Gå til hovedindhold

Hjemme igen fra Børn og Unge, sengeafsnit 1 eller 2

Information i forbindelse med udskrivelse.

Denne information er henvendt til dig som ung/dig som forælder til et barn,
der har været indlagt på Børn og Unge, sengeafsnit 1 eller Børn og Unge, sengeafsnit 2.

Har du fået svar på dine spørgsmål?

Er du usikker på noget, så spørg personalet, inden du tager hjem.

Efter hjemkomsten er du velkommen til at kontakte sengeafsnittet med spørgsmål til det aktuelle sygdomsforløb, som du/dit barn har været indlagt med. OBS! Henvendelsen skal ske telefonisk (ikke via MinSP).
Ved anden sygdom skal du kontakte egen læge eller 1813. 

Medicin

Hvis det er relevant, får du udleveret en oversigt over den aktuelle medicin.
Ved behov for ny medicin ligger der en elektronisk recept klar, og du kan hente medicinen på et hvilket som helst apotek.

Prøvesvar og adgang til journal

Prøvesvar

Der kan være taget prøver, der endnu ikke er kommet svar på, når du forlader sengeafsnittet. Vi kontakter dig kun, hvis prøvesvarene giver anledning til ændret eller ny behandling.

Adgang til journal og prøvesvar i MinSundhedsplatform (MinSP)

Du kan se journal og prøvesvar i MinSP. Se hvordan du får adgang til MinSP på www.minsundhedsplatform.dk/fuldmagt

Information til egen læge

I forbindelse med udskrivelse fra sengeafsnittet får egen læge information om indlæggelsen.

Indkaldelse til evt. opfølgning

  • Barn under 15 år: Indkaldelsen kommer i forældres e-boks 
  • Ung fra 15 år til og med 17 år: Indkaldelsen kommer i din egen e-boks og i dine forældres e-Boks. 

Barn under 46 uger

Var barnet under 46 uger på tidspunktet for indlæggelse, kan man få forlænget sin barselsorlov med det antal dage, indlæggelsen varede. Se gældende regler på Borger.dk
Du modtager et bevis som dokumentation for indlæggelsen i e-Boks, som du skal bruge, når du kontakter Udbetaling Danmark. 

Med venlig hilsen personalet i Børn og Unge, sengeafsnit 1 og sengeafsnit 2

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden