelse i øjet.

Bivirkninger ved Nivolumab kombineret med ipilimumab

I forsøg med Nivolumab kombineret med Ipilumumab er der indtil videre ikke set bivirkninger, der ikke er set ved behandling med Nivolumab eller Ipilimumab alene. Væsentligt er det dog, at hyppigheden af bivirkninger øges i forhold til, hvis de to stoffer gives alene. Der kan også opstå bivirkninger, som endnu ikke er kendte. Du skal øjeblikkeligt fortælle lægen eller sygeplejersken om alle mulige bivirkninger, som du eventuelt oplever.

95% af de patienter, der har fået behandling med Nivolumab plus Ipilimumab, får en eller anden form for bivirkning. De fleste er af mildere grad. Den samlede hyppighed for alvorligere bivirkninger er 30%.

Vigtigt!

Det er meget vigtigt, at du umiddelbart fortæller os, hvis du tror, at du har fået en bivirkning, også selvom den ikke står på listen ovenfor. Ved al ny medicin kan der være bivirkninger, vi endnu ikke kender. Du bør undlade at tage ny medicin, uden først at have drøftet det med os.

Kontakt straks afdelingen, hvis du føler dig akut meget syg f.eks. med

  • feber over 38,5 °C
  • vejrtrækningsbesvær
  • svær diarré eller mavesmerter
  • kraftig træthed eller forvirring
  • gulsot (gule øjne/hud)
  • alvorlig hovedpine eller sløret syn.

Risici for kvinder i den fødedygtige alder og risici for mænd

Hvis du er gravid eller ammer, kan du ikke modtage behandlingen. Der kan være ukendte risici for dig eller fostret, hvis du bliver gravid under behandlingen. Laboratorie- og dyreforsøg er udført for at teste eventuelle risici, men resultaterne kan ikke nødvendigvis overføres til mennesker.

Hvis du er kvinde i den fødedygtige alder, skal du bruge en sikker præventionsmetode (p-piller, sterilisering, spiral eller depot-gestagen) op til 12 uger efter sidste dosis Ipilimumab og Nivolumab. Forud for behandlingsstart får du taget graviditetsprøver via blod- eller urinprøve.

Hvis du alligevel bliver gravid eller mener at være gravid (din menstruation er udeblevet), skal du kontakte personalet på den afdeling, hvor du modtager behandlingen. Det samme gælder, hvis du bliver nødt til at tage receptpligtig medicin, som ikke er udskrevet af din læge på den behandlende afdeling.

Hvis du er mand og modtager denne behandling, anbefales du at bruge kondom, og din kvindelige partner skal derudover bruge en sikker præventionsmetode (p-piller, sterilisering, spiral eller depot- gestagen) op til 12 uger efter den sidste dosis af Ipilimumab og Nivolumab. Du skal også underrette lægen på den afdeling, hvor du modtager behandlingen, hvis din partner bliver gravid.

Forholdsregler

Du kan omgås din familie og venner, som du plejer. Hvis du arbejder, kan du få behov for at være sygemeldt helt eller delvist i de måneder, du får behandling.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden