Til dig der skal opereres og hjem samme dag.
Mødetid og mødested
3 hverdage før din operation bliver du ringet op af en sygeplejerske. Her vil du blive informeret om, hvornår og hvor du skal møde, når du skal opereres. Mødetidspunktet er ikke det samme som tidspunktet for operationsstart.
Du skal selv sørge for transport til og fra hospitalet.
Forberedelser inden operationen
Det er vigtigt, at du følger nedenstående retningslinjer forud for operationen:
- Du skal tage et brusebad hjemmefra.
- Du skal fjerne hår i operationsområdet med barbermaskine (eller 3 dage før, hvis det er med barberskraber).
- Undlad ur, smykker, piercinger, neglelak, creme og make-up på operationsdagen.
- Høreapparat, tandprotese eller briller må du gerne have med.
- Tag løst behageligt tøj på og medbring sandaler/hjemmesko, vanlig medicin, samt læsestof eller andet til ventetiden.
Du skal sørge for at købe smertestillende medicin inden operationen. Vi anbefaler, at du køber Paracetamol (Pinex, Panodil, Pamol) og Ibuprofen (Ipren, Ibumax, Ibumetin). Begge præparater kan købes i håndkøb.
Rygning
Rygning eller brug af e-cigaretter giver en øget risiko for at dine sår heler dårligere, og du har større risiko for at få infektioner. Hvis du ryger, er det derfor vigtigt, at du stopper med at ryge eller bruge e-cigaretter 6 uger før operationen og tidligst begynder 3 uger efter.
Er der mindre end 6 uger til din operation, er selv et kortvarigt rygestop eller brug af e-cigaretter bedre end intet rygestop. Du må gerne bruge nikotinerstatninger såsom tyggegummi og plaster.
Du skal faste inden operationen
Du skal bedøves under operationen. Af hensyn til sikkerheden under bedøvelse er det vigtigt, at din mave er tom, og du skal derfor være fastende. Det vil sige, at du ikke må spise de sidste 6 timer inden din mødetid.
Det er tilladt at drikke vand, sodavand, saftevand, juice uden frugtkød, te eller kaffe uden mælkeprodukter indtil 2 timer før mødetidspunktet. Overholder du ikke faste- og tørstereglerne, bliver din operation aflyst.
Medicin på operationsdagen
Får du vanligt medicin, aftaler du med kirurgen, hvilken medicin du skal tage hjemmefra.
På operationsdagen
Når du ankommer
Når du ankommer, mødes du af en sygeplejerske, som skal gøre dig klar til operationen:
- Vi udleverer operationstøj, som du skal skifte til, og du får et skab, hvor tøj og værdigenstande låses inde, mens du er til operation.
- Du vil få smerte- og kvalmestillende medicin inden operationen.
- Når operationsstuen er klar, bliver du kørt til operationsstuen af en portør.
Pårørende kan deltage, når du får information om operationen. Da vi har begrænset plads, bedes pårørende derefter vente på Gernes Torv (forhallen ved 7-eleven), mens du er til operation og opvågning.
Du skal være forberedt på, at der kan være ventetid.
På operationsstuen
Du bliver modtaget af den narkoselæge eller -sygeplejerske, som skal bedøve dig. Du møder desuden operationssygeplejersker og kirurgen, som skal operere dig.
- Du vil blive guidet til, hvordan du skal ligge på operationslejet.
- Inden bedøvelsen vil du få lagt et drop i en blodåre i hånden/armen, hvor du får sovemedicin og medicin mod smerter.
- Når du er faldet i søvn, får du lagt et plastikrør ned i dit luftrør for at sikre, at du kan trække vejret uhindret.
- Under hele bedøvelse vil der være en narkosesygeplejerske/-læge til stede.
- Du kan føle dig hæs eller øm i halsen i nogle dage efter operationen.
Efter operation - Opvågning
Umiddelbart efter operationen bliver du kørt til opvågningsstuen. Du bliver modtaget af en sygeplejerske, som skal observere dig:
- Du får målt blodtryk, evt. påsat hjerteovervågning, og får en klemme på fingeren, der viser iltindholdet.
- Har du smerter, får du smertestillende medicin efter behov.
- Nogle patienter har behov for ilt gennem et næstekateter efter operationen.
- Så snart du er vågen og stabil, kommer du retur til lokalet, hvor du startede dagen.
Udskrivelse og hjemtransport
De fleste patienter er klar til at tage hjem efter et par timer. Inden du tager hjem, informerer sygeplejersken dig og dine pårørende om:
- Operationens forløb.
- Pleje/skift af forbinding.
- Smertestillende behandling.
- De forholdsregler du skal følge, når du kommer hjem.
Du skal selv sørge for hjemtransport. På grund af bedøvelsen må du ikke selv føre bil eller andre køretøjer de første 24 timer efter operationen. Vi anbefaler, at du følges hjem af en voksen pårørende.
Sygemelding
Hvis du har behov en sygemelding, kan du som regel genoptage dit arbejde, når du har fået fjernet dine tråde. Hvis det ikke er tilfældet for dig, vil det stå i dine udskrivelsespapirer.
Når du kommer hjem
Du skal følge de forholdsregler, du er blevet vejledt i af sygeplejersken:
- Du bør være særligt opmærksom op at holde dig i ro det første døgn efter operationen.
- Undgå alkohol og rygning til trådene er fjernet.
- Spise proteinholdig mad af hensyn til god sårheling.