Gå til hovedindhold

Graviditetstab før 12 uger

Information om graviditetstab før 12 uger

Om graviditetstab

Cirka 20 % af alle graviditeter ender med graviditetstab, men kun 10 % opdages. Vi ved sjældent, hvorfor graviditetstab sker, men oftest skyldes det, at fosteret har et forkert antal kromosomer eller ikke har udviklet sig normalt. I få tilfælde skyldes det sygdom hos den gravide, fx for højt eller lavt stofskifte. Selvom du oplever et eller flere graviditetstab, betyder det ikke, at du er i øget risiko for graviditetstab ved næste graviditet.

I mange tilfælde klarer kroppen selv at udstøde graviditeten ved en kraftig blødning, uden at behandling er nødvendig. Andre gange er der tale om et igangværende graviditetstab eller en missed abortion. Det betyder, at der stadig er graviditetsvæv i livmoderen, som kan være nødvendigt at fjerne ved hjælp af medicin eller kirurgisk behandling.

Det videre forløb

Ved en igangværende abort

Aborten er i gang, men der er stadig graviditetsvæv tilbage i livmoderen. I langt de fleste tilfælde (over 80 %), udstøder kroppen selv resten af graviditeten i løbet af de næste døgn. Vi sender dig som regel hjem, så du kan bløde resten af graviditetsvævet ud derhjemme. Vi tilbyder da en ultralydsskanning efter 2 uger for at sikre, at livmoderen er tømt.
Du kan bløde som ved menstruation og have ondt i underlivet.

Du kan tage paracetamol og ibuprofen for at lindre smerter. Du kan også bruge en varmepude.

Hvis blødningen aftager, og det igangværende graviditetstab går i stå, kan det blive nødvendigt at give medicin for at fremkalde veer.

Vi ved, at det er en svær situation at abortere, og vi vil hjælpe og støtte dig undervejs. Vi anbefaler, at du har en pårørende hos dig under hele forløbet.

Ved en missed abortion

Hvis graviditetens udvikling er stoppet, uden at du er begyndt at bløde, er der tale om en missed abortion. Uden behandling kan der gå lang tid, før livmoderen tømmer sig selv. Det kan medføre langvarige blødninger og en lille risiko for underlivsbetændelse. For at undgå dette anbefaler vi, at du får sat aborten i gang med medicin. Før 10 uger kan du gennemføre behandlingen hjemme. ​ Vi tilbyder da en ultralydsskanning efter 2 uger for at sikre, at livmoderen er tømt. ​
Efter 10 uger kan du blive indlagt og skal have enten en medicinsk eller kirurgisk behandling for at afslutte aborten. Vi taler med dig om, hvad der er den rette behandling for dig.

Du får mere information

Vi taler med dig om dit videre forløb og giver dig mere information, hvis du skal have medicinsk eller kirurgisk behandling.

Reaktioner efter graviditetstab

Ved graviditetstab afbrydes de forandringer i kroppen, du kan have oplevet under graviditeten, og graviditetssymptomerne forsvinder langsomt.

Det er normalt at få psykiske reaktioner og at føle sig ved siden af sig selv. Du har ret til en støttesamtale både før og efter graviditetstab. Kontakt din egen læge, eller find mere information hos www.moedrehjaelpen.dk. Søg på ’abort’.

Få mere viden

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden