Gå til hovedindhold

Kikkertundersøgelse af tyktarmen (koloskopi) - Indlæggelse på sengeafsnit til udrensning

Her kan du læse om forberedelserne op til din af undersøgelse af tyktarmen, og hvordan du skal forholde dig efter undersøgelsen.

En koloskopi er en kikkertundersøgelse af tyktarmen. Undersøgelsen udføres ved hjælp af en bøjelig kikkert med et kamera i spidsen (koloskop), som føres ind gennem endetarmen. Kikkerten måler ca. 1 cm i diameter.

Det er vigtigt, at du er udrenset, fastende og tørstende til undersøgelsen.

Læs vejledningen grundigt, inden du går i gang  med forberedelserne til undersøgelsen.

Forberedelserne starter op til 1 uge før indlæggelsen.

Vi har vedlagt en tjekliste på sidste side, som du kan udfylde.

Formål med undersøgelsen

Under koloskopien undersøger lægen tyktarmens slimhinder og de overfladiske blodkar i tarmen. Koloskopier kan også anvendes til kontrol og behandling af forskellige lidelser i tarmen.

Vi har samtidig mulighed for at opdage polypper, udposninger, betændelse og svulster. Hvis det er relevant, kan vi tage vævsprøver af slimhinden og fjerne polypper.

Medicin

Hvis du er i behandling med blodfortyndende medicin og på forhånd ved, at du skal have fjernet polypper eller foretaget anden behandling, skal du kontakte os for at høre, om du skal holde pause med din medicin.

Hvis du skal til kontrol, behøver du ikke foretage dig noget. Ved tvivlsspørgsmål er du velkommen til at kontakte os.

Hvis du kun tager ét blodfortyndende præparat, der indeholder acetylsalicylsyre (Hjertemagnyl, Hjerdyl, Hjertemin, Magnyl Svage) eller dipyridamol (Dipyridamol, Persantin, Asasantin Retard), behøver du ikke holde pause.
 

Er du diabetiker, skal du tale med din praktiserende læge eller dit diabetescenter (f.eks. Steno diabetescenter) om reguleringen af din diabetesmedicin.

Medicin, der indtages gennem munden, kan muligvis ikke optages korrekt, hvis det tages indenfor 1 time før start på indtagelse af udrensningsmiddel.

Vær opmærksom hvis du tager vigtig medicin på specifikke tidspunkter f.eks. oral prævention.

Hvis din medicin kan vente, kan den tages efter undersøgelsen. Ved tvivlsspørgsmål kontakt os eller din egen læge.

Bruger du spray/inhalationer til lungelidelser – tag den som vanligt og medbring sprayen.

Før undersøgelsen

For at undersøgelsen kan gennemføres og give et klart billede af din tyktarm, er det nødvendigt, at din tarm er ren, og du skal derfor udrense tarmen ved at drikke et udrensningsmiddel.

Udover at indtage udrensningsmidlet skal du sørge for at drikke rigeligt med væske og undgå at spise og drikke bestemte mad-og drikkevarer.

Udrensningsmidlet kan afhentes i receptionen på Borgmester Ib Juuls vej 71, opgang 9, 4. etage i kvadrat R1 på hverdage mellem kl. 08.00 og 15.00. Du behøver ikke en forudgående aftale. Du kan også købe udrensningsmidlet på apoteket for egen regning uden recept.

Udrensningsmidlet består af 4 tabletter Bisacodyl (f.eks. Dulcolax eller Toilax) og 2 portioner Citrafleet/Picoprep udrensningspulver.

Hvis du har en nyresygdom, skal du oplyse dette, når du henter udrensningsmidlet, da du skal have et andet udrensningsmiddel (Plenvu).

Hvis du har træg mave/forstoppelse (obstipation) kan det være en god idé at være på flydende kost en dag mere eller bede om mere udrensning.

Ved indlæggelsen på sengeafsnittet vil personalet vise dig til din stue og informere dig om planerne.

Forud for indlæggelsen skal du følge nedenstående udrensningsregime.

Plejepersonalet vil under indlæggelsen, hjælpe dig med at forberede udrensningsmidlet.

7 dage før undersøgelsen

Skal du holde pause med jerntabletter, da de farver tarmen sort, og det kan gøre det vanskeligt at se eventuelle forandringer i tarmen.

3 dage før undersøgelsen

For at tarmens slimhinde kan ses tydeligt under undersøgelsen, er det vigtigt, at du fra denne dag spiser en ”kernefri og fiber-reduceret” kost.

Du må derfor IKKE spise:

  • Fuldkornsprodukter (fx havregryn, mysli, fuldkornspasta, brune ris, loppefrøskaller)
  • Alle typer brød med frø og kerner fx hørfrø, sesam, birkes, solsikkekerner og rugkerner (gælder også knækbrød og fuldkornskiks)
  • Alle slags frø, nødder og tørrede frugter
  • Bønner, kikærter, linser
  • Grøntsager med mange fibre/skræl og kerner f.eks. tomater, ærter, majs, champignon, asparges, porrer, bønner, agurk med skræl, kål og rå gulerødder
  • Bær og frugt med kerner og skræl/hinder f.eks. kiwi, vindruer, appelsiner, ferskner, hindbær (gælder også marmelade og syltetøj med kerner)
  • Mælkeprodukter (gælder også plantebaserede alternativer)

Du MÅ GERNE spise let kost som f.eks.:

  • Lyst brød/toast, hvedetortillas, riskiks
  • Honning, gelé, olie, mayonnaise
  • Omelet, kogte æg, spejlæg
  • Kogt/bagt kalkun og kylling - uden skind
  • Hakket kød (okse, svin, kylling)
  • Fisk og skaldyr – kogt/bagt og uden skind
  • Pålæg og fisk på dåse
  • Kogte/bagte kartofler - uden skræl
  • Hvide ris eller hvid pasta
  • Gennemkogte grøntsager - uden skræl
  • Avokado
  • Klar suppe 
  • Frugt hvor kerner og skræl er fjernet
  • Krydderier

Du skal drikke to til tre liter væske i døgnet. Det er godt med både noget sødt –og saltholdigt (saft, suppe, sodavand) og ikke kun vand.

2 dage før undersøgelsen

Du skal fortsat være på let kost. Du skal fortsat drikke to til tre liter væske i døgnet (gerne saft, suppe og sodavand – ikke kun vand).

Klokken 18.00:

Tag to tabletter Bisacodyl (f.eks. Dulcolax eller Toilax). Bisacodyl øger tyktarmens bevægelser, så den er klar til selve udrensningen.

Nogle kan få mavekneb og luft i maven. Enkelte kan få diarre.

Dagen før undersøgelsen

Klokken 08.00:

Tag de sidste to tabletter Bisacodyl (f.eks. Dulcolax, Toilax). Du må spise let kost til kl. 12.

Klokken 12.00:

Skal du begynde at faste. Det betyder, at du ikke må spise fast føde og kun må indtage klare væsker uden mælkeprodukter.

Klar væske er f.eks.: Klar suppe uden urter og boller, bouillon, æble/appelsinjuice uden frugtkød, sodavand, saftevand, vand, kaffe/the uden mælk.

Klokken 13.00:
Skal du indlægges på sengeafsnittet. Adressen på sengeafsnittet står i dit indkaldelsesbrev.

Ved indlæggelsen på sengeafsnittet vil personalet vise dig til din stue og informere dig om planerne. Plejepersonalet vil hjælpe dig med at forberede udrensningsmedicinen.

Medbring gerne den udrensning du har afhentet på apoteket eller hospitalet.

Klokken 14:00:

Vil plejepersonalet give dig det første brev af udrensningsmidlet Citrafleet/Picoprep og derefter skal du drikke 1½ liter klar væske.

Det er vigtigt, at du ikke kommer i væskeunderskud under udrensningen. Citrafleet/Picoprep er et pulver, der smager og dufter af citron.

Hvert brev indeholder en blanding af to typer afføringsmidler, som, når den opløses i vand og drikkes, udrenser tarmen.

Sådan blandes Citrafleet/Picoprep

  • Tag et glas med 1,5 dl koldt vand
  • Hæld pulveret fra et brev i vandet
  • Rør blandingen i to til tre minutter

Hvis blandingen bliver varm, mens du rører i den, skal du vente, indtil den er kølet ned, før du drikker hele opløsningen.

Drik blandingen med det samme. Opløsningen er en uklar væske.

Hvis du oplever kvalme, så skal du kontakte plejepersonalet.

Drik minimum 1½ liter klar væske i løbet af de næste 2-4 timer.

Medicinen begynder typisk at virke 1-3 timer efter, du har taget den, og du skal forvente hyppige toiletbesøg i de efterfølgende timer. Sørg for at være i nærheden af et toilet.

Du kan opleve at blive rød/hudløs omkring endetarmsåbningen. Det kan være en fordel at anvende vådservietter og smøre med creme.

Du skal herefter fortsætte med samme type klare væsker som nævnt ovenfor.

Klokken 20:00:

Vil plejepersonalet give dig anden dosis af udrensningsmidlet Citrafleet/Picoprep.

Citrafleet/Picoprep er blandet op i 1½ dl vand, og herefter skal du drikke 1½ liter klar væske.

Efter udrensningen skal din afføring være vandig og gullig/klar. Hvis du oplever at afføringen ikke er vandtynd og gul, skal du kontakte plejepersonalet,  så de kan kontrollere afføringen og ligge en plan.

På undersøgelsesdagen

6 timer før undersøgelsen

Du må ikke længere drikke klar suppe eller bouillon.

Klokken 06:00:

Skal du tørste og det betyder at du skal stoppe med at drikke væske. Hvis du tager medicin, er det på det her tidspunkt, du skal tage den.

Undersøgelsen

Kikkertundersøgelse giver sengeafsnittet besked, når du skal til undersøgelse. Herefter bliver du hentet af en portør, og kørt til undersøgelsen.

Inden undersøgelsen får du anlagt et plastikkateter i en blodåre i armen.

Under undersøgelsen starter du med at ligge på venstre side. Undervejs måler vi dit blodtryk og puls.

Til undersøgelsen tilbyder vi dig afslappende og smertestillende medicin. Det planlægger du sammen med personalet på undersøgelsesstuen inden koloskopien går i gang.

Endetarmsåbningen bliver smurt med lokalbedøvende creme og lægen føler med en finger indenfor, inden kikkerten føres ind.

For at kunne se tarmens slimhinde, er det nødvendigt at puste lidt luft ind i tarmen. Det kan give forbigående mavekneb/smerter, kvalme eller oppustethed.

Varighed

Selve undersøgelsen tager typisk 30-40 minutter.

Efter undersøgelsen

Efter undersøgelsen kan det være nødvendigt, at du bliver til observation i afsnittet, indtil vi vurderer, at du kan komme tilbage på sengeafsnittet.

Efter observationen må du spise og drikke, som du plejer. Efterfølgende er det sengeafsnittet, der vurderer hvornår du kan gå hjem.

Svar på undersøgelsen

Inden du forlader Kikkertundersøgelse, orienterer vi dig om resultatet af undersøgelsen og det videre forløb. Du får også udleveret resultatet på skrift.

Hvis du får taget prøver, skal disse først analyseres før et endeligt svar kan gives – dette vil du blive orienteret om.

Hvordan kommer jeg hjem?

Du skal selv sørge for at komme hjem. Hvis du har fået afslappende eller smertestillende medicin, må du IKKE selv køre bil, motorcykel, knallert eller cykel i 24 timer efter undersøgelsen.

Du må gerne tage offentlige transportmidler.

Ubehag og komplikationer

I det første døgn efter undersøgelsen kan du opleve at have luft i maven og mavekneb. Hvis der er taget vævsprøver eller fjernet polypper, kan det medføre lidt blodspor i afføringen i det følgende døgn.

I meget sjældne tilfælde kan undersøgelsen kompliceres med hul på tarmen (0,5 %).

Du skal være opmærksom på følgende:

  • Blodige eller sorte afføringer
  • Svære mavesmerter
  • Kulderystelser
  • Feber over 38 grader
  • Almen utilpashed og kvalme

Kontakt i akutte situationer inden for 24 timer efter undersøgelsen

Hvis du får mistanke om alvorlige bivirkninger eller komplikationer, skal du kontakte personalet i Kikkertundersøgelse.

Uden for vores åbningstid skal du kontakte vores sengeafsnit på 38 68 35 97.
Ved komplikationer efter 24 timer kontaktes egen læge eller akuttelefonen 1813.

Tjekliste inden undersøgelsen

Hent udrensningsmiddel enten på apoteket eller i Kikkertundersøgelse. Midlet skal hentes minimum 3 dage før undersøgelsen.

Vær opmærksom på eventuel pause med blodfortyndende medicin.

7 dage før undersøgelsen ______dag d. _______skal du holde pause med jerntabletter.

3 dage før undersøgelsen ______dag d. __________ starter restriktioner ved mad og drikke.

2 dage før undersøgelsen _______dag d._________ skal du fortsætte restriktioner ved mad og drikke, og kl. 18.00 skal du tage 2 tabletter Bisacodyl.

1 dag før undersøgelsen_______ dag d.___________ skal du kl. 08.00 tage de sidste 2 tabletter Bisacodyl.

1 dag før undersøgelsen_______ dag d. ___________skal du kl. 12.00 begynde at faste, og dermed stoppe med at spise fast føde. Du må stadig indtage klare væsker, klar suppe og bouillon.

1 dag før undersøgelsen_______ dag d. ___________ skal du kl. 13.00 møde op på sengeafsnittet.

1 dag før undersøgelsen _______ dag d.___________ skal du kl. 14.00 tage det første brev udrensningsmiddel Citrafleet/Picoprep. Drik minimum 1,5 liter væske.

1 dag før undersøgelsen _______ dag d.___________ skal du kl. 20.00 tage det andet brev udrensningsmiddel Citrafleet/Picoprep. Drik minimum 1,5 liter væske.

På undersøgelsesdagen_______ d. __________ skal du 6 timer før undersøgelsen stoppe med at indtage klar suppe og bouillon.

På undersøgelsesdagen ________d. ____________ skal du 2 timer før undersøgelsen tørste. Du må ikke længere indtage væske.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden