Gå til hovedindhold

Hortons Hovedpine (Klyngehovedpine)

Hortons hovedpine er en relativ sjælden og meget smertefuld form for hovedpine.

Hortons hovedpine

Hortons hovedpine, også kaldet klyngehovedpine eller cluster headache, er en meget smertefuld og relativt sjælden form for hovedpine. Den rammer 2-4 gange så mange mænd som kvinder, og starter oftest i 20-40- års alderen. 

Nogle patienter oplever, at deres hovedpineanfald kommer flere gange dagligt i afgrænsede perioder (klynger). Klyngerne varer typisk 4-12 uger, men kan både vare kortere eller længere tid. Hortons hovedpine findes i to former. En episodisk form (80-90%), hvor klyngerne varer fra 1-9 måneder. Og en kronisk form, hvor klyngerne varer mere end 9 måneder, eller hvor der stort set ikke opleves anfaldsfri perioder. 

Årsager til Hortons hovedpine

Årsagen til Hortons hovedpine er endnu ukendt, men der forskes på området, dels for at forstå mekanismen bag Hortons hovedpine og dels for at finde effektive behandlingsmuligheder. Der er en tendens til, at alkohol, selv i små mængder, kan udløse anfald.

Diagnosen

Mange patienter med Hortons hovedpine går desværre rundt med hovedpinen i flere år, uden at få den rigtige diagnose, og tilbydes derfor ikke en effektiv behandling. Diagnosen stilles alene ud fra de symptomer, patienten beskriver, og kan for eksempel ikke ses på en skanning eller ved en blodprøve.

Beskrivelse af anfald

Anfaldene består af voldsomme jagende og borende smerter bag og omkring det ene øje. Smerterne optræder altid i den samme side i hele klyngen, men kan skifte side fra klynge til klynge. 

Udover smerterne kan anfaldene ledsages af tilstoppet næse, næse- eller tåreflåd, rødme af øjet, øjenlågsødem, hængende øjenlåg, lille pupil samt pande- og ansigtssved. De nævnte symptomer optræder altid på samme side som smerterne.

Anfaldene varer fra 15 minutter til 3 timer, og kan gentage sig flere gange i løbet af et døgn. Smerterne kan variere fra person til person, men typisk vil smerterne være i tindingen, øret, bihulen eller ud til kæben. Mange patienter har anfald på faste tidspunkter af døgnet, ofte om natten - et par timer efter de er gået i seng. Under anfaldene har de fleste patienter behov for at bevæge sig rundt, og mange oplever desuden, at de bliver irritable og aggressive.

Anfaldsbehandling

Iltinhalation er ofte en effektiv anfaldsbehandling. Behandlingen får du fra et iltapparat i eget hjem. Ved anfald skal du trække vejret gennem en maske, der er tilsluttet apparatet. Efter 15-20 minutters iltbehandling oplever mange patienter, at deres hovedpineanfald lindres eller helt forsvinder. Hvis det ikke hjælper på anfaldet efter 20 minutter, så hjælper iltbehandlingen ikke. 

Behandlingen er uden bivirkninger. Anfald kan også behandles med Imigraninjektioner eller næsespray. Injektionen findes i en såkaldt autoinjektor, som du selv kan betjene. Se patientinformationer om iltbehandling og Imigran.

Forebyggende behandling

Der findes forskellig slags medicin, der kan forebygge anfald af Hortons hovedpine. Det mest almindelige præparat er Verapamil. Det skal tages dagligt under anfaldsperioden. En effektiv dosis kan være forskellig fra patient til patient. 

Når du har været helt anfaldsfri i 2 uger, skal du trappe ud af Verapamil. Verapamil startes op igen ved næste anfaldsperiode. Se patientinformation om Verapamil.

Dit forløb i Hovedpineklinikken

Når du er patient i klinikken, kan du altid kontakte os ved behov. Du bliver ringet op én gang om året, hvor en sygeplejerske eller læge følger op på dit behov for behandling.

Hvad skal du gøre, hvis en anfaldsperiode starter?

Du skal kontakte klinikken med henblik på hurtig tid til opstart af forebyggende behandling og/eller optimering af anfaldsbehandlingen.

Log på Min Sundhedsplatform og følg med i dit forløb på hospitalet

På www.minsundhedsplatform.dk kan du blandt andet følge med i din behandling, se kommende aftaler, se prøvesvar, forny recepter og udfylde spørgeskemaer.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden