Hold øje med blodtrykket
Blodtrykket er den vigtigste risikofaktor for nyt stroke (fællesbetegnelse for blodprop og blødning i hjernen). Dit blodtryk skal så vidt muligt ligge under 130/80 mm Hg, også ved hjemmeblodtryksmålinger.
Blodtrykket stiger med alderen. Du bør fremover gå til regelmæssig kontrol af blodtrykket hos din praktiserende læge, også selvom dit blodtryk ikke er højt nu. Hvis du selv måler blodtryk hjemme, vil en serie hjemmeblodtryksmålinger være en god hjælp for din læge i beslutningen om eventuel ændring af din behandling. Det er naturligvis ikke et krav.
Du bør undgå regelmæssig brug af NSAIDpræparater som Brufen, Ipren og Ibuprofen, da det påvirker effekten af den forebyggende medicin. I høje doser kan det give en øget risiko for stroke.
Forebyggende medicin
Den forebyggende behandling efter hjerneblødning er livslang. Det er en god idé at hælde medicinen op i doseringsæsker.
Livsstil
Sørg for at spise frugt og grønt hver dag. Undlad tobaksrygning og begræns dit alkoholforbrug til højst 7 genstande ugentlig for kvinder og 14 for mænd, og gerne mindre, da indtag af alkohol gør blodkarrene skrøbelige.
Hvis du har mulighed for det, anbefales daglig motion, som kan sænke blodtryk og kolesterol og modvirke åreforkalkning. Du må gerne blive lidt forpustet eller få pulsen op.
Naturpræparater
Generelt frarådes brug af naturmedicin, da nogle præparater kan påvirke blodets størkningsevne. Du bør rådføre dig med din praktiserende læge, hvis du ønsker at fortsætte med naturmedicin.
Hvis du følger disse anbefalinger, vil du mindske din risiko for nyt stroke.
Ring 112
Skulle du få symptomer på stroke i form af talebesvær, hængende mundvige, nedsat kraft i arm eller ben, skal du ringe 112.
Patientforeninger
Som medlem af patientforeningen ”Hjernesagen” kan du få rådgivning og deltage i temadage og andre aktiviteter.
Du finder deres hjemmeside på www.hjernesagen.dk
Se også Hjerneskadeforeningen på www.hjerneskadet.dk