Du er blevet henvist til undersøgelse af et element på huden, hvor man mistænker modermærkekræft. Der er ved dagens undersøgelse lavet biopsi af elementet, og det er sendt til undersøgelse i kræftpakkeforløb.
Når der foreligger svar på mikroskopiundersøgelse af vævsprøven, vil du modtage information i e-Boks om, hvad prøven har vist, og hvad det videre forløb bliver. Er der behov for yderligere behandling (inklusive eventuelle skanninger), vil din næste aftale typisk ligge kort tid efter, at du har fået svar i e-Boks. Det er derfor vigtigt, at du holder øje med din e-Boks.
De typiske udfald af undersøgelsen er:
- Godartet modermærke, hvor der ikke er behov for yderligere behandling.
- Forstadie til modermærkekræft. I de fleste tilfælde, vil du være
færdigbehandlet når vævsprøven er foretaget. I enkelte tilfælde vil der være behov for at fjerne en supplerende vævsbræmme ved en supplerende operation – typisk i lokalbedøvelse. - Modermærkekræft i laveste risikokategori (tykkelse 1,0 mm eller mindre). Her vil du få foretaget en supplerende operation, hvor man fjerner en ekstra sikkerhedsbræmme af væv omkring arret – typisk i lokalbedøvelse. Den supplerende operation vil typisk foretages ved dit næste besøg i afdelingen. Afhængigt af prøvesvaret vil du enten afsluttes herefter, eller blive fulgt 1 gang årligt i 5 år.
- Modermærkekræft, hvor man skal undersøge, om det har spredt sig til lymfeknuder (Tykkelse 1,1 mm eller mere). Her vil du få foretaget en operation i fuld bedøvelse, hvor man udover at fjerne en sikkerhedsbræmme omkring arret, også vil fjerne en skildvagtslymfeknude (sentinel node biopsi, som er den nærmest beliggende lymfeknude).
- I nogle tilfælde skal vi foretage en PET-CT-skanning, for at afklare, om der skal foretages operation med fjernelse af skildvagtslymfeknude, eller om der skal foretages yderligere undersøgelser. I så fald bestiller vi en blodprøve (creatinin), som du kan få taget lokalt eller på hospitalet.
- I nogle tilfælde, kan det blive at tilbyde deltagelse i et forskningsprojekt, der hedder PRIME. Hvis du modtager information om PRIME i din indkaldelse, anbefaler vi, at du læser det igennem inden næste samtale. Det er helt frivilligt at deltage i studiet, og din behandling bliver ikke påvirket af, om du siger jan eller nej.
Du kan finde yderligere information om modermærkekræft på afdelingens hjemmeside:
https://www.herlevhospital.dk/afdelinger-og-klinikker/Afdeling-for-Plastikkirurgi/undersoegelse-og-behandling/Sider/Modermaerkekraeft.aspx